Top 5 – 2014

Vi venter stadig på at min computer begynder at opføre sig ordentligt.
Så her kommer læsernes top 5 for 2014.
– Og min personlige favorit.

Nr. 1 der gik viralt og fik over 3000 likes

Folk der sover om natten skal holde deres kæft

Nr. 2 med 320 likes

Jeg kan stadig huske dengang jeg ofte sov til kl. 12

Nr. 3 med 317 likes

Det var først da jeg selv fik børn

Nr. 4 med 244 likes

Hvis folk absolut skal være så pisse pædagogiske

Nr. 5 med 262 likes

Det der med at ligge og vågne

Min favorit

Det var mig der havde skrevet pik og lort

Top 5 – 2013

Da mit tegneprogram ikke helt vil som jeg, i disse dage, så får I her læserenes top 5 for året hvor bloggen startede: 2013.
– Og som en lille bonus: min egen favorit for 2013.

Nr. 1 med likes der er blevet væk, men jeg kan huske var virkelig mange.

Kald mig bare bitter

Nr. 2 med 272 likes

Ind i mellem tror jeg, at min kæreste finder mig kedelig

Nr. 3 med 232 likes

Ind i mellem kan jeg godt undre mig over…

Nr. 4 med 182 likes

Det var nok fordi hun havde blåt tøj på

Nr. 5 med 149 likes

Jeg har lavet min egen vuggevise

Min favorit

Det med at have underbukser på hovedet

Kære Kronprins Frederik: Skal vi lave en legeaftale?

Altså ikke dig og mig. Bevares jeg har jo både mand og børn, og jeg tænker da også, at du er rimelig godt kørende med hende Mary?

Nej, det er pigen jeg tænker på.
Ser du, min datter har kun ét ønske for fremtiden, og det er at blive prinsesse.
Jeg vil jo gerne støtte op om mine børns fremtidsønsker, og vi øver også alt hvad vi kan herhjemme, med fine kjoler og sko og med at danse på den rigtige måde.
Problemet er bare, at når man som os er sådan helt almindelige og ukongelige, ja så kræver det altså en prins, for at kunne blive prinsesse.
– Og så var det jo jeg tænkte på Vincent. Han virker egentlig sød nok, og så er han lige de rette par år ældre, end min datter.

Så hvad siger du, Frederik?
Skulle vi ikke sætte en legeaftale op?
Du kan bare ringe. Vi giver gerne en kop kaffe, når I kommer og afleverer Vincent.
kære kronprins frederik

Jeg har lært drengen om kondomer

Jamen altså han spurgte – og så svarede jeg jo selvfølgelig.
Bevares, jeg tænkte da, at det var lidt tidligt … men jeg tror ret meget på ærlighed, og på at sige tingene som de er.

– Så jeg fortalte ham om kondomer.
Jeg fortalte ham, at det ikke hedder et KONDOR, men et KONDOM. Jeg fortalte ham om hvorfor de bruges – og om hvordan.
Jeg følte jeg mig sådan helt cool mor -agtig.

Lige ind til, at det gik op for mig, at han spurgte til FUGLEN kondor og ikke til de der små plastikposer, man sætter på tissemanden, så man kan bolle uden at få børn …
Well, man bliver vel aldrig for ung til at lære om sikker sex, vel?

Sidste skoledag

Drengen har sidste skoledag i dag. Sidste dag som 1 klassebarn.

Jeg har også sidste skoledag i dag. Det vil sige, eleverne fra den skole hvor jeg arbejdede, har sidste skoledag i dag.
Min egen sidste skoledag ligger et par uger tilbage, hvor mit drømmejob ændrede sig til et job, jeg ikke længere kunne se mig selv i. Jeg øver mig i at lytte til mig selv; jeg var dygtig og sagde stop.

Hvad så nu?
Søger man her på bloggen vil ordene “Hvad så nu?”, nok komme op en hel del gange; jeg har stået her før og ikke vidst hvilken vej jeg skulle gå, eller hvilke veje der overhovedet var farbare.
De sidste mange år, har været mere uden arbejde end med. Jo, uddannelse, barsel og plejeorlov har taget sin del, men arbejdsløsheden har også fyldt.
Nu er jeg her igen.

Hvad så nu?
Jeg har været i folkeskolen, men var jeg blevet der længere, er jeg ret sikker på, at jeg var gået ned med stress.
Jeg har været i specialundervisningen, og selvom jeg har været god til at skjule det for mig selv, så er dette arbejde heller ikke sundt for min psyke.
Desværre, for jeg holder utrolig meget af mennesker og af børn. Jeg holder af at undervise og af at fortælle.

Hvad så nu?
Hvad gør en arbejdsløs lærer nu?
Tør den arbejdsløse lærer at springe ud i uvishedens land, og åbne for skivebordsskuffen hvor ideerne ligger i hobetal? Kan hun overhovedet det? Har hun selvdisciplin nok? Har hun råd? Og er hun overhovedet så dygtig, som hun selv går og tror?

– Eller ender hun med at skrive igen om et halv års tid; “Hvad så nu?”