Mimre-Morskabet af Rikke Gosch

Rikke Gosch

Rikke er et af de sjoveste mennesker jeg kender. Også på skrift, hvilket er heldigt, for her er en række af morsomme fortællinger om Rikkes liv som mor med en lille hjerneskade.

Rikke skriver selv: “Jeg var engang sådan en, der tog mig af andres problemer. Nu er jeg selv lidt af et problem.
Jeg kan ikke tegne, men jeg kan få andre til at grine, når jeg taler eller skriver om små almindelige ting, som nogen har oplevet. Nogle gange griner jeg også af mig selv. Det bliver man nødt til, når man har fået en lille hjerneskade.
Jeg er tidligere socialrådgiver og pædagog, nu førtidspensionist med PTSD og mor til to.

Mine skriverier her er et kig ind af nøglehullet til mit Mimre-Morskab; fyldt med sjove hændelser og skeletter i skabet. Måske du finder lidt af dig selv herinde, som du trænger til at få grinet af.”

Rike Gosch
Rike Gosch

Den lille forskel

Ens børns sjove kommentarer skal man altid skrive ned. Jeg er en af de mødre, der aldrig får gjort præcist dét. Heldigvis er der enkelte bemærkninger, jeg kan huske. Det er dem, der handler om tissemænd og tissekoner. De bemærkninger har lagret sig helt inde i en del af min hjerne, hvor den mest livsnødvendige viden sidder: Viden om den lille forskel. Det er ikke ligegyldig info.

For over 10 år siden sad jeg en dag på wcét og tissede. Min lille dreng på 2 ½ havde for længst ræsonneret sig frem til den klassiske: ”Mig har en tissemand. Far har en tissemand. Mig har en lille tissemand. Far har en stooor tissemand. Mor har…………….hår.” (Ja, jeg ved, hvad I tænker om den sidste del og kan bare sige: Lev med det.) Hvorom alting er, så var det den viden, min dreng havde, og det var godt nok til ham. Troede jeg. For han må alligevel have gået og haft lidt ondt af mig. Det fandt jeg ud af den dag. Jeg rejste mig fra wc´et og min dreng, der stod et par meter fra mig, pegede på mig (inden jeg nåede at trække mine underbukser op) og råbte med stor begejstring og lettelse i stemmen: ”Jo, mor, du haaaar en tissemand!!!!!!!!!!!” Her har jeg så lignet ét stort spørgsmålstegn, indtil han fortsatte: ”Den er bare meget lille.”

Min yngste dreng har (som sin storebror) fået tudet ørerne fulde af mig om, at den der tissemand af hans, den bestemmer han over. Kun han, ingen anden. Han bestemmer, hvem der må røre ved den, for det er nemlig hans helt egen tissemand, og det er kun ham, der bestemmer over den. Det der med at bestemme kan være et ret stort tema, når man er 2-3 år. En dag, i den alder, var han godt gal i skralden over at have fået nej til et marcipanbrød. Han havde allerede fået chokolade den dag, og jeg stod fast. Han forsøgte selv at komme i slikskabet ved at klatre op på en stol og videre derfra op på bordet, så han kunne nå skabet. Han fik da også fat i marcipanbrødet, men jeg vristede det ud af hans hånd. Han var rasende og råbte tudbrølende på sin ret til chokolade. I ved: ”Jeg vil HA´ den chokolade! JOO. Jeg VIIIL. NU!” Vi havde ligesom passeret den fornuftige, pædagogiske samtale om, at slik og chokolade er usundt og ikke bare er noget, man kan spise dagen lang, fordi ens krop og hjerne jo har brug for rigtigt mad og drikke. På det her tidspunkt, var der ikke længere plads til ord. Der var kun kamp tilbage. Jeg var (og er) helt for, at man som barn gerne må udtrykke både ked af det og vrede og alting, men på et tidspunkt blev hans brølen mig for meget (der er jo alligevel grænser for, hvor lang tid man skal bruge på at forpeste hjemmet pga et stykke marcipanbrød, man ikke må få). Så jeg hævede stemmen og sagde skarpt: ”Det er MIG, der bestemmer!” Min dreng kiggede trodsigt på mig og sagde så, som for at vinde lidt af det tabte terræn tilbage: ”NÅ. Men det er MIG, der bestemmer over min tissemand!” (Nemlig!)

Siden sagt af min yngste, da han var omkring 4 år: ”Ih, altså mor, min tissemand hører ikke efter, hvad jeg siger.” Jeg spurgte ham, hvad han mente. Han forklarede: ”Altså, det er jo mig, der bestemmer over den, men den vil hele tiden pege opad, og når jeg så skubber den ned igen, så kommer den bare hele tiden op! Den hører overhovedet ikke efter.”

Også sagt af min yngste, da han var 4-5 år: ”Mor er det ikke bare keeeedeligt at have en tissekone. ”Øh, nej, det er sådan set ok. Det har jeg jo, fordi jeg er en pige.” Så sagde han:” Nå, men jeg er i hvert fald GLAD for, at jeg har en tissemand. For jeg kan BE-VÆ-GE den!!!” Jeg undlod at fortælle ham, at jeg sådan set også godt kan bevæge min tissekone en lille smule, måske mest indvendigt. Og nej, min tissekone ligner ikke en tissemand, der bare er meget lille. Ikke mere end alle andres i hvert fald. Der er altså forskel.


Piller, piller…!

Jeg er i starten af 30érne, og min dreng er 4 år gammel. Det er en sommerdag, og jeg er på vej på cyklen, hen til min søns børnehave. Jeg har planlagt, at vi sammen skal cykle hjem; han på sin cykel, jeg på min. Det er en kort tur, på ca 10 minutter. Jeg har to indkøbsposer hængende på mit cykelstyr. Bare rolig, der sker ikke noget forfærdeligt lige om lidt, det her er en god og nogenlunde sjov historie.

Jeg går ind i børnehaven og glæder mig til en hyggelig hjemtur. Min dreng vil det anderledes. Han er sur og på tværs, og problemerne starter allerede i garderoben. Han vil ikke have sin jakke på. Jeg forsøger et par af mine forældre-tricks. I ved sådan noget med: Jeg synes det er så dejligt, at du er blevet sådan en stor dreng, der selv kan cykle, men alle mine forsøg preller fuldstændigt af på ham. Da mine indkøb hænger udenfor på styret, vil jeg gerne afsted i en fart, så jeg giver mig, og han slipper for overtøjet. Jeg føler mig meget smart, sådan som jeg formår at vælge mine kampe med omhu og den slags. Uden for døren opstår næste problem imidlertid: Han vil ikke selv gå ned af trappen. Jeg bærer i forvejen en taske med tøj og madpakke mm, og i det samme kommer en far ud af døren med sin datter. Jeg synes den far skuler noget til, hvordan jeg klarer den lille kampdans, min søn har budt mig op til. Så jeg holder fast, som den utrolig konsekvente og tydelige forælder, jeg (gerne vil vise, at jeg) er. Min dreng holder også fast. I gelænderet. Faderen skuler fortsat hen imod os. Hans datter forsøger sig med samme stunt, og jeg når lige at blive helt lettet, indtil jeg ser, at han så blot bærer pigen ned. Det ser endda helt hyggeligt ud. Han er faktisk smart den far, og jeg er dum. Sådan at holde fast i en magtkamp, i stedet for bare at bære min dreng ned. Godt jeg i det mindste ikke er stædig, men fleksibel og bare kan skifte strategi. Man skal godt nok være konsekvent, men man skal jo ikke være dum. Så jeg følger trop og bærer min pode ned af trappen. Det er også næsten helt hyggeligt, hvis bare han ikke protesterede sådan undervejs. Vel nede af trappen, opstår næste problem, og det er nu, jeg indser, at vejen hjem nok bliver uhyggeligt meget længere end de sædvanlige 10 minutter. Drengen vil ikke cykle. Og han vil da slet ikke gå.

