6.1.20

Vi skulle have hjemmelavet pizza i dag.
– Og i sig selv, er det at kaste sig ud i den slags efter første dag tilbage på arbejdet, jo nærmest en overmenneskelig handling.
Men for at (pizza)toppe den, så havde jeg 2 forskellige deje i spil, da 2 af os forsøger at spise januar-sundt.
…
Dertil kom, at ovnen åbenbart er holdt op med at virke i løbet af natten.
…
Det blev nogle meget dej-artige pandepizzaer.

2.1.2020

Imens børnene er tilbage i skole, går vi en tur og forsøger at få en smule styr på hvad der skal ske til maj.

Mandens kontrakt udløber i april, min i maj. Planen er at sige farvel til arbejde, skole og almindelig hverdag i 2-3-4 mdr., og rejse derhen hvor græsset er grønnere, bjergene højere og følelsen forhåbentlig mere fri.

Vi har brugt det sidste år, på at diskutere hvor vi skal hen, hvordan vi skal komme derhen, og hvordan vi skal bo. Nu lader det til, at vi tilnærmelsesvis er enige og endelig kan påbegynde fase 2.
Hurra!

1.1.2020

Kære dagbog …
Ja, hvad pokker skal jeg egentlig tegne om?

Som de af jer, der følger med på Instagram eller Facebook måske ved, så har jeg sat mig for at hverdags-dokumenterer året 2020. Jeg har sat mig for hver dag, at tegne et neddyk i min hverdag og lægge en god del af tegningerne her -eller på sociale medier.

Nogle vil måske mene, at dag 1 er lidt tidligt at få tegneblokering.
Nogle vil måske også mene, at jeg skulle have gennemtænkt projektet lidt bedre.
‘Nogle’ refererer muligvis til mig selv.

Men det er faktisk ikke så let – for skal mit neddyk være sjovt? Skal det være alvorligt? Kedeligt? Skal det være det vigtigste – eller det mest banale?

Jeg kunne nemt lave en dagbog udelukkende med hverdagssituationer som madpakkesmøring, tandbørste-børstning, “Hvem-fik-mest-kakaomælk-i-glasset”-børnediskurering … og den slags.

Men jeg kunne også lave en ret alvorlig dagbog. En dagbog med neddyk i sorg, angst og kærlighed.

Jeg ved at der kommer til at ske utrolig meget i dette år 2020: Der kommer til at ske store ting, ting der vil give mavepustere og vender livet på hovedet og ryster en godt og grundigt, både på godt og ondt.
– Og jeg ved at familielivet, med alle de små hverdagskrøller, kommer til fortsætte sideløbende.

Men kære dagbog – hvad skal jeg dog vælge at tegne i dig?

Jeg skal stoppe i børnehave

Eller pigen skal.
Allerede da drengen i sin tid stoppede, var det svært. Men nu! Nu stopper det for reals! En æra er slut, helt og uigenkaldeligt.

Drengen gik i samme institution, så i alt er det ni år jeg har gået der.
Ni år!
I ni år har jeg afleveret og hentet, smalltalket med de voksne – og med børnene, set på tegninger, fundet (og mistet) ting i glemme-kassen. I ni år har jeg været dér.

Nu er det slut.

Pigen er sådan rimelig kold, og glæder sig bare til ferie og skole.
– Men moren på den anden side; hun tager det sgu pænt hårdt.