For nogle uger siden tegnede jeg dette indlæg.
Jeg har efterfølgende fået så utrolig meget positiv respons, at jeg blev helt rundtosset.
Tak skal I have. TAK!
Jeg vidste godt, at vi er mange i denne situation, men det overraskede mig alligevel en del, at så mange af jer kunne nikke genkendende til min historie.
Jeres søde respons, har givet mig mod på at dele lidt mere. Her lidt om de følelser jeg gennemgår, når jeg søger de her drømmejob der bliver ved at dukke op.
Kald mig bare naiv eller godtroende (det ville ikke være første gang) – Jeg vælger at kalde mig optimistisk.
Naturligvis ved jeg godt, at chancen for at netop jeg lander et af de her drømmejobs, er ret lille.
Men håbet og drømmene er der hver gang. Hver eneste opslidende gang.
Lige nu, i skrivende stund, er det absolut sidste dag det nyeste drømmejob kan kalde mig til samtale – for den finder sted i morgen.
Jeg har min telefon ved siden af mig, skruget op på max.
Håbet lever.
__________________________
Jeg har altså søgt mit drømmejob!
– Det gør jeg sådan ca. hver fjortende dag.
Jeg søger også andre job, naturligvis. To opslåede stillinger om ugen som jeg skal. – Og alle de andre ved siden af. Naturligvis.
Men ca. hver fjortende dag dukker mit drømmejob op på nettet. Forskellige job selvfølgelig, med forskellige drømme hæftet på dem.
Når jeg læser sådan et jobopslag, bliver jeg helt varm inden i.
‘Jamen der er jo mig de skriver om.’ Tænker jeg.
‘Hvis JEG ikke kan få det her job, er der INGEN der kan!’ Tænker jeg.
Jeg er ret god til at skrive, og jeg har lært om hvordan man sælger sig selv på skrift, på jobcenteret. Så ansøgningen flyder frit fra mine hænder.
Imens jeg skriver, og husker den fængende overskrift der skal sorterer mig fra de mange, tænker jeg over hvor fedt det kunne være med netop dette job.
Jeg ryster lidt på hænderne imens jeg trykker send.
Bagefter er jeg sådan helt glad og spændt inden i.
Naturligvis fortæller jeg alle jeg møder om dette drømmejob. Sammen snakker vi om, hvordan det da passer helt perfekt til mig. Uh det bliver så godt! -Det er vi enige om.
Ugerne går, og imens ansøgningsfristen rykker nærmere, planlægger jeg mit liv med mit nye job. Jeg vender et par ting med kæresten, og får styr på logistikken.
Jeg er nemlig typen, der er glad for struktur.
På dagen hvor ansøgningsfristen udløber har jeg mit telefon tæt på mig.
De skal jo kunne få fat på mig, hvis de ringer.
Jeg sørger også for, lige at have en flaske vand og en blok til at noterer tiden for samtalen på, inden for rækkevide.
Måske planlægger jeg hvad jeg skal have på af tøj til jobsamtalen, og sørger for at det er rent og strøget. Jeg har det jo bedst med struktur.
Som dagene går, stiger spændingen.
NU må de da snart ringe…
Måske har de fået rigtig mange ansøgninger? Måske det derfor de ikke har ringet endnu?
…Hvorfor ringer de ikke?
Når datoen for den forvarslede jobsamtale står for døren, kan jeg godt gå hen og blive lidt usikker.
De kan da ikke ringe nu? Kan de?
Er det for sent?
Skrev jeg nu mit nummer rigtigt? Gjorde jeg ikke?
… Hvorfor har de ikke ringet?
– Og så er det at dagen går, og en anden med større erfaring, bredere kompetencer, højere uddannelse, pænere ansigt, længere sko eller modsat køn, fik jobbet.
Men heldigvis kommer der sikkert et nyt drømmejob igen om fjorten dages tid. – Og så ved jeg jo hvad jeg har i vente.
Det er rart, for jeg er nemlig meget glad for struktur.