Det er ikke fordi jeg ikke vil

– Det er fordi, jeg ikke har tid.
Egentlig en underlig ting, ikke at have tid til; sorg.
En ting som jeg altid har tænkt, at man bare tog sig tid til – og som tog den tid, den gjorde.
Åbenbart ikke, for arbejde og hverdag formår ganske ofte, at skubbe sorgen over tabet af min mor, ud af mit hoved. Og i stedet efterlade mig i en slags grundtristhed, med følelsen af næsten at have glemt hende.

Og så alligevel ikke.
For den er der stadig; sorgen. Den findes i hver en lille pause mit hoved får. Dér står den på spring, og kaster sig over et lille ophold i madpakkesmørringen. Lige så stærk som før, står den – ventende.

Jeg savner hende. For helvede hvor jeg savner hende! Jeg savner hende ikke mindre og mindre, som jeg vel egentlig forventede. Jeg savner hende mere og mere.
Det er 2 måneder nu. 2 måneder siden hun døde.
Efter 2 måneder, må man forvente, at man er kommet videre, og at ens hoved igen kan rumme de ting, som det kunne før. Hvad når det ikke kan? 
Efter 2 måneder, må man vel regne med, at man igen er sådan nogenlunde glad og klar på livet. Hvad når man ikke er?
Det siges at tage halvdelen af tiden, man har været sammen, at komme sig over et brug. Hvor længe tager det ved et dødsfald?
Halvdelen? Det er 16 år.

Det er ikke fordi jeg stadig går rundt og bryder sammen på alt og alle. Når folk spørger, svarer jeg ærligt, at det går bedre. For det gør det; går bedre. Alligevel føles det bare utrolig tomt og forkert, sådan at hoppe tilbage, til netop det sted, jeg forlod livet, inden hun blev syg. Det føles som et skridt tilbage – og en hel masse, alt for hurtigt frem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte livet på pause. Trykke på snooze-knappen for en stund, og mærke mig selv. Mærke hvor jeg er, hvem jeg er, og hvor jeg skal hen.
Men jeg har ikke tid. Livet går videre.
har_ikke_tid

Share

En lille pose mor

Vi ryddede ud i min mors ting i dag, hendes mand og jeg.
Bøger, smykker, tøj – og alt det personlige.
Med mig hjem, fik jeg en lille pose ting. Min mors ting.

Det var en underlig følelse, sådan at gå igennem hendes skabe, snuppe hendes ynglingsparfume og stjæle hendes varme trøjer, lige som det begynder at blive koldt.
Jeg følte mig som en tyv, der gravede rundt i hendes neglelakker og vurderede, om jeg nu ville få brugt netop dén farve.
Så mærkeligt, at rode i hendes ting, og tage dem væk fra deres naturlige pladser, og ned i plastikposer og flyttekasser, hvor de slet ikke hørte til; Der lå de og så, så små og hjemløse ud.
Nu får de et nyt hjem. Mit.

Bagefter duftede mine hænder af min mor. Det gør de stadig, for jeg har ikke lyst til at vaske duften af. Jeg har ikke lyst, til at vaske hende af.
pose_med_mor

Share

"Kræft æde mig"…

– Egentlig ikke et udtryk min mor har brugt.  Alligevel er det det der er ved at ske. Kræften æder hende. Æder hende op indefra – æder løs af hendes muskler og hendes fedt. Æder af den person hun var engang.

Jeg tror at alle der har været tæt på en døende person, vil være enige når jeg siger at det ikke er til at holde ud; tankerne, følelserne. Det der var og det der kommer.
Det er en venten på noget man ikke ønsker. En slags limbo hvor man er fanget i tid og rum, hvor man længes efter at slippe fri -men samtidig holder krampagtigt fast i det der er.
Det er ikke til at holde ud.
Alligevel holder man det ud; sygdom bliver hverdag og noget man snakker om over aftensbordet. Døden flytter ind som en jævnlig tanke, som kun gør rigtig ondt når man giver sig selv lov til at tænke over, hvad den egentlig betyder.
Jeg hader det.

Min mor elsker jeg.
I går var vi nede i hendes galleri. Det er første gang i den måned jeg nu har haft plejeorlov hos hende.
Vi sad dernede i 15 minutter, kiggede rundt på alle hendes værker og græd over alt det hun engang kunne og ikke længere kan.
“Der er bare så meget at sige farvel til.” Sagde min mor og jeg kunne kun være enig.
Gad vide om hun kommer ned i sit galleri igen?

______________________
Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle skrive om min mors sygdom her på bloggen.
Jeg har været i tvivl om det ville passe ind, på denne humor/hverdagsblog. Jeg har overvejet om jeg turde åbne for dén skuffe og lade så mange mennesker kigge med.
Jeg har også været i tvivl, om om jeg overhovedet kunne fortsætte med mine almindelige hverdagstegninger, når en så alvorlig ting er ved at ske. Og om det ville virke forkert og grotesk at tegne om pinlige indkøb og fjollede børnehistorier når min mor er ved at dø…
Det er muligt at det er en smule grotesk … men det er stadig min hverdag. Alt er ikke sygdom og død (heldigvis!) og helt ærlig, så er det lidt en befrielse at kunne rette fokus mod noget helt andet herinde.
Hverdagstegningerne bliver. Humoren også.

Og død? Kan man virkelig spice det hele op med lidt sygdom og død også?
Jeg tager jeg chancen. For dét er også min hverdag og det føles godt at sætte ord på. Jeg har en del tegninger om emnet planlagt også.
Jeg håber at kan leve med at skuffer bliver åbnet, og der bliver jongleret godt og grundigt med humor, hverdag og død herinde.

Share