At snakke død med børn

– Er ret svært!
For os var det vigtigt, at de forstod at min mor var død. Sådan rigtig forstod det, så de lettere kunne bearbejde det. Derfor valgte vi at tage begge børn med ind og se hende dagen efter hun døde.
Helt sikkert en rigtig beslutning for drengen på 7, som på den måde blev “tvunget” til at reagerer, og ikke holde smerten inde (hvilket han ellers kan være god til). Hans reaktion var voldsom, men god. Vi fik snakket en masse, forklaret, grædt og snakket igen.
Det har været sværere med pigen på 3 år. Egentlig tror jeg også, at det var meget afklarende for hende, at se sin mormor efter hun var død. Men vi havde ærlig talt nok undervurderet hvor konkret en 3 årig opfatter ting.

Min mor var utrolig tynd da hun døde og lå, da børnene så hende, i sengen med kun hovedet over dynen. Dertil kom, at vi fortalte dem, at det kun var mormors krop der kom ned i kisten. Hendes sjæl var fløjet væk.

I pigens hoved må det have lydt noget ala:
Mormors hoved er i sengen – tjek!
Mormors krop er i kisten – tjek!
… og når man kun er 3 år, er det logiske spørgsmål jo selvfølgelig:
hvor_er_mormors_ben
Nej, lille ven. Vi har ikke savet mormor i stykker.
Heldigvis tror jeg efterhånden, efter mange forklaringer og diverse dyne illustrationer (hvor man kun kan se hovedet – selvom at kroppen også er der), at pigen har forstået, at det var hele mormors krop, der kom i kisten.

Undskyld når jeg lyver

– Og siger at at jeg var syg i sidste uge, og derfor ikke var på min plads.
Undskyld når jeg undgår øjenkontakt, med jeres medlidende øjne.
Undskyld når jeg lukker mig inde i mig selv, og sætter lås på døren.
Det er ikke jer, det er mig.

Jeg ved godt, at I vil mig det bedste. Jeg ved godt, at det er okay at græde, og blive ked af det – også blandt jer, søde mennesker.
Men ser I, jeg har et job jeg skal passe, nogle børn der skal have aftensmad og et liv der skal leves. Jeg har desværre ikke tid til at bryde sammen her og der og alle vegne.
Og det gør jeg. Bryder sammen.
Vi snakker ikke våde øjne og bævrende stemme, vi snakker rystende krop og hulken med snot og tårer som et ucharmerende springvand.
Ikke den slags sammenbrud, man lige kan afvikle i 10-pausen.

Så giv mig tid og giv mig plads. Så skal jeg nok lære at smalltalke om min mors sygdom og død – jeg kan det bare ikke helt endnu.
lukker_doeren

For det meste kan jeg godt slippe dem

– tankerne om sygdom og død.
For det meste.
Når hverdagen drøner af sted, er de næsten væk. Når børnene larmer, kartoflerne koger over og man lige skal nå at sætte den der vask med kulørt over, er der stille.
Det er i pauserne de kommer, tankerne; Trænger ind på mig med deres klamme arme og holder fast.
Præcis som da jeg i sin tid kvittede smøgerne – pauserne var de værste.

Ind i mellem føles det som om de slet ikke går rigtig væk, tankerne. Ind i mellem føles det som om de sidder klar hele tiden -parat til at erobre selv de mindste pauser i mine tanker.
Tanker om døden 1
For det meste kan jeg ryste dem af. Især når jeg er sammen med andre er de lette at gemme væk. Alligevel er de der hele tiden; klar til at udfylde huller. Klar til at mase sig ind i sprækker i min tankestrøm.
Tanker om døden 2
Nætterne er de værste.
Jeg gør hvad jeg kan for at holde min hjerne beskæftiget med andre ting inden jeg skal sove. Forsøger at holde tankerne på afstand, så søvnen kan få lov til at indfinde sig.
Alligevel ligger de som en ekstra dyne over mig, klynger sig fast og venter på en åbning til at vokse sig store.
Tanker om døden 3Jeg glæder mig på ingen måde til et liv uden min mor. -Men mand, hvor jeg glæder mig til at have pauserne i mit hoved, for mig selv igen!