Sol Slej
Sol er forfatter og en god en af slagsen! Jeg kan anbefale hendes bog Vand, som er en virkelig grum, men utrolig velskrevet fortælling.
Her skriver hun mere let og underholdende om hendes Cinnobre Barndom.
Læs flere af Sol noveller her: solslej.blogspot.dk og følg med her: solslej.dk
Sol skriver selv: “Det er jo ikke tilfældigt, når man går rundt og hedder Sol. Så er rødderne højrøde.
Min barndom var fuldstændig normal, mine forældre var skilt og min far boede i kollektiv. Vi spiste linsegryde til aftensmad og gik til demonstration og lavede lokalradio. Sådan helt normalt.”
Ølejr
Ølejr 1975
Det er sommer og det er helt utroligt varmt. Jeg er 4 år, min mor er højgravid med min lillebror og hun har taget mig med på ø-lejr, men hun sidder bare i skyggen og syr sig en pung. Det er rigtig kedeligt. Heldigvis kommer der en flok voksne og børn forbi og spørger om jeg vil være med til dagens aktivitet. Jeg skynder mig at sige ja og løbe med.
Vi er omkring 25 voksne og børn og vi har to kæmpestore baljer.
Først tager vi alle sammen alt tøjet af, og så henter de voksne nogle store dunke med maling, som vi hjælpes ad med at hælde op i baljerne. Der er både orange og blå og rød og lilla og grøn.
Vi træder op i baljerne og så begynder vi at smøre hinanden ind.
Det er sjovt at plaske rundt i maling og man bukker sig bare ned og samler noget op i hænderne og smører det på den, der lige står nærmest. Vi står meget tæt i baljerne.
Da vi alle sammen er helt smurt ind i maling, kravler vi op i et par hestevogne og kører af sted, mens solen tørrer malingen. Det føles helt mærkeligt, når det tørrer ind i huden. Hvis man piller i det, falder det af i flager og det krakelerer, når man bevæger sig. Vi har også maling i håret og mændene har det i skægget.
Vi bumler af sted på hestevognene og solen bager. Heldigvis når vi havet og så springer vi ud af hestevognen og løber alle sammen ud i vandet.
Havet er dejligt køligt og vi vasker malingen af og plasker rundt inden vi kører tilbage til lejren, hvor min mor endelig er blevet færdig med pungen.
Det har været en sjov dag. Og så fik man også set virkelig mange nøgne mennesker.
Generationen der sov under frakker
I dag tager forældre hjem fra fest, når deres børn er trætte, så børnene kan blive puttet i deres egne senge, med den dyne de kender.
I min røde barndom gik man til fest i kollektivet nede ad vejen, og ens mor dansede med en mand der hed Poul og som havde pandehår. Hendes arme svingede, håret bølgede om hovedet på hende og hun smilede over hele ansigtet. Den ene hånd holdt et keramikkrus med rødvin og den anden en Prince.
Jeg kedede mig. Jeg havde allerede spist al den brune farin jeg kunne finde i køkkenskabene og der var ikke mere at lave. Jeg var træt og ville hjem og sove.
”Mor, jeg er træt.”
”Hvad siger du, skat?”
”Skal vi ikke snart hjem? Jeg er træt.”
”…mit navn er Gynther, men folk hernede kalder mig Ottoooooo…”
”Mor!”
”Pjat med dig. Find et sted at sove, der er masser. Jeg danser lige med Poul.”
Og Poul smilede gennem skægget og hilste jovialt med piben mens han dansede.
”Find et sted at sove, skat. Erik og Meretes soveværelse ligger vist lige nede ad gangen.”
Altid lige nede ad gangen, hvis ikke på den hjemmelavede hems eller i kælderen ved siden af fyret.
Så gik jeg der, mens dansetrampene fortog sig. Forbi toilettet med træk og slip der altid løb og var malet orange, ned ad den lange gang hvor kollektivet havde hængt billeder op af sig selv mens de lavede ler, støbte lys, var nøgne.
”Du er ikke aleneeeeeeeeeeeeeeee…”
”Jo, jeg er, tænkte jeg mens jeg åbnede døren til Erik og Meretes soveværelse, kravlede op og gik i gang med søgningen efter den rigtige frakke at sove under.
Alle de voksne havde lagt deres frakker på sengen og man vidste lige, hvad man ledte efter. Ikke en med pelskrave, hvis det var vådt udenfor, så lugtede den af våd hund. Helst heller ikke en mandefrakke, de havde altid en gennemtrængende lugt af pibe eller hjemmerul og slet ikke en hård læderjakke.
Den perfekte frakke fandt man mellem kvindernes, en blød en der måske kunne lugte af parfume eller henna. Så lå jeg der og hørte de voksne synge og danse og grine og måske opdagede jeg, at jeg slet ikke var så alene, for Sille og hendes lillebror Aslak lå under den store batikkede uldfrakke og sov allerede.
Og i morgen, når vi vågnede, ville jeg måske ikke lige vide hvor min mor var, men så kunne jeg lege med Sille og Aslak og måske var der mere squash/valnøddekage tilbage.
Don´t push me
Vi har musik-Sten i engelsk.
En dag kommer han ind i klassen og begynder at skrive noget på tavlen. Vi går i 5. klasse.
Da han er færdig med at skrive, stiller han sig stolt foran os.
”Kender I Grandmaster Flash?”
Vi ryster tøvende på hovedet. Man ved aldrig, om det er ok at indrømme at der er noget man ikke kender, en af klassens drenge indrømmede engang overfor vores klasselærer, Ulla, at han ikke kendte Christianshavns Beboerhus. Det var ikke populært.
