Mads

[Nye læsere bør starte fra bunden]

Når jeg arbejde i Bahne kom der ind i mellem en lækker fyr ind i butikken.
Jeg ved faktisk ikke hvad sådan en lækker fyr lavede i Bahne. Måske var han et slags bud, eller også var han glad for at kigge på fine ting.
Måske kom han for at besøge mig? Jeg ved det ikke.
Den lækre fyr var ældre end mig, måske 20 år. Han havde sådan noget lyst og lidt krøllet hår …
Jeg kaldte ham Mads, bare for at føle at jeg kendte ham – hvad jeg jo næsten også gjorde.

Det var om onsdagen Mads kom ind i Bahne.
Nogen gange var klokken 15.05, andre gange var den 15. 11. En enkelt gang sneg klokken sig helt op på 15.28.
Når Mads kom ind i butikken stod han gerne og kiggede lidt rundt, så gik han hen til kassen. Her stod han og ventede til der kom en ekspedient. Mads gav en lille pakke til ekspedienten, som skulle skrive under på et stykke papir, med en kuglepen Mads havde holdt på.
Efter dette gik Mads ud af butikken igen. “Hej-hej” sagde han og smilede med hvide tænder.
Jeg tror faktisk at Mads var et slags bud.

Selvfølgelig kunne jeg ikke gå hen til Mads.
Det var ikke fordi jeg ikke turde, det var mere fordi jeg tænkte, at det var bedre om Mads gik hen til mig.
Jeg tænkte at den bedste måde, at få Mads til at komme hen til mig på, var at lade ham se mig i mit Bahneforklæde. På den måde kunne han se at jeg ikke bare var helt utrolig smuk – men også var fin nok til at arbejde i Bahne.

For en tid var onsdagene fantastiske i Bahne!Den lækre fyr i Bahne

Allerede kl. 14.55 begyndte jeg at kredse om bluserne. Når jeg stod her, kunne Mads se mig, i mit Bahneforklæde, hele vejen hen til butikken. Når jeg stod ved bluserne, var det vigtigt at der var netop den rette mængde krøllede bluser.
Der skulle være nok til, at jeg kunne lægge sammen imens Mads gik hen mod og ind i butikken – men heller ikke flere end at jeg kunne gå efter Mads ind i butikken, uden at efterlade en bunke usammenlagte bluser i kurven.
– Jeg var sikker på at det var den slags sjusk Mads holdt for øje, og jeg var jo en fin Bahneansat.

Når Mads og jeg kom ind i butikken, var det vigtigt at Mads ikke så mig som den første. Hvis han gjorde det, ville han måske tænke at jeg kunne tage imod pakken, og skrive under med den kuglepen han havde holdt på.
Det var ikke fordi jeg ikke turde tage imod pakken, det var mere fordi jeg synes det var bedre, om jeg ikke gjorde det.

Det var altså vigtigt, at jeg sørgede for at holde mig på afstand af Mads og først lade ham se mig, når han allerede havde kontakt med en anden.
Til at starte med gik jeg bare lidt omkring på må og få og kiggede på Mads, imens jeg ordnede de fine ting på hylderne.
Problemet var bare, at Bahne ikke mente jeg burde gå og ordne de fine ting på hylderne. Jeg forstod aldrig rigtig hvorfor det ikke kunne blive en det af min liste, men Bahne mente ikke at det var lige så vigtigt som at ‘Ordne kælderen’ eller ‘Vaske toilettet’.
Bedst som jeg gik og satte en lille stenfugl lidt bedre på plads, kunne Bahne komme hen og mene, at jeg burde gå ned og feje kælderen, eller se til pappet.

Naturligvis prøvede jeg at tage chancen, men selvom det da gik godt nogle onsdage, oplevede jeg en større og større frygt; Tænk om Mads skulle overhøre mig blive beordret ned i kælderen, eller høre mig blive irettesat for ikke at have skuret wc-kummen! Hvad ville han ikke tænke?! Måske ville han tro, at jeg ikke var en rigtig ekspedient.
Den lækre fyr i Bahne

Det blev en trist og frygtsom tid i Bahne!

