Min mor er død.
Min far er død.
Jeg begynder at forstå det.
Lige nu forstår jeg det – i morgen måske ikke; det skifter hvor modtagelig min hjerne er, for at anerkende netop dén information.
Det burde ellers være let at forstå, jeg så dem begge dø – lige dér foran mine øjne. Alligevel forstår jeg det ikke helt – det føles som for meget, mere end jeg kan bære. Forældreløs. Alene. Bare mig.
Jeg er sat fri, fri til at svæve hvorhen vinden tager mig; ingen holder mere i snorene til jorden. Hvorhen? Hvordan? Friheden er total og skræmmende.
Jeg føler, at jeg skal genopfinde mig selv som forældreløs. Hvem er denne forældreløse udgave af mig? Hvad vil hun? Hvad kan hun? En ny mig. En bedre mig?
– Jeg orker ikke at finde ud af hende, orker ikke denne sorg, der stadig ligger som en tung dyne om mig, hvorhen jeg går. Den ligger i baghovedet og bag mine øjne når de lukkes. Den sidder i mit bryst som en knude der kun forsvinder sporadisk, for så at vende tilbage på sin vante plads. Og jeg griber efter alt hvad jeg kan hage mig fast i, på min vej ud i intetheden; griber efter et holdepunkt.
En fod foran den anden.
Men hvor går jeg hen?
Søde kære du.
Jeg vil da gerne holde lidt i den ene ende af din snor 🙂
Sorg tager tid og især som du har mistet.
Det tog hårdt for mig at miste min mor og jeg har lavet en sten med hendes navn mv., den står foran min brændeovn omgivet af lys og en engel (et lille mindested for min mor) så jeg har hende med hver dag resten af mit liv!
Jeg ved ikke hvilke redskaber du har fået til at tackle din sorg og dit tab, men en mindevæg med billeder, en mindehylde med ting og sager eller lign. er altid en god støtte.
Ellers hedder det jo timer i et forløb hos en dygtig sorg psykolog.
Men jeg forstår til fulde din rådvildhed og håber du finder vej.
Du er altid velkommen til at skrive til mig på min mail 🙂
Knus og tanker til dig søde 🙂