– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.
…
Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.
Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan?
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.
Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
Hvor beskriver du det bare fint ❤️. Det er nemlig sådan en underlig situation, hvor man har brug for tid til at mærke sorgen rigtigt, men det tillader hverdagen og vores travle samfund ikke.
To måneder er ingenting. Det skal nok blive bedre, men lad det tage så lang tid det tager ❤️. Jeg husker selv, at der gik to år efter min fars død, før jeg en forårsdag kørte ud over landet og pludselig kunne mærke helt ægte glæde. Ikke at jeg havde været deprimeret, men først der kunne glæden trænge helt ind.
Sorgen dukker stadig op i bidder, selvom det er fem år siden. På en måde tror jeg også det kan være rart ikke at skulle fordøje den hele på en gang?
Dejligt du skriver din historie. Jeg mistede min elskede mor for 3 mdr siden og har det præcis som dig. Har tænkt der var noget galt med mig, men du sætter præcis ord på det. Tak.
Så fint skrevet. Har ikke mere at sige, bare at du ramte mig lige i hjertet.
Sorg tager tid, sådan er det bare, også selvom livet fortsætter med lynets hast. Sorgen forsvinder ikke, men finder sit eget sted, hvor den dukker op en gang imellem. Det betyder ikke, at man ikke kan være glad og nyde livet, det er bare en del af en selv. Og det er helt almindeligt, at det tager omkring 2 år, før man synes, sorgen er ok, så 2 måneder er absolut ingen tid, og du kan ikke forvente, at dit savn er blevet mindre endnu. Men det er godt, du er åben og skriver om din sorg, det gør den mere bærbar. Det første år er jo fuldt af begivenheder, du skal igennem (eller fejre) uden din mor, og det gør ondt. I det næste år har du jo prøvet det før, og så bliver det lidt nemmere.
Knus
Min far døde for 31 år siden, jeg kan stadig blive ked af det …
Jeg tror ikke man skal komme over det. Man skal leve med savnet, det fylder mindre med tiden, men sorgen skal have et lille rum i hjertet.
Min mor døde for to år siden, mæt af dage. Hun har en fin lille plads i mit hjerte, og jeg tænker ofte på hende. Hvad havde hun sagt i en given situation… Hvad havde hun rådet mig til… Jeg savner at kunne ringe til hende. Og jeg mærker en dårlig samvittighed over at hun boede i en beskyttet bolig de sidste to år og havde brug for meget mere tid og omsorg end hun fik. Personalet havde travlt. Jeg selv havde travlt med børnebørn. Pludselig løb tiden ud og jeg sad ved hendes seng og sagde til hende at det var ok at hun rejste væk. Og så gled hun væk i samme øjeblik hun hørte det. Kors hvor jeg savner hende!
Sendte dette link til en ven i går.
Hans far døde for en måneds tid siden og han spurgte mig, hvis mor døde for 10 måneder sider, hvornår det blev bedre.
Underligt med død og sorg. Hvordan den vokser i stedet for at mindskes. I hvert fald i starten.
Tak for ordene.