Det var min skyld

– Det var mig der kom til at vinke for tidligt, da jeg så hende moren fra drengens børnehave.
Egentlig var det dumt, for jeg ved da godt, at man skal lade som om man ikke har set hinanden, indtil man er tæt nok på. – Og først dér løfte hovedet med et overrasket ‘Hej’. Og gå forbi.
Jeg troede jo at hun skulle over vejen. Det var derfor jeg vinkede.
For sent opdagede jeg min fejl, der havde vi allerede vinket og smilet til hinanden.
for-tidling-hej1
Jeg indrømmer gerne at jeg gik lidt i panik. Jeg overvejede at sætte i løb, for at kommer hurtigt forbi; men jeg tænkte at det måske ville virke sært på en måde.
Jeg tænkte da også på at kigge væk, men blev enig med mig selv om, at det var uhøfligt.
Så jeg fortsatte imens jeg fastholdt øjenkontakten.for-tidling-hej2… Det der med at blive ved med at vinke … ja, jeg ved faktisk ikke helt hvorfor jeg gjorde det.
Her bagefter kan jeg da godt se, at det var lidt mærkeligt – men i situationen virkede det som det eneste rigtige at gøre.

for-tidling-hej3Da jeg endelig var nået helt hen til moren fra drengens børnehave, opstod et nyt dilemma; burde jeg hilse?
Egentlig havde det jo nok været på sin plads, men moren virkede sådan helt lille og skræmt, som hun stod der – så jeg valgte bare at gå tæt forbi hende med hånden løftet i et halvt vink.
for-tidling-hej4

Share