Der i solen og det spæde forår lignede hun min mor.
Damen smilede og selvom jeg godt vidste at jeg tog fejl, lod jeg et øjeblik tanken trænge ind; måske var det min mor der kom cyklende dér med solen i ryggen.
Damen kørte forbi mig, det var ikke min mor. Min mor kommer aldrig til at cykle igen.
…
Men det gør jeg.
Jeg smider pigen i cykelstolen og sammen cykler vi ud i solskinnet.
Videre til indhold
Hverdag værd at gemme
God tur ud i solskinnet 🙂
Et halvt år efter min far døde, så jeg ham komme gående på parkeringspladsen ved min arbejdsplads. Jeg var lige ved at løbe hen og give ham et knus. Men så kom jeg i tanke om, at det nok ikke var ham. Blinkede lidt og kunne så se, at manden, der kom gående godt nok havde samme hårfarve, statur og tøjstil som min far havde haft. Men derudover var det bare overhovedet ikke min far. Mærkeligt nok.
Det tog lige en dags tid at komme sig igen.
Puha, kan godt forstå at det tog pusten fra dig! Ens hjerner kan spille en et puds ind i mellem. Kram til dig!
Jeg nyder simpelthen så meget når du kommer med de små glimt af livet med din mor; det er så utroligt befriende. Så enkelt og smukt.
Og så utroligt livsbekræftende. Sådan kan livet være så smukt i forbindelse med døden.
Og du skriver om det på den fineste måde!
Det var bare lige det, jeg ville pippe.
Mand hvor blev jeg bare glad for den kommentar – og så fra dig, der selv skriver så godt. Mange tak!