Velkommen i det store sorte dyb

– kaldet hverdagen.
Datoen er d. 12.01.2020. Allerede, i går var det jul -og i forgårs sommer.

Tiden går; bliver grådigt slugt af børn, arbejde, pligter – hverdag.
Altid hverdag. Og jo, jeg holder af hverdagen, mest af alt af hverdagen, men ind i mellem, ville jeg ønske at det hele gik langsommere. Gerne så langsomt at jeg kunne nå at opleve mit liv – og gerne det hele.

Tid er noget jeg tænker meget over. Tiden vi har er kort; for mig måske kun 27 år mere, som min mor. Hvem ved. Måske dør jeg i morgen – måske gør du?
Vi vokser op med en forestilling om, at vi vil leve evigt. En forestilling, der til trods for at vores logiske sans på et tidspunkt indsætter, fortsætter.
Det andet er for ubærligt. Naturligvis.

Vi har snakket meget om tid, om liv, sygdom og død min kæreste og jeg.
For det meste brokker vi os bare – eller ærger os over alt det vi ikke fik gjort, mens vi var unge og frie. Eller alt det vi ikke fik gjort, da vi brugte hele weekenden foran TV’et.
Men vi prøver. Vi prøver at tænke nyt, for det er det nye vi husker. Vi prøver at gøre de ting, vi altid gerne har ville gøre, også selvom de er egoistiske eller svære. Vi prøver at være ligeglade med om facaden har lidt skrammer, og med at leve op til “familien Danmark”. Vi prøver at være åbne for mulighederne og for hinanden. Vi prøver at være modige.
Ind i mellem lykkedes det.

Dette projekt med at føre dagbog, er et forsøg på at fastholde tiden. Et forsøg på at huske dagene og på at leve i nuet. Jeg håber det lykkedes.