Nu kunne jeg godt trætte jer med alle detaljerne om, hvordan drengen på skift cykler to meter, for så at stå af og råbe surt, at han ikke vil cykle. Jeg kunne også fortælle jer om alle mine mere eller mindre pædagogiske forsøg på at få ham med hjem. (Sådan noget som at lokke ham med, at vi kan lege købmand, når vi kommer hjem). Jeg kunne også spice historien her op med detaljerede eksempler om, hvordan drengen på skift bevæger sig lidt i den rigtige retning, for så at smide cyklen fra sig og løbe i den forkerte retning, hvorefter jeg med høj puls og sved under armene, prustende får undgået diverse farlige situationer med bare et minimum af elegance og overskud. (Det er svært ikke at se klodset og grinagtig ud, når man står med et ulydigt barn, to cykler, to poser, en stor taske og en voksende hovedpine og frustration.) Jeg vil undlade detaljerne herom og i stedet haste frem til det tidspunkt, hvor vi er lidt over halvvejs hjemme.:

Der er nu gået halvanden time, siden vi forlod børnehaven. Vi skal til at krydse gaden, da ”mit guld” nægter at holde mig i hånden. Jeg holder ham i stedet i hans ærme, mens vi trækker over gaden. Midtvejs slipper han sin cykel og nægter at rykke sig en millimeter mere. Lige der midt på vejen, finder jeg de største superheltinde- /Monstermor-kræfter frem og får på en eller anden måde båret to pissetunge indkøbsposer, en åndssvag taske (jeg skulle have ladet blive i børnehaven), et styks hysterisk ”Biip”-unge og en pis-lorte-møg cykel og min egen ditto ind i sikkerhed på fortovet. Det er svært at forklare, hvordan jeg på en eller anden måde lykkes med at tage det alt sammen i min favn, nærmest i én bevægelse. Det kan også godt være, nogen synes det ser ud som om, jeg med den ene arm kaster tingene ind på fortovet, en af gangen, mens jeg med den anden arm bærer et svært utilfreds barn. Det er som sagt lidt svært at beskrive, hvordan det helt præcist går til. Trafikken går vidst lidt i stå. Det samme gør 3 ældre damers samtale. De står på fortovet og ser forarget til, mens jeg krydser gaden på denne her lidt specielle facon. Min hovedpine er nu enorm. Min tålmodighed lille-bitte. Jeg prøver at sende damerne et indforstået smil, men måske ser de kun mit vilde blik i øjnene og en skæv grimasse i mit røde, svedige ansigt. I hvert fald ligner de nogle, der tænker, at det da er klart, jeg har så umulig en unge, når jeg tydeligvis er den værste mor i verden. Jeg hviske-hvæser til drengen, at NU gider jeg ikke mere, og: Nu har jeg bare fået SÅ meget hovedpine af det her og af at slæbe på både dig, cykler og poser, så nu kan jeg bare overhovedet ikke lege købmand, når vi kommer hjem, og det gider jeg heller ikke, for nu har jeg fået NOK! Drengen sætter i et kæmpe hyl, og jeg indser, at jeg netop har fjernet den sidste gulerod. Nu har han jo slet ingen grund til at samarbejde om den sidste del af turen hjem. De gamle hekses øjne borer i min nakke, og jeg kan høre dem hviske. Jeg sætter mig på hug foran min dreng og gør et sidste, desperat forsøg på at få ham med mig, uden flere pinlige scener, der på åben gade. Jeg siger lavmælt og indtrængende til ham: Okay. Vi kan godt lege købmand alligevel, når vi kommer hjem, men så skal du også følge med nu. Drengen græder og accepterer ikke mit forsøg på at købe ham, for:  du har jo lige sagt, du har hovedpine, Mor, og så kan du jo ikke lege med mig! Jeg hvisker i hans øre, at jeg bare kan tage nogle piller, for så går min hovedpine væk, og så kan jeg godt lege med ham, hvorefter drengen råber stortudende: Piller, piller…..du spiser altid piller!!

Jeg aner ikke, hvor den formulering kommer fra, men pulverheksene bag mig ser om muligt endnu mere bestyrtede ud. Hvordan jeg herfra får samlet mig selv, barn og alt det andet op, husker jeg ikke. Ej heller hvordan resten af hjemturen forløber. Måske nævner jeg noget med en is. Lavt. Så ingen hører det. Man vil jo nødigt sættes i bås.


Selvindsigt, armhuler og det der ligner

Tilbage til de der 4-5 kg, jeg bør tabe. Jeg ved godt, at det ikke er noget for mig at følge en kur slavisk. Den slags tror jeg ikke på……eller den slags passer bare ikke til mig. Jeg har derfor istedet tænkt mig at afprøve følgende livsstils-omlægning: 1) Kun at spise usundt i weekenden, medmindre jeg er inviteret til noget festligt; for jeg vil jo nødig være uhøflig og takke nej til det, der serveres. 2) At gå i gang med at løbe igen. Og ja, det vil nok være dumt at gøre det hver dag, for så overbelaster jeg bare mine muskler, og så VED jeg bare, at jeg falder tilbage til de gamle, dovne vaner. Det kan faktisk også være, jeg bør nøjes med bare at gå hveranden gang, for at være på den sikre side.  3) Kun at drikke alkohol en dag om ugen, medmindre jeg skal til noget festligt. Hvis jeg følger de 3 (lige tilpas strenge) regler, mon ikke jeg så kan nå at tabe mig det ønskede, inden min store dreng skal konfirmeres, og jeg skal optræde i nederdel og tynd skjortebluse? Det er her på søndag. Nu er det bare sådan, at jeg grundet det her påtænkte vægttab, sandsynligvis får flere rynker i ansigtet, og dét vil da næsten være værre end at have en delle for meget under hver armhule. Jeg har jo alligevel ikke tænkt mig at sidde og flagre med armene eller på anden måde gøre mig særligt bemærket. Det er jo min dreng, det handler om den dag, og jeg har simpelthen så mange sjove historier, jeg skal fortælle om ham. Han kan godt holde til det; faktisk glæder han sig til det og har på det sidste mindet mig om nogle af de mest pinlige ting, han har præsteret i løbet af sin barndom. Dét er da selvindsigt på højt plan. Lidt godt har jeg da givet ham med.


Dating og hængepatter

Jeg er ikke særlig høj. Min højde svarer på ingen måde overens med tyngden af mine store kasser. Fordele ved små bryster? Hold dem dog for jer selv! En ting er, at mine ben er for korte…..min hals er efterhånden også svær at få øje på, fordi mine skulder-myoser går op til ørerne på mig. Den tidligere omtalte “lange patter-tilstand” giver mig også konstant blå mærker på benene. Man går jo og falder i dem. Patterne altså. Det der med at smide dem af vejen, op over skuldrene, går kun i afklædt tilstand. Og oftest umuliggør skulder-myoserne det. ….. Man kommer også lidt til at ligne én med 3 hoveder af det. En dværg med 3 hoveder vel at mærke. Man får mange blikke fra folk på den måde.

