– Jeg blev bare nysgerrig da jeg så ‘Til salg’ skiltet, og så listede jeg mig ind – og gik rundt i deres have og kiggede ind af vinduerne.
Jeg troede jo ikke at der boede nogen.
Det gjorde der. De blev også meget glade over at jeg muligvis ville købe deres hus. -Altså efter at de havde været lidt sure over at jeg gik og lurede.
Egentlig ville jeg ikke have sagt at jeg og kæresten overvejede at købe deres hus. Eller det med at vi var meget interesserede, og håbede på at det blev dét. Det var bare ligesom om det virkede som det rigtige at sige, efter de havde inviteret mig ind og kigge.
Sådan set var det også et dejligt hus, og jeg ville mægtig gerne have købt det – hvis vi skulle have et hus, vel at mærke.
Vi gav hånd da vi tog afsked, og aftalte at jeg skulle kontakte deres ejendomsmægler og finde en tid til rigtig fremvisning.
Jeg håber ikke de bliver for kede af det, når de aldrig hører fra mig igen.