Men musik-Sten tager det roligt, det med vores håbløse uvidenhed angående Grandmaster Flash. Han har skrevet omkvædet på tavlen og nu skal vi øve det, så vi kan lære at rappe om de udsigtsløse forhold som de fattige sorte og latinamerikanerne lever under i Bronx og sådan nogle steder.
Det tager lidt tid at gennemgå omkvædet, men musik-Sten er tålmodig og klapper rytmen på sin mave. Til sidst sidder den.
Musik-Sten rapper selv starten.
Don´t push me,
´cause I’m close to the edge,
I’m tryin ´not to lose my head,
Ah ha ha ha ha
Og så falder vi 18 børn på 11 år ind på resten af omkvædet med vores lyse stemmer.
It´s like at jungle,
Sometimes it makes me wonder,
How I keep from goin´ under
Musik-Sten er meget opsat på, at vi ikke bare siger ordene, men føler dem, og lægger trykket de rigtige steder, ligesom man ville gøre, hvis man var fattig og sort og måske med i en bande og gik med skydevåben og havde fået et barn alt for tidligt og indeni bare var ulykkelig og rådvild.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan mestre de rigtige følelser, men jeg prøver gerne.
It´s like a jungle, sometimes it makes me wonder…
Den Hvide Mand
Der er noget der hedder religion. Det er en af de ting magthaverne bruger som middel til at undertrykke folket.
Heldigvis har vi religionsfrihed i Danmark, så på min skole behøver vi ikke at lære om kristendom. Der er vi heldige, for det er alligevel bare noget med en, der hed Jesus og hans mor Maria og noget med en stald og nogle venner der har en eller anden form for madklub. Alt det jeg ved om Jesus, stammer faktisk fra de sange vi synger juleaften.
I stedet for kristendom har vi emneuge om Mayaindianerne og om grønlænderne.
Både Mayaindianere og grønlændere er oprindelige folkeslag. De levede i pagt med naturen og havde det ganske vidunderligt, jagede et par bisonokser og nogle sæler, men kun dem, de havde brug for. De gik ikke bare rundt og harpunerede dem for sjov. Og så gik de med bare tæer i mokkasinerne og kamikkerne indtil den hvide mand kom.
Det er generelt noget skidt med den hvide mand, fornemmer man hurtigt. Hvor end han kom hen, ødelagde han tingene for originalbefolkningen. Han ødelagde folks jagtmarker og lærte dem at drikke spiritus.
Den hvide mand er ikke rar. Han har ikke nogen respekt for andre mennesker, han er racist og misogynist. Uha, tænker vi, men det gælder vel ikke os? Jo, vi er også hvide, de onde hvide mænd er vores forfædre.
Jeg prøver at forsvare min oldefar, som jeg godt nok aldrig har mødt, men som bare havde en trikotageforretning der hed Standard. Det virker ikke særlig ondt.
Jeg kan godt mærke, at det er noget flovt noget at være hvid, og dagen efter i skolen, er der mange der med stolthed kan fortælle at langt ude i familien er der folk i helt andre farver. Jeg har også spurgt om det samme derhjemme, men har fået det nedslående svar, at min familie er af dansk bondeslægt. Fra Jylland endda, så det er jo ikke noget man skilter med i skolen. Heldigvis kan jeg også fortælle at lige inde ved siden af bor der to drenge, hvis far er sort. Det hjælper på det.
Og i min lillebrors fars kollektiv er der en kvinde der er jøde. Den er også god. Jeg fortæller ikke om hende, der er alkoholiker og siger ”Atjuborg!”, når hun nyser.
Vi synger en sang Gasolin lavede om emnet. Den hedder Kap Farvel Til Ümanarssuaq. Vi synger den i kanon mens vores lærer spiller guitar til.
Det´ den hvide mand
(Send ham hjem)
Han har stjålet dit land
(Send ham hjem)
Han ta´r din sjæl i pant
Hvis han kaaaaaaaan
Hvis han kaaaaaaaan deeeet
Jeg tænker længe over det med, at man kan være skyldig, bare fordi man er hvid. Jeg ville jo aldrig slå andres bisonokser ihjel. Det må være det, de kalder arvesynden.
Sol siger farvel
Kære Henkogt Hverdags fine og gode følgere.
Det her bliver mit sidste indlæg i denne omgang. Jeg skal nemlig aflevere manuskript til min roman d. 1. december. Det føles lige nu som om der er lang tid til, men jeg mangler sådan cirka angstprovokerende meget og de der mennesker på mit arbejde påstår vi har en aftale om, at jeg skal komme nærmest hver eneste dag, så tid har jeg ingen af.
Der er også børnene – altså mine egne. 3 styks, som jeg vist har vænnet til at få mad og opmærksomhed hver dag. Og ham min mand, der arbejder i den anden ende af landet. Og i ferien er jeg kommet til at slappe af og spille boccia i stedet for at skrive. Jeg huskede heldigvis at spise masser af slik, så helt galt var det ikke.
Jeg ville egentlig gerne have fortalt jer om dengang jeg var 12 år og min klasse var på vandretur i Sverige i regnvejr og vi skulle skabe vores egne shelters ud af naturens egne materialer, eller om dengang vi var på lejrskole i Tyrkiet og min lærer var ved at blive giftet bort til nogens ensomme nabo, eller måske om hvordan vi ikke måtte spise kapitalisternes ketchup derhjemme, så vi sad og spiste tomatpuré på vores spaghetti. Men jeg er nødt til at prioritere at få denne her roman på plads. Danskerparadis hedder den i øvrigt, hvis I nogen sinde skulle falde over den.
Farvel for denne gang og tak fordi I læste med. Især tak til Sidsel, der udover at være sjov og henkogt også virker til at være et rigtig rart menneske.
Fortsat god sommer (-agtig) fra Sol