Hele tiden måtte jeg holde øje med om nogen så mig. Hele tiden måtte jeg sikre mig, at jeg var uden for Mads hørevide. Det blev mere og mere umuligt for mig at lade min indre skønhed udstråle lokkende mod Mads, når jeg gik i evig frygt blandt hylderne med de fine ting.

Heldigvis fandt jeg hurtig en fidus.
En hel uge brugte jeg i paprummet, på at udtænke min plan. Jeg lavede optegnelser over butikken, med en stribede linje for den rute Mads ville befinde på.
Jeg tog tid.
Jeg målte mellemrum mellem tingene i butikken. Jeg rykkede en smule hist og ganske lidt her.
Selvom det var hårdt, og jeg savnede både blusesammenlægning og mine gode pauser op af kosten, arbejdede jeg pligtskyldigt mod mit mål.
Onsdagen efter var jeg klar. Det hele afhang af timing.
Når Mads havde paseret mig foran bluserne, gik jeg ikke med ham ind som før. I stedet spænede jeg så hurtigt jeg kunne rundt om butikken og ind af bagvejen, op af trappen til første skjulested: Bordet med det fine stel og den lange dug.
Her rullede jeg mig ind, og fik pusten imens jeg kunne høre hvordan Mads fik kontakt med en ekspedient.

Den lækre fyr i BahneNæste skjulested: Stativet med de sjove postkort.
Når jeg stod bag stativet med postkort havde jeg godt udsyn. Når jeg var sikker på at kun Mads så i min retning stillede jeg mig lidt ud, rettede på mit Bahneforklæde og lod Mads beskue mig mens jeg kiggede ned og udsendte lokkende signaler.
3 skjulested: Stativet med de lange frakker.
Når jeg kravlede ned mellem frakkerne havde jeg fantastisk udsyn til Mads.
Jeg kunne se ham tage mod det underskrevede papir, vende rundt … og hurtigt som et lyn, hoppede jeg frem af frakkerne, og stod og rette på de fejlplacerede frakker og sende al min charme og skønhed direkte mod Mads på hans vej ud af butikken.
Når jeg sad mellem de lange frakker følte jeg mig lykkelig. Jeg følte hvordan mit hårde arbejde i paprummet havde båret frugt, og sendt mig videre mod kærligheden. Videre mod Mads.

For helvede virksomheder!

Når jeg skriver rundt til virksomheder, så håber jeg på en af to ting:

  • At de vil have et samarbejde med mig
  • At de høfligt takker nej

Okay, det er løgn. Jeg håber kun på det første.

Men nr. 2 er dog også ok. Nr. 2 giver afklaring og lader mig komme videre.
Faktisk er et: “Pis af med dine pissegrimme tegninger – pissemyre!” også ok.
Nej, det er ikke sjovt at få afslag, men der er en ting der er værre! En ting som jeg oplever om og om igen. Den kommer i tre udgaver:

  1. “Et samarbejde siger du – ja, det tror jeg godt vi vil. Lad mig lige vende tilbage…”
  2. “Ja vi er meget interesseret. Lad mig lige vende tilbage, så vi kan aftale detaljerne…”
  3. “Så er det en aftale. Lad mig lige vende tilbage omkring detaljerne…”

Alle tre ville sådan set være ok (HA de ville være pisse gode!) hvis de ikke var efterfulgt af den der lortede stilhed!
Stilhed kun brudt af mine mails. – Måske ind i mellem med et “Undskyld jeg ikke har svaret. Lad mig lige vende tilbage.” Igen efterfulgt af stilhed fra deres side.

Da jeg i oktober var til møde med Bahne, aftalte vi at Bahnepigen skulle med i deres marts katalog. Vi snakkede også om en hel masse andre gode muligheder, de ville helt sikkert gerne have et samarbejde! Hvor fedt!
Da vi tog afsked  fik jeg en vase. Det var sådan en med guldstriber.
Jeg overvejede længe, at give den til en der værdsatte de gyldne striber, men blev enig med mig selv om at vasen skulle blive hos mig. Den skulle blive, som et slags symbol på det gode der nu skulle til at ske.
Det skete ikke. – Og det kommer det nok heller ikke til, for der er kun stilhed.

