Velkommen tilbage

– Til mig altså, for en del af jer er vel egentlig aldrig rigtig gået, er I?

Jeg tror sjældent jeg har følt mig så fyldt af ord, som jeg er nu, her efter min mor er død. De vælter over hinanden i mit hoved og har brug for et sted at komme ud; “I min personlige notesbog”, var min første tanke. Men så var det, at jeg læste et indlæg hos First mom problems.
Et indlæg som i den grad minder om min egen situation.
Jeg tog mig selv i at tænke, at hun sgu var sej hende Karoline, sådan at lægge hendes smerte åbent på nettet.
Jeg er også sej. Egentlig har det vist sig, at jeg er en hel del sejere end jeg regnede med.
Så her er jeg – vendt tilbage fra de døde, så at sige.
Jeg har sat mig for at lære af mine fejl, og glemme bloggerræset. Jeg vil igen kun skrive og tegne for min egen skyld. Jeres kommentarere bliver derfor altid læst, men ikke altid svaret på.

“Lad nu være, at gemme sorgen for meget væk.”
– Var en af de ting min mor skrev til mig, i hendes afskedsbrev.
Hun kendte mig godt, min mor, så jeg vil forsøge at følge hendes råd.

Selvom det er svært.
Når hjertet er flået åbent, og sorgen er allestedsværende, er det svært ikke at flygte ind i ‘De dårlige seriers tomme land’.
Det er svært, sådan at skulle lappe hjertet til med hæfteplaster imens man henter børn, køber ind og taler med naboen om, at det da godt nok er blevet koldt i vejret, de sidste par dage.
Men når så plasteret sidder der, så vil man gøre næsten alt, for at lade det blive og glemme smerten.

Jeg har gået med plaster på hjertet de sidste 2 og et halv år. – Det sidste år i særdeleshed.
Ikke fordi jeg ikke har været ked af det, eller er løbet tør for plaster ind i mellem, men når en så massiv sorg rammer en, bliver man nødt til at lægge låg på, for at kunne hænge sammen.
Det sidste år, hvor jeg har haft plejeorlov, har været det hårdeste år i mit liv. At se et menneske man elsker så højt, blive mere og mere syg og svinde ind til et væsen man næsten ikke genkender er rædselsfuldt!
Det er også smukt, og godt, og alt det rædselsfulde værd, men man kommer kun igennem med en seriøs mængde plaster på hjertet.

Efter 2 og et halv år, kunne man måske så forvente at jeg havde vænnet mig til tanken om at hun skulle dø. At se hende langsomt blive til en skygge af sig, selv burde måske også have givet mig en indikation. Om ikke andet, burde al den selvfølgelige snak om døden have gjort det.
Men nej.
Jeg forstod aldrig rigtig at hun skulle dø. Ikke den del med at hun ikke kommer tilbage, i hvert fald. Jeg forstår det stadig ikke helt.
Da hun så døde, var det som at få revet 2 og et halv års plaster af; mit hjerte blev revet åbent – men kunne igen også banke frit. EDøddødn lettelse i sorgen.
Min mor ville gerne dø, hendes død var smuk og 1000 gange bedre end den lange sygdom. Så nej, jeg er ikke ked af at hun er død. … Jeg synes måske bare snart, hun godt måtte komme tilbage.
plaster_pa%cc%8a_hjertet

Share

Undskyld … men hvornår dør du egentlig?

Da jeg postede mit indlæg i fredags, havde jeg slet ikke regnet med den kæmpe opbakning og alle de virtuelle krammere I sendte min vej. I er virkelig nogle fantastiske læsere!
Tak fordi I er her!

En skrev, at hun havde svært ved at skrive noget, uden at virke en smule morbid.
Selvom jeg nu synes, at det lykkedes ret godt for hende, så kan netop dét med at undgå at virke morbid, godt være svært. Faktisk så svært at jeg efterhånden dagligt finder mig selv tænke eller sige ting, der egentlig er ganske upassende.
Ting som: “Gad vide hvor langt jeg egentlig ville kunne løbe med min mor på ryggen, nu hvor hun har tabt sig så meget?” Eller “Ulempen ved at hun ikke tabte sit hår i kemo, er at det er så pokkers svært at vaske…”
-Eller den hyppigste af dem alle: “Gad vide hvornår hun dør?”

I starten blev jeg nærmest flov, når sådan en tanke poppede op og skyndte mig at gemme den væk.
Det gør jeg ikke mere, for helt ærligt så tror jeg at lidt morbide tanker, kan være ganske sunde -også når det kommer til at nedbryde tabuet omkring sygdom og død.
Ikke at man skal glemme alt om finfølelse, men nogle gange er det altså virkelig befriende også at kunne grine lidt, af hele den i grunden absurde situation man står i.
hvornår_dør_du

Share

"Kræft æde mig"…

– Egentlig ikke et udtryk min mor har brugt.  Alligevel er det det der er ved at ske. Kræften æder hende. Æder hende op indefra – æder løs af hendes muskler og hendes fedt. Æder af den person hun var engang.

Jeg tror at alle der har været tæt på en døende person, vil være enige når jeg siger at det ikke er til at holde ud; tankerne, følelserne. Det der var og det der kommer.
Det er en venten på noget man ikke ønsker. En slags limbo hvor man er fanget i tid og rum, hvor man længes efter at slippe fri -men samtidig holder krampagtigt fast i det der er.
Det er ikke til at holde ud.
Alligevel holder man det ud; sygdom bliver hverdag og noget man snakker om over aftensbordet. Døden flytter ind som en jævnlig tanke, som kun gør rigtig ondt når man giver sig selv lov til at tænke over, hvad den egentlig betyder.
Jeg hader det.

Min mor elsker jeg.
I går var vi nede i hendes galleri. Det er første gang i den måned jeg nu har haft plejeorlov hos hende.
Vi sad dernede i 15 minutter, kiggede rundt på alle hendes værker og græd over alt det hun engang kunne og ikke længere kan.
“Der er bare så meget at sige farvel til.” Sagde min mor og jeg kunne kun være enig.
Gad vide om hun kommer ned i sit galleri igen?

______________________
Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle skrive om min mors sygdom her på bloggen.
Jeg har været i tvivl om det ville passe ind, på denne humor/hverdagsblog. Jeg har overvejet om jeg turde åbne for dén skuffe og lade så mange mennesker kigge med.
Jeg har også været i tvivl, om om jeg overhovedet kunne fortsætte med mine almindelige hverdagstegninger, når en så alvorlig ting er ved at ske. Og om det ville virke forkert og grotesk at tegne om pinlige indkøb og fjollede børnehistorier når min mor er ved at dø…
Det er muligt at det er en smule grotesk … men det er stadig min hverdag. Alt er ikke sygdom og død (heldigvis!) og helt ærlig, så er det lidt en befrielse at kunne rette fokus mod noget helt andet herinde.
Hverdagstegningerne bliver. Humoren også.

Og død? Kan man virkelig spice det hele op med lidt sygdom og død også?
Jeg tager jeg chancen. For dét er også min hverdag og det føles godt at sætte ord på. Jeg har en del tegninger om emnet planlagt også.
Jeg håber at kan leve med at skuffer bliver åbnet, og der bliver jongleret godt og grundigt med humor, hverdag og død herinde.

Share