Bevares. Jeg er over 40. Fyldet er blevet noget forvasket med tiden. Jeg har veninder med små, slatne teposer i bh’en. Det må trods alt være bedre end mine halvtfyldte sække kartofler. Forestil jer en 3 Kgs pose, som er halv fuld. Stadig meget tung, men med al indholdet nederst og som en flad plastikpose øverst. En, du kan snurre sammen i toppen, når du skal bære den. Nedefra ser de stadig ok runde ud, men så er det også sagt. Siddende og oprejst syner de mest af en kæmpe delle nederst på maven (dvs hos mig syner det af to kæmpedeller, for indenunder det, som er patter (men ligner en mavedelle), har jeg min rigtige mavedelle.) Jeg er dobbelt ramt på den måde.

Jeg går helst ikke op eller ned af trapper uden sportsbh på. Er alle mine sportsbh’er til vask, og jeg har en trappe at forcere, går jeg forsigtigt sidelæns på trappen, mens jeg holder mine patter nogenlunde i ro ved at lade dem hvile på mine korslagte arme. Én arm under er ikke nok. Er jeg i byen uden sportsbh og på vej ud af en butik med trapper uden begge arme fri, beder jeg ekspedienten om at hjælpe mig ud. Det er som regel mine poser, de tilbyder at bære for mig. Folk er flinke nok på den måde.

Eneste attraktive ved mine bryster (som med rette kan kaldes patter) er, at jeg har to usandsynligt strittende brystvorter. Jeg ville bare sådan ønske jeg ikke så ofte fik dem bundet ind i mine snørrebånd. Heldigvis får man ikke uforvarende lukket af for blodomløbet til dem på den måde, får det er så ubehageligt, at man opdager det med det samme. Det er værre, når de sætter sig fast i svingdøre, rulletrapper og den slags. Jeg har flere gange været meget tæt på at blive vorte-løs på den måde.

Det der med, om man har en håndfuld eller ej…..og alt det der med, om I mænd hver især synes en håndfuld eller to er passende, er uinteressant for mig. Selv den største mand, med de største håndværkerhænder kan ikke håndtere mine patter alene, når først vi kommer i seng. Det har jeg ofte forklaret en håbefuld såkaldt “bryst-mand”, der har forsøgt at score mig: “Jeg kan Kun sige ja, hvis du tager en ven med!” Jeg er snedig nok på den måde.

En (anden) tydelig fordel ved de store, lange hængepatter må være: De er bløde. Meget blødere end en sæk kartofler. Mine børn elsker at sidde i sofaen med mig. Mangler de en pude i ryggen, får de – værs´go’: et styk pat hver i ryggen, mens de sidder der på hver sin side af mig og får læst en historie. Jeg er god på den måde.

Jeg kunne godt fortælle meget mere om mine hængepatter. Min hængevom. Mit hængeansigt og mine hængelår. Men nu skal jeg ned af trappen og i vaskekælderen med mine sportsbh’er…..min store dreng er nemlig lige kommet hjem fra skole og kan hjælpe mig med at bære. Han får skam lommepenge for det. Jeg er rimelig på den måde.


Kuk-i-kysen.vol1

Lad mig først komme med en advarsel. Dette er (et forsøg på) et morsomt indslag. Det er på ingen måde en sandfærdig gengivelse af, hvordan livet er, når man er ramt af PTSD. Følgende er blot små humoristiske billeder fra en hverdag med en lettere skadet hjerne. Altså min. Hverdag og hjerne. ”Me damaged, kuk kuk.” Man skal jo ikke pive. Der er altid nogen, der har det værre. Andre der har værre hjerner eller værre hverdage. Jeg er ovenud taknemmelig for alt det, jeg ikke fejler. Men nogle gange har jeg alligevel lyst til at smide min hjerne til storskrald og købe en ny i Genbrug.

Tit mangler jeg ord. Man kan sagtens tale meget alligevel. Jeg kan bare ikke finde de rigtige ord. Derfor lyder jeg indimellem endnu dummere end jeg rent faktisk er. Jeg siger til min dreng, at vi lige skal huske at smøre ham med tandpasta, fordi solen skinner. Vi griner af det. ”Åh, sikke da mor vrøvler.” ”Ih altså, mor, hvad tænker du dog på?!” Det er så dejligt, at man på den måde, får sine børn til at smile og grine hver dag. Måske er det endda en af grundene til, at jeg nogle gange er helt sjov at være sammen med. Jeg beder min yngste om at bruge sin saks til at smøre sin mad med. Jeg spørger min mor, om hun vil låne mit vindue (jo jo, det kan godt betyde foundation). Det er bare så rart at skabe smil og glæde omkring sig på den måde.

Jeg er blevet meget glemsom. Men det er da helt vildt skægt, at jeg rejser mig op for at hente noget – f.eks. mere frugt, og så går i gang med at gøre rent i stedet, hvorefter ungen efter 5 minutter råber: ”Altså mor, hvornår kommer du med den der frugt?!!”  Ja, ja, jeg ved det – totalt ….hvad hedder det nu….serveringsmor….curling…kost…..Årh, for filan da…..service-mor! Dér var den. Nej, sgu da….servicerende mor. (Nå, det var et rejehop.) Jeg er blevet meget glemsom. (Har jeg sagt det?) Det går også udover min madlavning. Det er helt utroligt, så mange gange, man kan nå at brænde ting på, i løbet af en dag. Siden min hjerne brændte sammen for et par år siden, er jeg blevet så ringe til at multitaske. Derfor er det bedst kun at have gang i én gryde af gangen. Og helst med et par timers hvile imellem. Det tager bare så pokkers lang tid at lave aftensmad på den måde. Har jeg gang i flere gryder på komfuret, skal man helst ikke tale med mig imens.  Ting koger over hver dag, både i mit hoved og på mit komfur. Pyt med det – vi griner af det og spiser ostemadder. Det er næsten værre, når man er helt stolt af, at kartoflerne ikke koger over, for så bare at opdage, at man istedet har kogt gryden tør, og at alle kartoflerne er blevet helt sorte og sidder fast i bunden. Det helt tossede er, at man inden faktisk har registreret, at der lugter lidt af bål i lejligheden, og man derfor kigger ud af vinduet, for at se om naboen mon byder på snobrød i gården. Der er NUL kobling i hjernen mellem: kartofler på komfuret og lugten af bål. Åh, vi griner sgu af det hver dag. Men altså, helt ærligt…nogle gange får jeg bare sådan en ubændig trang til at kyle sådan en sort gryde ud af vinduet. Måske endda håbe, at den rammer et eller andet dumt svin, når den lander. (Nej, nej, ikke i nede i gården da; jeg taler om et af vinduerne til den anden side, ud til gaden!). Men altså, selvfølgelig kaster jeg ikke gryder ud af vinduet. Jeg er jo ikke skør på dén måde. Jeg er bare lidt glemsom og sådan.

