– I kagen altså. Det var derfor den var trist.
Jeg havde ellers glædet mig til den kage. Den var med nougatfyld.
Det var bare ligesom om, at der var for meget kage og for lidt fyld. Alt for lidt, faktisk.
Jeg vil sige, at der sagtens have kunne være dobbelt så meget fyld, uden at det ville have skabt problemer.
Fyldet var var jo godt nok, det var kagen uden om der var trist.
Det var ellers sådan en rigtig stor og flot kage.
Jeg må indrømme at jeg overvejede mine mulighedder ganske nøje, efter at jeg have taget den første bid.
Min første tanke var at skrabe fyldet ud af den triste kage, og kun spise det.
Der var bare for lidt. Fyld altså. Det ville mest af alt, føles som at blive snydt, hvis jeg kun spiste det. – Og hvad skulle jeg så også også stille op med kagen bagefter? Dette ville kun forværre problemet.
Bagefter overvejede jeg at forsøge at bytte kagen for drengens påskeæg, men erkendte at han aldrig ville gå med til sådan et byt. Desuden kunne jeg risikere at skulle dele kagen med ham, hvis han fandt ud af at jeg havde den.
Jeg overvejede selvfølgelig at købe en anden, mindre trist kage, men kom frem til at det heller ikke ville løse mit problem, kun udsætte det.
…
Måske kunne jeg blende kagen med noget mælk, og få en slags smoothie?
Eller åbne den og putte nutella i?
– Eller fryse den og håbe på det bedste?
Disse var alle gode ideer, men jeg sad i sofaen ret langt fra køkkenet.
Til sidst spiste jeg hele kagen, så hurtigt jeg kunne – altså bare for at slippe af med problemet.
Jeg syntes egentlig godt, at min kæreste kunne have værdsat det noget mere!
