Nogle gange har jeg brug for lidt inspiration

– Til nye tegninger altså.
Så jeg spurgte drengen, om han ikke kunne finde på noget sjovt.
‘Prut’ sagde han.
Prut er jo altid sjovt, så jeg bad ham sætte prutten i kontekst. ‘Det skal være noget der sker i virkeligheden’ sagde jeg.
Drengen tænkte længe, og kom så endelig med en virkelighedstro idé: ‘Dig der prutter imens du spiser morgenmad’ sagde han.

Måske er det på tide ikke at være 100% sig selv over for sine børn.
prut-morgenmadNæste gang spørger jeg en anden.
En jeg ikke spiser morgenmad med.

Ej, men han har jo ikke godt af alt det slik!

– Drengen altså.
Det var jo på en måde for hans skyld, at jeg ville spise lidt i smug. – Så han ikke blev så usund, forstås.
Jeg kunne da ikke vide at det ville larme sådan, det slikpapir. Og hvad lister han i det hele taget rundt i køkkenet for? Han burde jo sidde på sit værelse og lege.
slik-i-skjul

Det der med at ligge og vågne

– I ved, sådan ligge lidt og boble i sengen inden man står op.
Ligge og vågne ganske langsomt og tage den nye dag ind.
Kunne strække sin krop efter en nat på langs, gabe og gnide sine øjne. Måske smaske lidt, og vende sig om på den anden side og lukke øjenene 5 minutter mere, inden man vågner rigtigt. Eller 10 minutter.
Bare ligge dér og mærke sin krop vågne imens dagens lyde stille finder en…

– Det var altså sjovere inden jeg fik børn.
sove-længe-med-børn

Jeg ville have 2 grønne bloklys

– Det vidste jeg 2 sekunder efter jeg havde bedt drengen vælge de to han ville.
Han valgte ikke de grønne.
Jeg prøvede at vejlede ham hen mod de grønne, så godt jeg overhovede kunne – men han blev ved at vælge forskellige grimme farver; gerne en af hver.
Til sidst opgav jeg og købte 2 grønne, 1 lilla og 1 orange.
dårlig-til-at-vælge
Jeg tænker at vi kan give de to drengen valgte i gave, engang når han har glemt dem.

Det var ikke mig selv jeg postede brevet til

– det det var til drengen.
Han er så glad for at få post, så jeg tænkte jeg ville overraske ham med et brev. Det var derfor jeg lagde brevet i vores egen postkasse.
Men så gad drengen ikke kigge i postkassen.
– Og så måtte jeg selv hente mit brev .

Det var altså virkelig derfor.

Det virkede bare ikke helt som om min genbo troede på min historie, da han så mig i færd med at hente det brev, han lige havde set mig poste.

brev-til-mig

Jeg tvivler på, at det er så let

– at slå ænder ihjel. -Men hvad ved jeg egentlig om det, jeg har jo ikke prøvet.
Nu kan drengen jo også tale andesprog, forsikrede han mig. Og så kan han jo fortælle ænderne, at de skal ligge stille imens han banker dem ihjel med en pind.
fars-lille-hjælperMåske vi skal give dem lidt toastbrød, ænderne, så de kan blive klar til jul.