Gudskelov var jeg simpelthen så klog til at begynde med. Førhen har jeg ofte, i en samtale med et trods alt godt og spændende menneske, tænkt: ”Jeg er sgu lidt klogere end ham/hende dér!” Derfor irriterer det mig jo også ekstra meget, når jeg nu ligefrem indimellem fremstår sådan helt barnligt uvidende og decideret snotdum. Som til en komsammen med venner fra den yngstes børnehave, og jeg i samtale med rummets nok klogeste mor (ja, vi taler Mensa) på en eller anden måde får spurgt hende om, hvad det nu er, fårs unger hedder, og jeg herefter på en slet skjult selvfed måde får tilføjet, om det ikke hedderlemminger. (Jow, jeg er sgu sådan lidt halvstolt af at kende dét ord!) Jamen, så er det fisme da træls, når man sidder og forventer en indforstået: ”Vi-to-ved-bare-lidt-mereend-resten-af-selskabet-samhørighedsfølelse”, at moderen så bare kigger sødt og måske lidt forbavset på mig og svarer: ”Det hedder lam.”

Heldigvis er hun et helt vildt sødt menneske. Tænk, da vi taler sammen gangen efter, tilbyder hun at strikke en uldtrøje til mig!! Hvor sødt er det lige?! Jeg fortæller hende, helt uden bagtanke, at hendes hjemmestrikkede uldsweatre er sindsygt flotte, og så tilbyder hun uden videre at strikke en til mig.  (Vi har altså meget andet at tale om, så jeg ved ikke, hvorfor jeg igen taler om får og uld. Men ja, hun ved jo en masse om det, og jeg ved, at de små får hedder lam.) Jeg er helt rørt over, at hun vil strikke sådan en trøje til mig. Det er et stort arbejde – jeg håber og tror, hun er en del bedre end jeg til at tælle og huske, hvad hun lige har gjort og er i gang med. Egentligt gør det ikke så meget, at man selv er lidt tabt bag en vogn, har en hjerne som en si, og i det hele taget ikke helt kan gøre for det. Hvis bare man støder på de rigtige mennesker, så kan det godt være lidt af en bonus at være sådan lidt uheldig med sig selv. Møder man de helt rigtige, så får de jo faktisk bare lyst til at være rigtig søde ved én. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, det kan jeg godt se. Jeg er jo ikke helt lam i roen.



Kuk-i-kysen.vol2

Lad mig først komme med en advarsel. Dette er (et forsøg på) et morsomt indslag. Det er på ingen måde en sandfærdig gengivelse af, hvordan livet er, når man er ramt af PTSD. Dette er blot et par små humoristiske billeder fra en hverdag med en lettere skadet hjerne. Altså min. Hverdag og hjerne. ”Me damaged, kuk kuk.”  Man skal jo ikke pive. Der er altid nogen, der har det værre. Andre der har værre hjerner eller værre hverdage. Jeg er ovenud taknemmelig for alt det min hjerne (og krop) ikke fejler. Men nogle gange har jeg alligevel lyst til at sende min hjerne til storskrald og købe en ny i Genbrug.

Jeg har sådan noget med lyde. Jeg er blevet oversart. Og jeg er vildt irriterende, fordi jeg nogle dage ingen lyde tåler. Vi taler ikke bare om klikkende kuglepenne eller folk, der spiser gulerødder, hvilket jo kan få selv den mest afbalancerede person med helt rette hjernemæssige filter-indstillinger til at miste besindelsen. Fuldstændig. Vi taler også om søde lyde…..som børn, der taler og leger. Med legetøj, der banker og larmer og siger klik og bip og hyle-lyde og tam-tam-tam og bam-bam-bam og huuie huuie huuie og…… jeg går lige for mig selv og skriger ned i en pude. Det er ikke mig som person, der ikke kan lide de lyde. Det er min hjerne. Mine børn ved det godt. For det meste er de ligeglade. Heldigvis. For det er jo ikke dem og deres lyde, jeg ikke kan lide; det er min hjerne, der er kaput. De bærer over med, at jeg sådan lidt for hurtigt-talende spørger: ”Hvad er det for en lyd, aj aj, stop, aj aj, kan du ikke lige holde op med dét?” ”NU. Please…! STOP!” De er vant til, at jeg på den måde skaber mig over ingenting. De ved, at jeg får et jaget blik i øjnene, og at mit ansigt fortrækker sig i noget, der ligner smerte, og det tager de fuldstændigt roligt, mens de svarer tørt: ”Jaeh, jeg børster bare mine tænder, som du sagde, jeg skulle mor….” eller: ”Jeg sidder lige og tegner en tegning – det må du altså leve med.” De er gode mine drenge, for de ved udmærket godt, at de ikke skal finde sig i at blive tysset på, når de bare er børn, som børn er bedst. Jeg sætter dog foden ned, hvis de sidder på hver sin Ipad og ser hver sin film. Uden hørebøffer på.  Dér siger jeg fra – gjorde jeg ikke det, ville jeg måske ende med at slå på en eller anden død(syg) ting. Jeg tænker nærmere bestemt på lyskrydset udenfor vores vinduer. Jeg har lyst til at give det lyskryds en lige højre. Men jeg tager mig i det, for jeg er imod hærværk.

”Jeg er imod hærværk, jeg er imod hærværk, jeg er imod hærværk”, messer jeg for mig selv, når jeg ligger vågen om natten og har bib på hjernen og pip i mit hovede, fordi lyskrydset (af hensyn til de stakkels svagtsynede) hyler: Biiip-biiip-biiip-biiip…BIP,BIP,BIP,BIP,BIP,BIP,BIP,BIP,BIP…..biiip-biiip-biiip-biiip….. HELE natten lang! Døgnet rundt. Altid. Om der er trafik eller ej.  Jeg ved godt, der er nogen, der tror, at lyden af S-tog, sækkepiber, gøende hunde og andet er slemt. Men det er intet imod den der (unødvendige?) BIPPE-lyd, som det lyskryds udsender. Det er lydstøj. TORTUR. Men det skal jo være der, det der bipperi, for den lyd kan betyde forskellen mellem liv og død for en, der ikke kan se, og skal krydse krydset. Man må skisme da håbe, vedkommende kan huske, om det er den hurtige BIP-BIP-BIP-BIP, der betyder GÅ eller den langsomme biip-biip-biip-biip. Det kan betyde forskellen mellem liv og død.

Nu har jeg boet her i det her kryds i over 3 år uden at se en eneste blind. Jeg har ellers udtænkt den sætning, jeg ville sige til vedkommende, skulle han/hun forvilde sig hen til mit kryds. Det er en sætning, som jeg virkelig brænder inde med, og der er snart overhængende fare for, at jeg i mangel af bedre bare blæser den ind i hovedet på den næste person med briller, der står og skal krydse mit kryds. Næste gang jeg har haft en dårlig lyd-dag, og har set tv uden lyd og virkelig har brug for at få afløb for mit PTSD-temperament, skulle jeg måske overveje at stille mig ned i krydset og bare vente. Når så den første, den bedste person med briller ankommer (ja, for helvede: en RIGTIG BLIND ville da være at foretrække, men de kommer her jo ikke!!), så brøler jeg ind i fjæset på den intetanende stakkel:  ”Jeg håber saftsuseme du sætter pris på den bip-lyd dér!!! Jeg håber EDDERMAME, du ELSKER den!!!”


