Når noget lyder for godt til at være sandt…

– Så er det, det nok også.

De mest ihærdige læsere (med god hukommelse) vil måske kunne huske dengang jeg fik et job, for derefter at modtage en sms: “Beklager, vi kan ikke bruge dig alligevel.“.
Dengang var alle jeg fortalte det til, ret bagoverslået over at den slags kunne ske. Det var jeg også selv.

Nu er det så sket igen!
Det hele er så absurd, at jeg har overvejet, om det måske er mig, der har en eller anden brist, så jeg tror at alle omkring mig, går og tilbyder mig arbejde. Måske.
Men jeg tvivler.

Det startede med, at jeg var til en jobsamtale på en opslået fuldtidsstilling, på et familie og skoletilbud på vestsjælland.
Jeg fik ikke jobbet, men lederen ville rigtig gerne ansætte mig nogle faste timer om ugen frem til januar. Og hvis jeg havde lyst, så kunne vi jo forlænge, sagde han.
Det lød vildt godt – især det med at jeg selv kunne finde ud af hvor mange timer jeg ønskede. De ville bare gerne have mig, sagde han.

Boblende af lykke, over at jeg havde opnået det næsten umulige; at få en fast deltidsansættelse, fandt jeg frem til et timetal og vendte tilbage.
Fint – fint. Det hele var fint. De ville udarbejde et skema næste onsdag, og så ville han ringe. Fint.

Hold kæft hvor lagde jeg mange planer, i dagene frem til onsdag!
Sådan et job ville gøre det muligt, at drive min egen lille biks ved side af, og stadig kunne betale de faste regninger. Helt seriøst, ved I hvor svært det er at få nogen til at ansætte en 10-20 timer, fast?!
Det er næsten umuligt! Og endnu mere umuligt, når man er lærer…
Det her var jobbet, jeg havde drømt om, ingen tvivl om det!

Og så blev det onsdag.
Og så blev det torsdag.
Og så blev det fredag.
Da jeg selv ringede op mandag, var min mavefornemmelse allerede pænt dårlig.
“Vi har desværre ikke fundet helt ud af noget endnu” Lød meldingen da også. “Der er nogle, der mener at vi hellere bør ansætte en mand…” “Jeg vender tilbage.”
To dage gik, og da telefonen ringede på tredjedagen var jeg egentlig ikke overrasket: “Desværre.” “De VIL altså hellere have en mand.” Sagde lederen.
Efter det sagde jeg vist nok en hel del ukvemsord, og nogle af dem nok også ganske højt.

– Og nu står jeg så her – endnu engang med håret i postkassen, endnu engang uden arbejde, og føler mig pænt røvrendt og pænt sur over at have spildt næsten 3 uger, på at glæde mig til et job jeg alligevel ikke fik!
De vil ansætte en mand

Share

Jeg havde ret høje forventninger

– Til den der 30 timers lærer-stilling, med fri hver fredag.
Jeg tænkte lidt, at det ville efterlade tid til både børn, tegning og alt mulig andet.
30 timer var trods alt nogenlunde hvad jeg arbejdede som selvstændig inden. (Og jo, man kan godt kalde det arbejde, selvom jeg ikke fik løn.)

 

Hvordan jeg troede det ville væreJeg havde bare glemt en lille detalje; tid man får løn for- og tid man reelt bruger som folkeskolelærer, er to vidt forskellige ting. I hvertfald som ny lærer.
Min 30 timers stilling har derfor vist sig at være en 40+ timers. Dertil kommer så de tegneopgaver, min 30 timers stilling gav tid til…
Jeg har pænt travlt. Jeg er pænt træt.
– Men nøj, hvor er jeg også stadig glad for at have et arbejde at stå op til om morgenen!
Hvordan det blev… Og nøj hvor er jeg taknemmelig for, at jeg ikke er endt med en 37  47+ timers stilling!

Share