– ville den være en pænt nederenen en af slagsen!
Den ville være sådan én, man aldrig rigtig orkede at få på besøg. Sådan en man ville have slettet fra sin venneliste for længe siden, hvis ikke den havde været så pokkers insisterende!
Sygdommen ville man ikke inviterede. Naturligvis ikke.
Nej, sygdommen ville være en der dukkede uanmeldt op. Altid på de mest upassende tidspunkter.
Selvfølgelig ville man forsøge at få sygdommen til at gå igen. Man ville sige ting som; ‘Det passer faktisk virkelig dårligt, lige nu.’ Eller; ‘Jeg har en masse arbejde jeg skal have lavet.’
Hints som dette, ville sygdommen ikke fatte; ‘Tag dig ikke af mig.’ ville den sige, imens den masede sig vej gennem døren. – ‘Du vil slet ikke bemærke at jeg er her.’
Og så var man fanget med den.
Man ville helt sikkert prøve at få den hurtigt ud af døren igen, men sygdommen ville ikke have travlt. Den ville blive hængende med dens ulidelige jappen om ligegyldige ting, til man til sidst ville være frataget al energi og næsten ikke orkede at gøre modstand.
Måske ville man alligevel forsøge at peppe stemningen op. Fortælle sjove eller interessante historier, men de ville helt bøje af på sygdommen, som om den slet ikke var modtagelig for den slags.
Dens egne beretninger ville være lange, kedelige gentagelser om ligegyldigheder fra dens triste liv.
Sygdommen ville drænede ens glæde og livsenergi med dens blotte tilstedeværelse.
Måske ville man prøve at gå igang med andre ting mens den var der – men sygdommen ville da bare gå med. Den ville gå med i køkkenet, når man gik ud for at lave en kop the – og stå i vejen ved alle skabene, mens den snakkede en lige ind i hovedet med en høj og skinger stemme.
Gik man på toilettet, ville den stå dér på den anden side af døren og råbe sine uinteressante og lange beretninger til en.
Det ville ikke være korte besøg man fik af sygdommen. Næ nej. Den ville sagtens kunne finde på at blive et par dage – eller en uge.
Ikke nok med at man havde den om dagen, den ville også insistere på, at man da alle kunne sove i sengen om natten. Så ville den ligge dér og holde en vågen med sin snorken og dårlige ånde.
Når sygdommen endelig forlod en, og man skulle til at ånde lettet op, opbygge ny energi og indhente alle de ting man ikke fik gjort imens sygdommen huserede ens hjem.
– Ja, så kunne den finde på at dukke op igen. Bare fordi det var så super hyggeligt sidst.
… Sygdommen ville fandme være en nederen ven!