Vildmarkstur og høretelefoner

Om et par dage får jeg besøg af en veninde og hendes store dreng. Hendes store dreng er venner med min lille dreng. De er jævnaldrende, og det her er ikke en eller anden gåde a la den der: ”en mand, der holder et billede af sin søn…..osv….så hvem er han?” No no. Vi ved, hvem der er hvem, selvom de på afstand ligner hinanden en del, og pædagoger ind imellem i et splitsekund har taget fejl. Samme statur, hårfarve, proportioner, størrelse, frisure …..hver sin far (jeg sværger!) Faktisk havde ingen af os mødt hinanden, før vores drenge gjorde. De to bliver ved med at være venner. Det har vi bestemt.

Jeg går og glæder mig til alt det, vi skal her om et par dage. Det er en udvidet legeaftale, med overnatning. Drengene får også lov at sove sammen. Vi skal drikke øl og vin. Moderen og jeg altså, om aftenen. Om dagen skal vi på tur, ud i det blå. Min dreng og jeg vil vise dem et eventyr af et stykke natur, som lige er noget for et par raske drenge og deres mødre. Med skrænter, træer, bakker, vand, broer. Mand, hvor skal vi lege. Eller det er jo lidt af en vildmarkstur, vi skal ud på. Måske jeg lige skulle gennemtrawle en eller anden jægersoldats hjemmeside for gode tips. Vi skal jo sørge for at have det rette udstyr med. Jeg tænker umiddelbart: solcreme, solbriller, gode sko/sandaler, flåt-dimsen, pincet til at tage evt splinter ud, vandflasker, sammenklappede leverpostejsmadder, agurkestave, gulerødder, peberfrugt, æbler, sandwich, chokolade, kiks, (eller kombien: chokolade-kiks!), tyggegummi, pastiller, chips, slik, lidt frikadeller fra dagen før, evt. en pastasalat, ostehaps og selvfølgelig de der krydrede mini-pølser, som ungerne elsker. En vandmelon måske. Og en kniv til at skære den ud. Håndsprit for det tilfælde, at en af drengene får rørt ved et dødt dyr. En lille bog med illustrationer af dyrespor, så vi kan se, hvis fodspor vi går i. En kikkert. En fuglebog. En ekstra rygsæk til de sten og grene, drengene finder, som vi skal slæbe med hjem. Måske et par snitteknive, til at snitte i de grene, drengene finder. Plaster og brintoverilte til at rense eventuelle små snitsår. Skulle man tage en rulle forbinding med også? Vi må også hellere tage badetøj og håndklæder med, hvis nu vejret tillader en dukkert ved stranden, efter vi har forceret bakker og skov. Men vejrudsigten siger risiko for regn, så måske vi skal pakke regntøj og gummistøvler også? Går det mon at have en trækvogn med? Godt vi ikke skal overnatte, for så ville vi få rigtig meget at bære på. Mon der er mobildækning derude in the wild? Vi skal jo dele oplevelsen med alle vennerne, mens det står på. Åh, det bliver en god dag – fyldt med nærvær/facebook og masser af sved.
Når vi kommer hjem, skal vi have en kold øl. Jeg tror min veninde allerede skal have én i bilen på vej hjem (jeg kører). Hov, så skal jeg lige huske en køletaske og køleboks også, så øllen kan holdes kold i bilen, mens vi er ude i terrænet alle de timer, hvor vi helt sikkert farer vild og får gået 8 -12 km på den der 3 kilometers vandrerute. Og vi skal danse. Ikke i naturen, men når vi kommer hjem og drengene er puttet. Vi skal holde fest i stuen, mens drengene sover på værelset, og vi skal spille pisse højt musik. Jeg har høretelefoner jo! Det kan sagtens lade sig gøre. Okay, det er måske sjovest for den, der har høretelefonerne på. Men vi kan jo skiftes. Så kan den ene danse vildt til Nephews Hjertestarter; med luftguitar, luftkeyboard, hovedryst og hele svineriet. Mens den anden lige går på wc eller sidder i sofaen og klør myggestikkene. Vi må skiftes og deles om dem, som gode venner gør. Høretelefoner som myggestik.
Jeg er simpelthen så glad for de høretelefoner. Jeg har selvfølgelig afprøvet dem i dag. Bare for at forberede mig til legeaftalen. De har en vildt lang ledning: 4 meter! Det gør, at man sagtens kan danse vildt i stuen, fortsætte ud i entréen og øve sine moves foran det store spejl og dermed pludselig få sig en helt vild fed dansepartner (ja, ja, men jeg ser da stadig sød ud). Man må så lægge dem, når man skal hente sig et glas et eller andet i køkkenet, men i dag fandt jeg til gengæld ud af, at de faktisk rækker helt ud på badeværelset! Så kan man sidde der på wc´et, en helt almindelig tirsdag, med Hjertestarter  på max volume i ørerne og have sin helt egen, hemmelige fest. Okay, det kan da godt være, at folk i gården ikke havde brug for at høre mig maltraktere Nephews smukke sangtekst, og det kan da også være, at nogen syntes, det ligefrem var malplaceret at synge følgende, mens man sad på wc:”….Ka´ ikke li´ nogen. Ka´ ikke gi´ nogen noget. Fyld mere salt på. Fyld mere malt i. Sæt mere strøm til. Fyld flere drø-ø-øm-me i mig.”


Kuk-i-kysen.vol3

Lad mig først komme med en advarsel. Dette er (et forsøg på) et morsomt indslag. Det er på ingen måde en sandfærdig gengivelse af, hvordan livet er, når man er ramt af PTSD. Dette er blot et par små humoristiske billeder fra en hverdag med en lettere skadet hjerne. Altså min. Hverdag og hjerne. ”Me damaged, kuk kuk.”  Man skal jo ikke pive. Der er altid nogen, der har det værre. Andre der har værre hjerner eller værre hverdage. Jeg er ovenud taknemmelig for alt det min hjerne (og krop) ikke fejler. Men nogle gange har jeg alligevel lyst til at sende min hjerne til storskrald og købe en ny i Genbrug.

