Forfatter: henkogthverdag

Hold op, hvor er jeg glad for mine gæstebloggere for tiden!
Min egen stilhed herinde, er der flere grunde til.
Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at manglende ideer ikke var én af dem. – Men er det i meget høj grad!
Jeg har været nede i idétomme huller før, men sjældent som dette; jeg er helt blank! Der er stort set intet at komme efter.

Grunden til at min hjerne gør knuder, når det kommer til det kreative og morsomme, er nok at pladsen simpelthen er fyldt op med andre, mindre kreative og morsomme ting.

Min mor er jo som bekendt meget syg af kræft.
Hun har det stadig okay, de fleste dage -men sygdommen er nu så fremskreden, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes krop giver efter, og hun bliver rigtig syg.
Hvor længe ved vi ikke. Hvilket på en eller anden måde, er en kæmpe stressfaktor; Har hun 3 måneder tilbage? Et år? -Eller kun nogle få uger?
… Og så igen, sådan er det jo for os alle sammen; bare i en lidt større målestok.
Jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for at min mor skal dø. Jeg tror bare, at jeg kommer til at savne hende helt ekstremt meget!

En anden grund er mit job som lærer.
Faktisk er det blevet bedre. Meget bedre!
Jeg er blevet bedre til at håndtere den massive mængde støj og kaos, der ofte er i sådan et klasselokale. Jeg prøver at blive bedre til at bevare overblikket og være konsekvent (begge ting, som jeg i årevis har brystet mig af at være mægtig sej til… men så blev jeg lærer.)
Jeg knokler for at lære at lægge det fra mig, når jeg kommer hjem. … Ja, jeg er endog begyndt at holde lidt af ungerne.
– Det ER blevet bedre! Men det er stadig hårdt og stadig utrolig tidskrævende!

Ud over disse ting, forsøger jeg ihærdigt at samle ideer og tid, til at tegne både en børnebog og den ugentlige “Striben” for Responsum.
Desuden kigger vi efter hus (i Sorø by, sig gerne til), min mands projekt gennem de sidste 4 år, er ved at være klar til at se dagens lys.
– Og jeg forsøger at opøve mine evner inden for programmering, så et undervisningsjob inden for det felt, bliver en mulighed.

Faktisk kan jeg godt forstå min hjerne, når den gør lidt knuder.
Jeg prøver dog at holde den lidt på sporet herinde. Den skulle jo gerne være klar til at tage fat, engang når resten af mig er det.