Det var jo den sidste

– Altså den sidste lakrids i pakken.
Jeg havde glædet mig til at spise den, men havde kun lige fået den ind i munden, da jeg kom til at hoste og den røg ud.
Faktisk overvejede jeg det ikke, da jeg satte mig i vejkanten og fiskede den op og ind i munden igen.
Det var jo den sidste.
Det var først da den pæne far fra drengens børnehave pluselig stod der, at jeg overvejede om det nu havde været den rigtige beslutning, at tage lakrisen direkte fra jorden og ind i munden.
Jeg mener; Han kunne jo tro at jeg var ulækker.