Jeg bliver meget nemt skræmt. Jeg er sådan en, der uden hash-psykose eller andet hopper 3 meter op i luften og svinger en omgang, alt i mens jeg skriger det mest ækle primatskrig, blot nogle prikker mig på skulderen. Eller taler til mig, når jeg ikke har bemærket, at de har nærmet sig. Sådan har det været, siden jeg var barn. Dengang var der kun hop og skrig involveret og ikke tis. Det sidste har ændret sig med årene. Jeg gade vide, om det kommer til at ændre sig mere endnu.  I det meste af mit liv har jeg aldrig sat min ”bliven-ekstemt-nemt-ekstremt-forskrækket” i forbindelse med, at jeg som 6-årig en dag blev holdt nede af 4-6 voksne kvinder og mænd, iført hvide kitler, alt imens de forsøgte at kvæle mig med ætergas. Nej, for helvede, det er sgu ikke bare noget, jeg har drømt, det skete sgu! Og et eller andet sted, tror jeg altså bare ikke, det var en sund oplevelse for mig. Jeg mener, jeg lå jo der helt lille og skrækslagen og ville ikke dø, så jeg kæmpede som en gal, men jeg havde ikke en chance; de holdt mine ben, min mave, mine arme, mit hoved, min krop. Jeg kan huske, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor de ville slå mig ihjel, samtidig med at deres ansigter sagde: ”Nåh, lille pus, hvor er det bare synd for dig.”  Æteren føltes som noget fysisk, der blev presset ned i min hals – det skar værre end Rockwool, og lugtede så fælt. Jeg græd og kæmpede for mit liv. (Hvis den her del er sjov, så er jeg enten meget dygtig eller også har nogen altså en virkelig sær humor). Nå, men hvorom alting er, så døde jeg rent faktisk ikke. Jeg blev jo bare bedøvet ifm en operation, som skulle gøre mig lidt pænere i fjæset. At det så ikke lykkedes så godt er en anden snak. Om ikke andet betød den operationsoplevelse, at folk siden har grinet en del af mig. Nej, ikke bare pga mit udseende, men fordi jeg var så nem at forskrække. Værst er de der typer, der går hen og banker på min bilrude, når jeg sidder i mine egne tanker efter at have parkeret bilen i gården. De der typer, som så står og brækker sig af grin over, at jeg nærmest knalder hovedet op i loftet af bilen og skriger så højt, at det overdøver al trafik, lyskrydsets bip-lyde und alles. De står der og vrider sig og sprutter så meget, at de næsten ikke kan få sagt, at de jo bare lige ville sige hej. Det er sgu da lidt ledt. Jeg mener, den eneste grund til, at jeg selvindimellem forskrækker folk er faktisk bare, at jeg synes jeg har ydet min del af underholdningen, og også selv har fortjent en lille smule morskab på andres bekostning. Med årene er jeg blevet rigtig god til at forskrække folk i min nærhed. Det har givet mig en del sjove historier at fortælle, og jeg gør det gerne igen og igen. Enkelte bliver selvfølgelig lidt sure, men helt ærligt: hvor usolidarisk er det lige!?! Måske det kan undre nogen, men jeg synes også, de allersjoveste videoer, på YouTube og den slags, er de der ”scary prank videos”. Har man den slags (lede form for) humor, er det uhyre vigtigt at have tisset af, inden man sætter sig til at se det.

Når mine forældre er på besøg, er der det problem, at min mor bevæger sig lige så lydløst som en ninja. Hun nærmest svæver over gulvet og siger pludselig noget, når hun står lige bag mig eller lige ved siden af mig. Jeg mener, det er jo ligesom at høre en stemme inde i sit hoved, for man tror jo man er alene i rummet! Derfor skriger jeg næsten hver gang min mor kommer ind i et rum og siger noget til mig. (Medmindre jeg har ansigtet mod døren og kan se, at hun nærmer sig.) Hun synes, det er lidt belastende og siger sådan lidt halvbebrejdende: ”Aj, Rikke, du MÅ altså ikke skrige så højt. Jeg bliver jo da helt FORSKRÆKKET!!” Den er svær ikke at opponere imod. Selv er hun ved at være halvdøv, ikke pga min megen skrigen, men sådan bare pga almindelige skavanker, der følger med alderen. Hun har også briller. Måske jeg – hvis hun fortsat klager så uforstående over mit skrigeri – skulle tage den til ”the next level” og trække hende ned i krydset og udsætte hende for min gennemtænkte sætning til ”en-blind-i-mit-lyskryds.” Hun har som sagt briller. Bare sådan for lige at sætte hende på plads.


Dyt, båt….og noget med snot

Så var det jeg prøvede med lidt humor en dag. Jeg fortalte ham om, hvordan grønlændere i gamle dage (og nogle af dem endda endnu!) ordner deres børns snotnæser. Altså de der børn, der er for små til selv at kunne pudse næsen. Dét kunne nok få ham til at tage imod mit tilbud med køkkenrullen. Selv han, der er langt mindre sart end jeg, synes det er lige lovlig ulækkert at få sin mors mund ud over næseborene og så bare få suget sin snot ud. Ikke at jeg nogensinde kunne lade det komme så vidt. (Det skal lige siges, at jeg allerede nu har holdt et par ”min-mund-laver-bræk-lyde-pauser”, mens jeg har siddet og skrevet dette). Det passer altså det med, at det er en smart og velkendt metode i Grønland, at moderen lige suger snottet ud. Så fra nu af, når min dreng vægrer sig ved køkkenrullen, siger jeg med et glimt i øjet: “Skal jeg lige lave en grønlænder på dig? ” Og så skraldgriner han og hviner og lægger gladeligt næse til en gang almindeligt blæsen i køkkenrullen.
Nu vil jeg jo nødigt støde nogen, og det er mig meget fjernt at fordømme andre kulturer, og jeg gik faktisk og fik det sådan lidt skidt med, at min yngste og jeg gik og grinede af den der med, om jeg lige skulle lave en Grønlænder på ham. Så jeg gav mig til at fortælle ham lidt mere om det grønlandske folk. Fortalte højtideligt og med både beundring og ærefrygt i stemmen om, hvor stolte og seje og frihedselskende grønlændere er. Jeg fortalte om at leve i pagt med naturen, at Grønland er et snefyldt, barskt og smukt sted, og at grønlændere er et stolt og smukt folk. Min 6-årige tænkte lidt over mine ord om de der grønlændere og sagde så med gammelklog mine og et


Tabte tænder, tandfeer og noget med tyve

Min 6-årige taber tænder. Hurtigere end så mange andre af sine jævnaldrende. Ditto gjorde min store dreng, da han var lille. Og det er jo altid godt at have noget at prale af: “Hvor mange tænder har du tabt…?….Nå, kun 1. Jeg har tabt FIRE.” For der går jo hurtigt lidt konkurrence i det her med, hvem der har tabt flest. Og så bliver man jo belønnet, når man taber en tand. Sidst var Tandfeen godt nok noget sløv i optrækket. Tænk sig; hun ventede til sidste øjeblik med at lægge mønten under puden, der hvor purken forventningsfuldt havde lagt sin tand aftenen før. Faktisk rykkede hun ikke ud, før 5 min inden han vågnede næste morgen. Jeg ved det, for hun kom samtidigt med mig, da jeg vækkede ham. Jeg syntes det var lige lovligt kækt – tænk hvis han var vågnet bare lidt før – hvilken skuffelse ville det ikke have medført?! Men jeg dækkede over hende og grinede glad og overrasket sammen med den lille. Jeg tilgav hende denne gang, men er hun en anden gang tæt på at fucke op igen, overvejer jeg at klage.

I dag var mit lille pus særlig effektiv. Han hakkede sin åbne mund ned i et skolebord og tabte både sin seneste rokketand og den ved siden af. Jeg ved godt, det kan være meget vigtigt for især drenge at føre i “tabte-tænder-scoren”, men jeg synes det med bordet var at gå til yderligheder. Det får mig til at tænke på min fætter. Vi var i sommerhus, året var 1978, og vi havde begge en form for pagehår. Vi havde lige sagt hej til hinanden, og stod og så hinanden an på tærsklen til en sommerferie fyldt med oplevelser. Fætter-Foran-Mig-på-alle-måder står i en cowboy-duel-positur  og spørger mig udfordrende: “Hvor mange tænder har du tabt?…..Nå, kun 5. Jeg har tabt SEKS.” Jeg fremførte i knap så øvet stil, at øhem…..der vidst var noget med, at de fleste af hans tabte tænder var blevet slået ud ved diverse uheld med lygtepæle og den slags, og derfor egentligt ikke burde tælle med i regnskabet. Min ellers så hurtigt-talende fætter kom måske til kort – han valgte i hvert fald at gøre kort proces og slyngede sine arme omkring mig. Ikke for at mødes i et forsonende kram, men for at kyle mig i jorden, så jeg kunne lære ikke at være så fræk. Og så jeg kunne forstå, at tabte tænder er tabte tænder, uanset hvordan de har forladt munden. Da jeg ramte fliserne, ville skæbnen, at jeg endelig blev af med mine to ellers så genstridige fortænder. Behøver jeg sige, at jeg vandt konkurrencen den dag? Og da mit smørrede grin havde lagt sig, endte dagen i rigtige kram og forsoning.