Bahne er ikke de eneste. Jeg kunne nævne rigtig mange virksomheder, der sikkert med alle mulige gode grunde, har ladet mig (og Gud ved hvor mange andre) hænge, i en stadig tyndere, tråd af håb.
Virksomheder der har fået mig helt op at ringe ved udsigten til et samarbejde. Med udsigten til et job. For så at lade det fise ud i stilheden. Ikke et nej; Stilhed!

VIRKSOMHEDER STRAM OP!
Vis dog for helvede en smule respekt for os, der så gerne vil jer.

– Og vasen?
Ja, lad mig sige det sådan: vores forhold er ikke hvad det har været!
jubilæumsvasen

Pappet

[Nye læsere bør starte fra bunden]

En af de ting der stod på listen under ’skal’ var, at ordne paprummet.
Jeg brød mig ikke om at være i paprummet. Der var et trist og mørkt sted -og Bahne havde slet intet gjort ud af indretningen, selvom lidt friske blomster ville havde gjort meget for stedet.
Det værste ved paprummet var immervæk at der var så meget pap: Papkasser der skulle skæres op, pakkes og sammen med al det andet indpakning køres ned til det store fælles paprum i centeret.
Det var et hårdt og surt slid at skulle bruge, nogen gange, helt op til 15 minutter i paprummet.Bahnepigen i paprummet

Naturligvis prøvede jeg at springe pappet over.
Jeg lod som om jeg gik derned, men i stedet gik jeg ind og holdt en velfortjent pause på lageret.
Det fungerede faktisk ganske fint, men af en eller anden grund blev der bare ved med at komme mere og mere pap. Allerede dagen efter, var der dobbelt så meget; det var næsten som om, at ingen andre gjorde noget for at få det væk, end mig!
Efter 2 uger mente Bahne, at jeg havde glemt at ordne pappet. Og hvad værre var, så satte de mig til at bruge en hel dag på at få ordnet hele rummet.
Det var en hård dag, uden mulighed for pauser eller for at lægge bluser sammen i mit Bahne-forklæde.
Det var sådan en dag der satte sine spor og lagde sig som en mørk sky, over mit ellers så glade sind.
Jeg blev nødt til at ordne pappet hver dag, hvis jeg ikke skulle bryde helt sammen. Det blev jeg frygtelig klar over!

Det blev en hård og mørk tid i Bahne!

Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.Bahnepigen-hopper-i-pap
Når jeg indførte små sjove tiltag, kunne papopskæringen gøres sjov og blive et godt afbræk i min ellers hektiske 2-timers vagt.
Når jeg lagde bobleplasten på gulvet, kunne jeg stå og hoppe på den, imens jeg skar papkasserne op. Det gjorde det hele meget sjovere.
Nogen gange, var der sådan noget bobleplast med store luftlommer. De gav nogle kæmpe brag og fik mig til at grine højt.
Jeg fandt også ud af, at hvis jeg bare hoppede lidt på kasserne, så blev de flade nok til at kunne køres på vognen af én gang. Det var både sjovt og smart.
Når jeg hoppede rundt i Bahnes  paprum følte jeg mig fri.
Alle bekymringer om forestående opgaver forsvandt som dug fra solen.
Jeg kom ofte til at grine højt og mine kinder blussede altid, når jeg kom op fra paprummet.

Bahne sagde, at de var glade for at kunne se, at jeg lagde et godt stykke arbejde i at ordne pappet.
Det var dejligt at være sådan en dygtig og hårdtarbejdende hjælpepige.


Arbejdet på lageret

[Nye læsere bør starte her]

Ind i mellem hentede Bahne mig ind fra bluserne og mente at jeg burde lave andre ting. Andre mere nyttige ting, sagde de.
Ofte satte de mig til at ordne lageret.
Jeg brød mig ikke om at ordne lageret, for her kunne ingen se mig i mit Bahne-forklæde. Alligevel havde lageret én fordel; der kom sjældent nogle.
Tit var jeg træt efter at have arbejdet hårdt med at lægge bluser sammen, så jeg havde brug for en pause i min 2 timers vagt. Bahne mente ikke at jobbet inkluderede en betalt pause. Men det mente jeg nu nok det gjorde.

