– Jeg er jo folkeskolelærer.
Lad mig være ærlig og sige, at det ikke var mit første valg på jobpaletten. Dog er det er et job, jeg på grund af en god arbejdsplads og søde kollegaer har lært at holde af.
Det også selvom jeg ofte føler, at jeg bliver nødt til at iklæde mig en maske af surhed, for at få, bare en smule, respekt og ro i timerne.
Lige for tiden, og indtil mit faste skema træder i kraft, er jeg vikar …
Hvilket betyder at surhedsmasken pt. skal klæbes så fast, at den næsten gør ondt.
Jeg hader den maske. Især fordi jeg indenunder er sådan en sød, umiddelbar, fjollet og kreativ person. Jeg er faktisk meget lidt sur. Meget lidt hård.
Problemet med min maske er også, at når kaoset og larmen i klassen når et vist punkt, så presser masken mod min hjernen, så den vælger at fokusere på nogle, måske ikke helt oplagte ting.
Som når klassen i kor råber: “Hun hedder TIDSEL!” “Ha-ha-ha! TIDSEL.”
Og en lille pige, midt i det hele, prikker mig på skulderen og siger: “Peter kalder dig TIS.” Ja, så synes min hjerne, at det vigtige her, er at forklare den lille pige hvordan Tidsel udtales.
“Det er TIS-el! TIS-el.” “Jeg hedder TIS-el!”
…
Godt jeg snart får et fast skema.