Tilbage til dagen i dag. Min bette sover. Blodet er størknet og han har fået kram og omsorg i tonsvis, for hans lille revnede gumme ser skidt ud. Tandlægen har garanteret, at den heler igen. Og tænderne, der er på vej, ser fine ud på billederne. Jeg tror han er okay, for det sidste han sagde, inden han lagde sig med det smil, der smører mig, var følgende: “Jeg håber godt nok, at tandfeen lægger TO tyvere!” “Nå, nå, svarede jeg, “det er vel også godt nok, hvis hun lægger to femmere.” “Nej”, svarede han, “for dét er jo kun 10 kr.” Og det var jo svært at argumentere imod. Også fordi han så så sød ud og alt for sårbar til at være grådig og beregnende. Nu er denne tandfe jo bare ikke rigtig til at regne med. Den flinke tandlæge sagde godt nok til drengen i dag, at hun ville give Fru Tandfe besked om, at der var tale om hele to tænder, selvom den ene ikke var at finde nogen steder. Den anden tabte tand blev sidenhen også væk, og jeg måtte igennem både skraldespand og snavsetøjskurv, før jeg fandt den i en bukselomme. Nu håber jeg saftsusene den fe husker mønterne, for jeg er træt og kan måske ikke redde hende på målstregen i morgen. Men inderst inde mistænker jeg hende for ikke engang at have sørget for kontanter. Jeg gad vide, om hun bare har tænkt sig at låne to tyvere fra Storebrors sparebøsse? Det skulle fandeme ikke undre mig.


Kuk-i-kysen.vol4

Lad mig først komme med en advarsel (som fint kan springes over): Dette er et forsøg på et morsomt indslag. Det er på ingen måde en sandfærdig gengivelse af, hvordan livet er, når man er ramt af PTSD. Dette er blot et par små humoristiske billeder fra en hverdag med en lettere skadet hjerne. Altså min. Hverdag og hjerne. ”Me damaged, kuk kuk.”  Man skal jo ikke pive. Der er altid nogen, der har det værre. Andre der har værre hjerner eller værre hverdage. Jeg er ovenud taknemmelig for alt det min hjerne (og krop) ikke fejler. Men nogle gange har jeg alligevel lyst til at sende min hjerne til storskrald og købe en ny i Genbrug.

Struktur er ikke noget, der findes i mit hoved men på en uge-tavle i entréen. Problemet er at jeg oftest glemmer, hvad jeg er på vej efter, 4 skridt efter jeg har valgt retning. Jeg går mange ekstra skridt på den måde i løbet af en dag. Mine skabe roder, og jeg kører efter princippet: rene overflader – resten stoppet tilfældigt ind i et skab. Det fungerer. Mine tasker ligner mine skabe, og mit hoved gør ditto. Dét mærkes, når jeg er på tur. Som da jeg for nogle måneder siden skulle på sommerhus-weekend på Langeland:

Jeg kom ud af døren og havde nogenlunde styr på rejseplanen: bus til stationen, herfra videre med tog til Nyborg og fra Nyborg videre med bus til Svendborg, hvorfra jeg blev hentet af en af veninderne i bil, så vi kunne køre det sidste stykke til Langeland sammen. Men da jeg skulle købe min billet i automaten på togstationen, gav maskinen mig 2 valgmuligheder: at købe en billet til Svendborg via Odense eller en billet til Svendborg via ”en eller anden by” jeg ikke kan huske navnet på og aldrig havde hørt om – den lød slet ikke dansk! Men ”via Odense” lød da også som lidt af en omvej…? Jeg var allerede forvirret, og min rejse var ikke engang begyndt for alvor. Nu er jeg jo ikke dum som sådan, så jeg besluttede blot at købe en billet til Nyborg, hvor jeg jo skulle skifte, og hvor jeg sikkert ville have regnet tingene ud eller kunne spørge en klog. På Nyborg Station var der igen en billetautomat men også en kiosk med billetsalg. Hér kunne jeg nok spørge……  Jeg blev noget skuffet over damens svar: ”Du kan ikke købe en billet til Svendborg af mig.” Jeg måtte modvilligt acceptere situationen, men skulle så bare lige høre, hvilken destination jeg skulle vælge ude i billetautomaten – det kunne jo ikke være ”via Odense”, vel?  ”Du kan heller ikke købe den i billetautomaten”, tilføjede damen tørt. Jeg var sikker på, hun tog fejl, men så insisterede hun – temmelig surt endda. Jeg spurgte, hvor jeg kunne købe en billet til Svendborg. ”I bussen!” sagde damen, som tydeligvis syntes, jeg var godt tungnem. Nu var der bare lige dét, at jeg ikke havde nok mønter i pungen til at købe en billet kontant i en bus. Og der var også lige den detalje, at jeg med mit Visa-elek-fucking-tron-kort ikke kunne hæve over beløbet i en kiosk. Jeg spurgte derfor, hvor der var en hæveautomat. ”Ja, årp ibyy-n!” svarede damen med en fynsk dialekt, jeg aldrig har været fan af. Efter indigneret at have udtrykt, hvor tåbeligt et system, jeg syntes de holdt sig her på Fyn, spurgte jeg efter retning mod byen. Jeg ville have spurgt i en høflig tone, men af uvis grund kunne jeg nu kun hvisle. Jeg tror det skyldtes mine kognitive skader, som den stakkels DSB-dame ikke kunne klandres for, men lige dér tænkte jeg, at det måtte være den fynske dialekts trælse indvirkning på min nervesystem. Jeg trak fornærmet afsted med min kuffert, på én gang modvilligt og med en så insisterende kraft, som var jeg en af de der crossfit-motionister, der giver den fuld skrue med et eller andet tungt væltende efter sig. Jeg kunne jo godt se, at jeg ikke kunne nå den skide bus nu! Ej heller kunne jeg ankomme til sommerhus-weekenden med veninderne fuld af ro og overskud. Jeg ville som sædvanligt være hende den forvirrede, svedige, for sent på den-typen med stressen malet som dybe furer i mit ellers så milde ansigt. Jeg halvløb i retning af den såkaldte by, med min åndssvage kuffert på såkaldte hjul, der igen og igen nægtede at dreje rundt og derved brat bremsede kufferten, så den væltede om på siden, med mig bagefter. Min PTSD-hjerne var også ved at tilte. Det eneste den kunne producere var bandeord og skældsord om Fyn og dumme rejsesystemer. PTSD eller ej, enhver måtte jo hidse sig op i sådan en situation. Jeg skummede og bandede indvendigt og en lille smule udvendigt også. Èn ting var, at jeg ikke kunne købe billet i DSB-kiosken i Nyborg, fordi ”Vi har jo IK´ noge´ med FYY-N-Bus at gør´, ve-el?!” Helt langt ude var det dog, at jeg godt kunne købe billetten i DSB-automaten i min hjemby på Sjælland, hvor DSB jo da heller ikke har noget med Fyn-bus at gøre. Men der gælder åbenbart andre regler på Fyn. Dén serviceoplysning fulgte ikke med på skærmen, da jeg valgte kun at købe billet til Nyborg og ikke Svendborg, derovre på Sjælland, hvor min rejse startede. Der kunne godt have stået et eller andet ud for Svendborg: ”Sidste udkald” eller ”Advarsel: Når først du krydser Storebælt, kan du ikke længere købe billet til Svendborg i vores billetautomater. Så overvej at købe den nu. Også selvom du ikke kender den by du skal vælge at køre over. ” Evt efterfulgt af:” Og nej, du kan ikke spørge en klog i Nyborg.” Men den service var der ikke tænkt på. På trods af det faktum, at der ikke engang var en hæveautomat på Nyborg station. Hvem havde dog planlagt tingene så dårligt?! Jeg kæmpede en kamp mod kufferten og mod mit voksende raseri. Jeg forsøgte at formulere diverse klage- og læserbreve inde i mit hoved, men alle mine skarpe formuleringer blev ædt af bandeord og skældsord.  Jeg var våd af sved, jeg løb i blinde mod byen og en hæveautomat, og nu begyndte det også at regne. Det var vidst dér, jeg fik råbt et enkelt ”Fucking Pis Lorte-Fyn” lidt for højt. Undskyld Fyn (er fin), men du bad selv om det.

