Det er ikke fordi jeg ikke vil

– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.

Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.

Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan? 
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.

Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
har_ikke_tid

Kære mor #3

Kære mor.

Min kat er død.
Han har været syg længe – det ved du, og jeg har holdt ham i live længere end jeg burde. Stakkels kat. Nu har han fået fred.

Måske er han sammen med dig?
Dig kunne han godt lide; Dig og din lille pose med godbidder.
Husker du? Du købte hans kærlighed, men han var ligeglad, når bare han fik en godbid.
Findes der mon en pose med godbidder, der hvor I er nu?
– Og findes der mon en bruseniche, hvor han kan skide? Beklager mor; det må du vist vende dig til.
rip_gabriel

Kære mor #2

Kære mor.

Vi har købt et hus.
Du var den første jeg tænkte på, da salget endelig gik igennem. Mine fingre trykkede per automatik dit nummer; “Vi har købt et hus, mor!”
Men du var der ikke, selvfølgelig var du ikke det.
Din telefon, er som dig død.

Men huset mor! Huset! Du ville have elsket det.
Det gør jeg. -Også selvom jeg hader tanken om, at du aldrig vil komme på besøg.
hus

Velkommen tilbage

– Til mig altså, for en del af jer er vel egentlig aldrig rigtig gået, er I?

Jeg tror sjældent jeg har følt mig så fyldt af ord, som jeg er nu, her efter min mor er død. De vælter over hinanden i mit hoved og har brug for et sted at komme ud; “I min personlige notesbog”, var min første tanke. Men så var det, at jeg læste et indlæg hos First mom problems.
Et indlæg som i den grad minder om min egen situation.
Jeg tog mig selv i at tænke, at hun sgu var sej hende Karoline, sådan at lægge hendes smerte åbent på nettet.
Jeg er også sej. Egentlig har det vist sig, at jeg er en hel del sejere end jeg regnede med.
Så her er jeg – vendt tilbage fra de døde, så at sige.
Jeg har sat mig for at lære af mine fejl, og glemme bloggerræset. Jeg vil igen kun skrive og tegne for min egen skyld. Jeres kommentarere bliver derfor altid læst, men ikke altid svaret på.

“Lad nu være, at gemme sorgen for meget væk.”
– Var en af de ting min mor skrev til mig, i hendes afskedsbrev.
Hun kendte mig godt, min mor, så jeg vil forsøge at følge hendes råd.

Selvom det er svært.
Når hjertet er flået åbent, og sorgen er allestedsværende, er det svært ikke at flygte ind i ‘De dårlige seriers tomme land’.
Det er svært, sådan at skulle lappe hjertet til med hæfteplaster imens man henter børn, køber ind og taler med naboen om, at det da godt nok er blevet koldt i vejret, de sidste par dage.
Men når så plasteret sidder der, så vil man gøre næsten alt, for at lade det blive og glemme smerten.

Jeg har gået med plaster på hjertet de sidste 2 og et halv år. – Det sidste år i særdeleshed.
Ikke fordi jeg ikke har været ked af det, eller er løbet tør for plaster ind i mellem, men når en så massiv sorg rammer en, bliver man nødt til at lægge låg på, for at kunne hænge sammen.
Det sidste år, hvor jeg har haft plejeorlov, har været det hårdeste år i mit liv. At se et menneske man elsker så højt, blive mere og mere syg og svinde ind til et væsen man næsten ikke genkender er rædselsfuldt!
Det er også smukt, og godt, og alt det rædselsfulde værd, men man kommer kun igennem med en seriøs mængde plaster på hjertet.

Efter 2 og et halv år, kunne man måske så forvente at jeg havde vænnet mig til tanken om at hun skulle dø. At se hende langsomt blive til en skygge af sig, selv burde måske også have givet mig en indikation. Om ikke andet, burde al den selvfølgelige snak om døden have gjort det.
Men nej.
Jeg forstod aldrig rigtig at hun skulle dø. Ikke den del med at hun ikke kommer tilbage, i hvert fald. Jeg forstår det stadig ikke helt.
Da hun så døde, var det som at få revet 2 og et halv års plaster af; mit hjerte blev revet åbent – men kunne igen også banke frit. EDøddødn lettelse i sorgen.
Min mor ville gerne dø, hendes død var smuk og 1000 gange bedre end den lange sygdom. Så nej, jeg er ikke ked af at hun er død. … Jeg synes måske bare snart, hun godt måtte komme tilbage.
plaster_pa%cc%8a_hjertet