– Og siger at at jeg var syg i sidste uge, og derfor ikke var på min plads.
Undskyld når jeg undgår øjenkontakt, med jeres medlidende øjne.
Undskyld når jeg lukker mig inde i mig selv, og sætter lås på døren.
Det er ikke jer, det er mig.
Jeg ved godt, at I vil mig det bedste. Jeg ved godt, at det er okay at græde, og blive ked af det – også blandt jer, søde mennesker.
Men ser I, jeg har et job jeg skal passe, nogle børn der skal have aftensmad og et liv der skal leves. Jeg har desværre ikke tid til at bryde sammen her og der og alle vegne.
Og det gør jeg. Bryder sammen.
Vi snakker ikke våde øjne og bævrende stemme, vi snakker rystende krop og hulken med snot og tårer som et ucharmerende springvand.
Ikke den slags sammenbrud, man lige kan afvikle i 10-pausen.
Så giv mig tid og giv mig plads. Så skal jeg nok lære at smalltalke om min mors sygdom og død – jeg kan det bare ikke helt endnu.
Her kommer lige et par ord. De vil ikke ynke eller give råd. De vil heller ikke løse noget som helst, eller kloge sig. Det ved de nemlig godt, at de ikke kan.
De vil bare sige, at de kender nogle tanker, der er på dig. Sådan nogle tanker, der synes at du er modig.
Det var bare det.