Første dag

Der har altid været noget specielt over 1. januar.
Tavlen er vasket ren, kapitlet er slut, siden vendt og et nyt kan begynde.
Egentlig må mit næste kapitel gerne minde om det foregående. Det var et ret godt ét. Til forskel for de foregående, var sidste års sider overvejende positive.

2017, blev det første hele år uden min mor, og selvom jeg savner hende hver dag, og stadig har svært ved at accepterer, at hun ikke kommer tilbage; så er det blevet lettere at undvære hende. Oftere og oftere, tager jeg mig selv i, at tænke på hende med glæde frem for sorg.

2017 var også vores første år som husejere, og året hvor jeg for alvor sprang ud som have-nørd. Jord under mine negle, giver ro i mit hoved i en sådan grad, at vi muligvis ender med at være noget nær selvforsynende om et par år. Dyrene mangler vi dog, og selvom at ænder og grise står højt på min ønskeliste, nøjes vi nok med vores Viggo-kat, et par år endnu.

Det har ikke kun været i haven, jeg har faret rundt; også på arbejdsmarkedet har jeg hoppet fra det ene til det andet. I løbet af sidste år, har jeg arbejdet 3 steder og derudover også nået at genopleve “glæderne” ved at være  arbejdsløs.
Mit nuværende job, som grafiker på et reklamebureau, er noget meget andet end hvad jeg før har prøvet. Det er hårdt på en ny måde, men mest af alt er det fedt endelig at få lov til at prøve den side af!

Så bare kom an, 2018. Forhåbentlig bringer du mindre skiftende job, mere havenørderi, altid mere kærlighed og forhåbentlig en hel spandfuld af nye oplevelser.

Godt nytår.