For det meste er bloggen lidt upersonlig

– Forstået på den måde at jeg værner om mit privatliv.
Jeg tegner meget om mit liv, men sjældent om det der er helt tæt på.
Ind i mellem sker der dog ting, der gør at jeg må tage hånden fra munden og lave et lidt dybere og mere skrifttungt indlæg. Ting, som at miste det job jeg lige havde fået.

At græde snot over et lille deltidsjob, på sølle 7 timer om ugen virker måske absurd.
Men det er det fandme ikke. Nu skal I høre hvorfor.

Jeg har været på dagpenge længe!
Folk der ikke kender til dagpengesystemet mener tit, at det må være fedt bare at gå der og klø sig lidt i røven. De mener tit at vi egentlig bare burde få et job, og komme igang med at bestille noget. Og jo, det er da også fedt at kunne klø sig i røven, uden at tænke på om chefen kigger.
Folk der kender til dagpengesystemet, ved at det også ensomt, sløvende, stressende og gråt. Men det er ikke det værste.
Det værste er drømmene. Drømmene der brister. I starten er drømmene skønne. Man ser alle disse fantastiske jobs. Jobs man, med sin ansøgning, kan drømmer sig helt væk i. Man tænker på alle de ting man skal lave, de mennesker man skal møde – når man får jobbet. Det bliver fedt!
Altså indtil man modtager e-mailen om, at de desværre har valgt til anden side.
Nogle gange er man heldig at komme til samtale. I de tilfælde kan drømmen rigtig vokse sig stor.
Det er fedt!
Altså lige ind til man modtager opringningen om, at de har valgt til anden side.

Når man har skrevet de første 100 ansøgninger, kan det godt føles ret meget mindre fedt at være på dagpenge.
Man begynder at tænke, at der må være noget galt med en, siden man ikke kan få et job. Man begynder at tænke at man sgu da nok ikke er dygtig nok så. Eller rar nok.
Heldigvis er jeg en optimistisk person. Naiv vil nogen sige. Lalleglad vil andre. For selv mens luftkastellerne med drømmejob raslede ned omkring mig, har jeg formået at holde gejsten oppe; ‘Det kommer’ tænkte jeg. Bloggen har været en kæmpe hjælp, uden den at ‘tage mig til’ var jeg helt sikkert gået ned med flaget!

Efter at have søgt ca. 800 jobs, fik jeg et. Godt nok var det kun som tilkaldevikar på en skole. Men det var fedt alligevel; jeg var også næsten helt sikker på at det efter et par måneder ville blive til mere. Jeg var helt sikker på, at jeg snart ville lande en masse tegnejobs, skolen ville ansætte mig fast og livet ville smile (naiv jojo).
Nu kunne det kun gå godt.
Det gjorde det også. Jeg elsker at arbejde på skolen -også selvom de penge jeg tjener der, bliver modregnet mine dagpenge.
Men det blev ikke fast, og de mange tegneopgaver udeblev.
‘Det kommer’ tænkte jeg og søgte på alverdens skoler. Jeg skal for pokker bare have 20 timer om ugen, for at det løber rundt. ‘Det kommer’
Men det kom ikke.
Efter 200 nye ansøgninger- og bristede drømme. Begyndte jeg at tvivle. Tankerne om ikke at være god nok, til trods for at eksamensbeviset sagde noget andet, blev massive. ‘Tegne kan jeg sgu ikke engang’ sagde jeg til mig selv- ‘og min mave er også mega fed!’

Men så skete det; miraklet. Et job. Et drømmejob. Det job jeg har gået og sagt ‘Det kommer’ om.
Godt nok kun 7 timer, men mere efter 3 mdr. lovede den rare mand. Samtalen gik godt. Den første dag gik godt, ansættelseskontrakten kom med hjem til gennemlæsning. Klippekortet til toget blev købt, håret blev redt.
Jeg var klar.
Jeg var mere end klar! Det var som om den lange søgen og indetrængte ‘jeg duer ikke til noget’ lettede. Jeg kunne se det hele ovenfra, se hvilken sump jeg faktisk havde befundet mig i. Jeg var fri.

Men så tikkede der en SMS ind: ‘Beklager, vi kan ikke bruge dig alligevel.’

BANG!
Drømmene sprang, ballonen der havde hejst mig op ad sumpen og ladet mig se det hele ovenfra, blev punkteret. jeg faldt så langt ned i dagpengesumpen, at jeg fandme nærmest druknede.
Nu skal jeg hive mig selv op igen. Glemme mit klarsyn fra da jeg endelig var fri, og lulle mig selv tilbage i tankerne om at ‘Det kommer’.
Nu skal jeg skrive 800 nye ansøgninger og opøve nye drømme. Nu skal jeg begynde forfra. Igen.

Om de efter de 4 timer, mente at kunne vurderer, at jeg simpelthen ikke var god nok. Om de syntes jeg lugtede. Om chefens fætter måske søgte job- eller om der alligevel ikke var råd til at ansætte mig, ved jeg ikke.
Jeg ved bare at jeg er nede. Nede i dagpengesumpen igen. Lort.

Share