At snakke død med børn

– Er ret svært!
For os var det vigtigt, at de forstod at min mor var død. Sådan rigtig forstod det, så de lettere kunne bearbejde det. Derfor valgte vi at tage begge børn med ind og se hende dagen efter hun døde.
Helt sikkert en rigtig beslutning for drengen på 7, som på den måde blev “tvunget” til at reagerer, og ikke holde smerten inde (hvilket han ellers kan være god til). Hans reaktion var voldsom, men god. Vi fik snakket en masse, forklaret, grædt og snakket igen.
Det har været sværere med pigen på 3 år. Egentlig tror jeg også, at det var meget afklarende for hende, at se sin mormor efter hun var død. Men vi havde ærlig talt nok undervurderet hvor konkret en 3 årig opfatter ting.
…
Min mor var utrolig tynd da hun døde og lå, da børnene så hende, i sengen med kun hovedet over dynen. Dertil kom, at vi fortalte dem, at det kun var mormors krop der kom ned i kisten. Hendes sjæl var fløjet væk.

I pigens hoved må det have lydt noget ala:
Mormors hoved er i sengen – tjek!
Mormors krop er i kisten – tjek!
… og når man kun er 3 år, er det logiske spørgsmål jo selvfølgelig:

Nej, lille ven. Vi har ikke savet mormor i stykker.
Heldigvis tror jeg efterhånden, efter mange forklaringer og diverse dyne illustrationer (hvor man kun kan se hovedet – selvom at kroppen også er der), at pigen har forstået, at det var hele mormors krop, der kom i kisten.