I starten udså jeg mig et godt og afsidsliggende sted på lageret, et sted hvor jeg kunne sidde uforstyret og holde min pause. Ind i mellem havde jeg lidt kiks med, til at hygge mig med.
bahnepige-spiser-kiksProblemet ved dette var at dog, at der kunne træffe at komme nogen. Godt nok var det ikke særlig tit at der kom nogen på lageret, men jeg fandt det utrolig stressende hele tiden at skulle være parat til fare op og gemme kiks af vejen. Ærlig talt gjorde det at pausen mindre hyggelig.
Jeg forsøgte at sætte mig langt fra trappen der førte ned på lageret, men desværre opdagede jeg at der var flere veje ned. Mange veje.
Det var umuligt for mig rigtig at slappe af, når jeg hele tiden skulle være på vagt.
hænger-op-af-kost

Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus.
Hvis jeg stod med en kost, skulle jeg blot begynde at feje når jeg hørte fodtrin. Det kunne jeg sagtens nå.
Når de så var gået forbi, kunne jeg igen bruge kosten til at hænge op af.
Det tog lidt tid at finde en behagelig stilling til at hænge op af kosten, men jeg gav ikke op, og efter en dedikeret indsats fandt jeg den.
Når jeg stod og hang op af min kost på Bahnes lager, følte jeg mig helt afslappet.
Her kunne jeg tænke på stort og småt, vende dagens små problemer og overveje hvornår jeg mon igen kunne tillade mig at kigge til bluserne.
Ind i mellem flyttede jeg mig også lidt rundt på lageret, og stod forskellige steder og hang op af kosten. Bare for at få lidt adspredelse.

Skulle det så ske at der kom nogen forbi, kunne jeg se irriteret ud og sige ting som: “Jeg syntes her bliver ved med at være støvet, lige meget hvor meget jeg fejer!” På den måde kunne Bahne se hvilken flink og ihærdig hjælpepige jeg var, der sørgede for at holde lageret pænt og rent.

Hjælpepigen

hjælpepigenDa jeg var 14 år havde jeg et fritidsjob i Bahne.
Jeg var ansat som hjælpepige, og skulle hjælpe med diverse småting; rengørring og lagerarbejde primært.

Jeg kunne godt lide at være hjælpepige i Bahne.
Jeg følte mig sej når jeg havde mit Bahne-forklæde på. Bahne var jo en fin butik, og jeg var deres hjælpepige.
Dog havde jeg ét stort problem med at være hjælpepige i Bahne; der var ingen så hvor sej jeg var, når jeg mest skulle være på lageret og i køkkenet, og meget lidt i og udenfor butikken.
– Desuden gad jeg ikke at gøre rent og ordne lageret.
Jeg var hjælpepige i 6 mdr., så indså Bahne at jeg alligevel ikke var den store hjælp.
__________________________

 

 

Det bedste ved at arbejde i Bahne var at lægge bluser sammen.
Bahne lå i et center og udenfor butikken var en kurv med bluser. Igennem dagen blev bluserne rodet af nysgerrige kunder og det var min opgave, som hjælpepige, at lægge bluserne pænt sammen igen.
Hvis der var tid.
Bahne mente ikke at det var min vigtigste opgave. Men det mente jeg nu nok det var.

lægger-bluser-sammen

Når jeg lagde bluser sammen foran butikken følte jeg mig glad.
Her kunne alle se mig i mit Bahne-forklæde. De kunne se at jeg var en vigtig person der havde vigtige ting for.
Ind i mellem kom der også folk forbi der kendte mig og så kunne jeg give dem et hurtigt nik – et af dem der indikerede at jeg havde travlt med vigtigere ting.
Det var fedt at stå der og lægge bluser sammen.

Hver dag, når jeg mødte ind gik jeg ud og så til bluserne – ind i mellem var de dejligt rodede, og jeg kunne bruge lang tid med at folde dem omhyggeligt.
Desværre var det langt fra altid, at bluserne trængte til at blive lagt sammen. Ind i mellem var de så pæne, at det ville virke dumt at stå der.

Nogle gange stod jeg alligevel og hang lidt ved bluserne, men det blev aldrig helt godt.
Heldigvis fandt jeg hurtigt en fidus. Når ingen kiggede rodede jeg selv bluserne til. Så gik jeg lidt rundt på må og få, og kunne så vende tilbage og lægge bluser sammen med god samvittighed. Bahne var jo ikke tjent med sådan en rodet facade.