Du skal ikke være ked af det mor

– Det går faktisk meget godt.
Du sagde, at jeg var den sværeste at sige farvel til. Du sagde, at du var så ked af, at være skyld i, at jeg blev moderløs – at skulle forvolde mig så meget sorg og smerte.

Den har også været massiv, sorgen. Smerten har været altædende og ondskabsfuld. Det er den stadig, men ikke hele tiden.
Jeg kan stadig blive helt overrasket og fortvivlet over, at du faktisk forbliver død. Jeg kan tage mig selv i at glemme, at du ikke er her mere, og have lyst til lige at ringe og sige “Hej”
Det kan jeg ikke.

Desværre kan jeg ikke; for hold op, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne dele disse ting med dig, mor.
Du var altid mit første opkald. Især når der var noget at juble over, var du nr. 1 på min opkaldsliste. Du jublede altid højere end mig, spejlede min egen glæde, og fik den til at fordobles.

Jeg har manglet dig, mor. Jeg manglede dig, da vi overtog huset her. Drømmehuset. Jeg manglede dig, da jeg havde lagt de føste planer for haven, og da vi havde malet køkkenlågerne, og nærmest fået et helt nyt køkken. Jeg mangler dig, i vores glæde over, at skulle bygge dette hjem op, sammen.
Og jeg mangler dig nu, mor. Nu hvor jeg har fået det job, jeg i snart 10 år har drømt om. Drømmejobbet.
Du mangler også til daglig, mor; når jeg vil fortælle hvor godt det går med børnene. Om hvor store de bliver, og om hvor sjove og hvor dejlige de stadig er. Jeg mangler dig, når jeg vil fortælle om manden og jeg. Når jeg vil fortælle, hvordan de sidste år har rykket os tættere sammen og gjort vores kærlighed dybere.

Jeg føler, at jeg har det hele nu, mor.
Jeg mangler kun dig.

Det er ikke fordi jeg ikke vil

– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.

Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.

Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan? 
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.

Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
har_ikke_tid

En lille pose mor

Vi ryddede ud i min mors ting i dag, hendes mand og jeg.
Bøger, smykker, tøj – og alt det personlige.
Med mig hjem, fik jeg en lille pose ting. Min mors ting.

Det var en underlig følelse, sådan at gå igennem hendes skabe, snuppe hendes ynglingsparfume og stjæle hendes varme trøjer, lige som det begynder at blive koldt.
Jeg følte mig som en tyv, der gravede rundt i hendes neglelakker og vurderede, om jeg nu ville få brugt netop dén farve.
Så mærkeligt, at rode i hendes ting, og tage dem væk fra deres naturlige pladser, og ned i plastikposer og flyttekasser, hvor de slet ikke hørte til; Der lå de og så, så små og hjemløse ud.
Nu får de et nyt hjem. Mit.

Bagefter duftede mine hænder af min mor. Det gør de stadig, for jeg har ikke lyst til at vaske duften af. Jeg har ikke lyst, til at vaske hende af.
pose_med_mor

Kære mor #3

Kære mor.

Min kat er død.
Han har været syg længe – det ved du, og jeg har holdt ham i live længere end jeg burde. Stakkels kat. Nu har han fået fred.

Måske er han sammen med dig?
Dig kunne han godt lide; Dig og din lille pose med godbidder.
Husker du? Du købte hans kærlighed, men han var ligeglad, når bare han fik en godbid.
Findes der mon en pose med godbidder, der hvor I er nu?
– Og findes der mon en bruseniche, hvor han kan skide? Beklager mor; det må du vist vende dig til.
rip_gabriel

Kære mor #2

Kære mor.

Vi har købt et hus.
Du var den første jeg tænkte på, da salget endelig gik igennem. Mine fingre trykkede per automatik dit nummer; “Vi har købt et hus, mor!”
Men du var der ikke, selvfølgelig var du ikke det.
Din telefon, er som dig død.

Men huset mor! Huset! Du ville have elsket det.
Det gør jeg. -Også selvom jeg hader tanken om, at du aldrig vil komme på besøg.
hus