– Følte jeg mig godt nok sej!
Det var sgu da helt vildt, at jeg var inviteret med hos de der rigtige tegneserietegnere. MIG! Lille mig.
Efter noget tid blev jeg måske en smule selvfed omkring det, tænkte på hvordan jeg skulle føre mig frem med min fede mulepose og seje stil.
Jeg skulle snakke med alle de store; skulle jeg!
… Altså når de kom over til mig, for jeg vidste godt, at jeg aldrig selv ville turde at gå over til dem.
Og så skulle jeg dele linde strømme af postkort ud og smide om mig med anekdoter om mit spændende tegner-liv!
– Måske ville der oven i købet være én, der spurgte efter en autograf – man er jo kendt…
… Altså det gik muligvis ikke sådan heeelt efter dén plan.
Men, til alt held havde jeg en nødplan, der gik ud på at stå i et hjørne og kigge på hvordan alle dem, der rent faktisk ER seje førte sig frem, delte postkort ud og skrev autografer.
Den plan virkede faktisk helt utrolig godt.
Heldigvis stod både Den Lille Sorte og Live fra Lolland i hjørnet sammen med mig, og jeg fik da også hilst på både Dita, Strassengaugler og Valdefar og et par andre søde tegnere. Det var alt i alt vildt hyggeligt.
Inden jeg gik, lagde jeg lige en god stak af alle de der postkort som folk havde glemt at rive væk – i hjørnet. Så kunne de ligesom selv tage, når de kom forbi.
Næste år har jeg lavet et eller andet fysisk produkt, altså ud over postkort, så det giver mening at sidde ved et bord. Det er nemlig dét de seje gør – fandt jeg ud af.
– Og så håber jeg i øvrigt også at folkene bag Copenhagen Comics måske vil tænke os små tegnere lidt mere med. Eventuelt lave et tegneområde, hvor alle de inviterede kan mingle, lade os tegne et eller andet, nævne vores hjemmesider og “kunstnernavne” i programmet.
… De kunne måske også starte i det små, ved at stave vores navne rigtigt. (Jo-jo Sidsel ShoPmacker er et mega fedt navn. Bare ikke mit.)
