– Måske var jeg en smule nervøs over jobsamtalen, jeg ved det ikke.
Jeg kunne da ikke vide, at det var sådan en dårlig idé at tage en lille tår vand…
Egentlig var det fjollet, for jeg har prøvet at drikke vand af glas mange gange før, men jeg glemte ligesom at synke vandet da det kom ind i min mund.
Det var også fordi der var så stille, at jeg blev jeg nervøs for om det ville sige en grim gurglende lyd, når jeg sank vandet. – Jeg kunne hurtigt komme til at virke som en, der ikke kan finde ud af at drikke vand af glas. Ikke ligefrem et indtryk man gerne vil give.
Så jeg ventede og gemte vandet i min mund – altså bare indtil der blev lidt mere støj, så jeg ubemærket kunne synke…
Men så blev der bare endnu mere stille. Det var også som om, at alle kiggede på mig.
Jeg ville gerne have sunket vandet nu, men nu var det selvfølgelig helt udelukket at synke!
– Jeg mener, nu var det jo alt for længe siden, jeg havde taget tåren af vandet; de ville bare tro, at jeg havde alt for meget mundvand hvis jeg sank. Måske ikke lige det bedste indtryk at give!
Så jeg ventede.
Åh, jeg skulle virkelig have sunket vandet før! Pludselig spurgte manden mig om noget…
Jamen hvad pokker skulle jeg gøre?!
Jeg kunne jo ikke synke og jeg kunne da heller ikke svare på spørgsmålet med vandet i munden; Dét ville helt sikkert give et dårligt indtryk…
Ja, ja – det var måske ikke den bedste løsning, den med at spytte vandet ud.
– Men jeg var altså virkelig presset og jeg ville jo også gerne svare på den rare mands spørgsmål – også så han ikke skulle tro at jeg var sær, eller noget.
Næste gang drikker jeg ikke!