En god halv time senere – efter at forceret diverse kantsten, u-asfalterede stier fyldt med sten, venlige fynboere, skolebørn og syngende mødre, der fyldte det hele, en bankautomat, der ikke virkede og én der gjorde, var jeg tilbage på stationen. Jeg havde hævet rigeligt med penge. NU skulle jeg være smart. Jeg trak vejret dybt og besluttede mig for, at jeg ikke ville lade mit ukuelige humør ødelægge af uigennemtænkte lorte-systemer, på den her …..ø. Bussen kom, og chaufføren var flink. Jeg smilede tilbage til ham og satte mig på den første og bedste plads – som viste sig at være imod køreretningen, hvilket resulterede i kvalme. Hvem fanden har også opfundet pladser, der vender modsat køreretningen?! Og det står ikke engang på dem! Jeg fandt mig en bedre plads. Nu skulle roen bare falde over mig. Turen var jo lang, så jeg kunne nå at tørre, inden jeg nåede frem. Det var godt nok. Jeg trak vejret helt ned i maven og fik så den mærkelige idé at tælle mine mønter i pungen. Der var overraskende mange. Og selv om jeg med møje besvær fraregnede de byttepenge jeg netop havde fået af buschaufføren, så kunne selv jeg regne ud, at jeg kunne have sparet turen op i byen. Det kunne hun sgu da godt have sagt, hende DSB-damen. Eller noget.


Fitness og andre fornøjelser

Jeg er ved at lære mig reglerne på stedet. Inkognito-style: forsøger bare at blende ind, så ingen kigger på mig. Jeg har lagt mærke til, at alle ser meget alvorlige ud, så det gør jeg også. Man kigger heller ikke på sin sidemand, når man løber på løbebåndet – enhver passer sit. Måske kan de andre heller ikke lide at blive kigget på?

Der hænger et skilt med, at man skal rengøre maskinerne efter brug, så det gør jeg. Som den eneste. Jeg går den lange vej fra maskinen til spraydimsen og papirrullen – hen til den svedige maskine og så tilbage igen med spray-ting og papir. Frem og tilbage, forbi de samme mennesker igen og igen, og det irriterer mig, at jeg på den måde nærmest kaster mig lidt i grams for dem. Som om jeg bare vil ses.

Det vil jeg faktisk ikke. Og da slet ikke i mit stramme fitness outfit, som er lige så meget over dato og ude af facon som jeg selv. Forrige gang var der desværre en eller anden fit håndværker-type, som blev ved med at kigge på mig. Han må have syntes, at jeg så helt forkert ud, som jeg forsøgte at vride mig mindst muligt aparte rundt mellem og på diverse maskiner. Jeg sørgede for at se meget alvorlig ud, nærmest lidt sur, og alligevel blev han ved med at kigge på mig. Jeg prøvede ellers med et insisterende gå-nu-væk-blik i hans retning, sådan ca hvert andet minut, og trods det kiggede han på mig igen og igen. Nogle mennesker forstår bare ikke et hint. Det kan selvfølgelig også være, han undrede sig over, hvordan min mave kunne se så tyk ud, når jeg sad og anstrengte mig på en maskine, for så at se så tynd ud, hver gang jeg rejste mig for at hente sprit og papir.

Samme dag var jeg til gengæld ude for en helt anderledes, dejlig oplevelse. Der var én der smilede til mig. Vi udvekslede også et par ord. Det var en ung pige med en utrolig rund bagdel, der sådan struttede på den helt rigtige måde. Jeg kom til at kigge på hende, da hun tog en omgang på sådan en maskine, hvor man skal sidde på et sæde med spredte ben og så klemme sammen om to stænger af en slags. Man skal skiftevis sprede og samle benene, og det er ret anstrengende, når der er modstand på. Det var ikke så meget på grund af den der numse, jeg kiggede. Det var mere hendes stil. Nu er jeg jo endnu ikke helt fortrolig med teknikken på stedet. Hverken min egen eller maskinernes. Men jeg spørger ikke om hjælp, for som sagt vil jeg helst ikke gøre mig bemærket. Så jeg prøver mig frem i stilhed, og den der spred-benene-og-klem-sammen-om-stængerne-maskine tager jeg med rank ryg og alvorlig mine, mens jeg koncentrerer mig om kun at bevæge mine ben ud og ind og holde min bagdel nede i sædet. Numse-pigen derimod var anderledes aktiv på maskinen. Hun lettede hele kroppen i en fremadgående bevægelse, hver gang hun klemte benene sammen og gyngede ned og tilbage, hver gang hun spredte benene. Eller var det omvendt? I hvert fald gik hendes krop op og ned, som ved let-ridning i meget højt tempo. Bortset fra, at man ikke på skift spreder og samler sine ben ved let-ridning. På en eller anden måde så det alligevel ud, som om hun nærmest skamred maskinen. Og hun så ikke spor alvorlig ud. Smilede hun ikke en smule også? Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende og glemte helt at tælle mine egne tag på den arm-maskine, jeg var i gang med. Jeg gik fuldstændigt i stå og glemte helt at se alvorlig ud og passe mit. Pludselig kom hun og lagde sig på maskinen ved siden af mig, for at træne baglår. Her løftede hun sig også meget højt op og ned på den madrads, hun hang henover, og nu så hun mig sidde og glo ufravendt på hende. Egentlig prøvede jeg bare at lure hendes teknik af – ikke for at få samme bagdel, men mere fordi jeg ikke selv havde kunnet indstille den der baglårs-maskine. Derfor syntes jeg også det virkede naturligt, at jeg forklarede hende, at jeg altså bare kiggede sådan for at se, hvordan hun fik maskinen til at virke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg stammede og lød så mærkelig, men hun svarede mig behjælpeligt, alt imens hun bare smilede og smilede til mig. Efter den oplevelse har jeg ikke helt samme alvorlige mine på, når jeg selv træner inderlår og baglår, og næste gang der er nogen, der kigger på mig, vil jeg bare smile til dem og så vise dem, hvordan de der maskiner skal håndteres.

Share