Når noget lyder for godt til at være sandt…

– Så er det, det nok også.

De mest ihærdige læsere (med god hukommelse) vil måske kunne huske dengang jeg fik et job, for derefter at modtage en sms: “Beklager, vi kan ikke bruge dig alligevel.“.
Dengang var alle jeg fortalte det til, ret bagoverslået over at den slags kunne ske. Det var jeg også selv.

Nu er det så sket igen!
Det hele er så absurd, at jeg har overvejet, om det måske er mig, der har en eller anden brist, så jeg tror at alle omkring mig, går og tilbyder mig arbejde. Måske.
Men jeg tvivler.

Det startede med, at jeg var til en jobsamtale på en opslået fuldtidsstilling, på et familie og skoletilbud på vestsjælland.
Jeg fik ikke jobbet, men lederen ville rigtig gerne ansætte mig nogle faste timer om ugen frem til januar. Og hvis jeg havde lyst, så kunne vi jo forlænge, sagde han.
Det lød vildt godt – især det med at jeg selv kunne finde ud af hvor mange timer jeg ønskede. De ville bare gerne have mig, sagde han.

Boblende af lykke, over at jeg havde opnået det næsten umulige; at få en fast deltidsansættelse, fandt jeg frem til et timetal og vendte tilbage.
Fint – fint. Det hele var fint. De ville udarbejde et skema næste onsdag, og så ville han ringe. Fint.

Hold kæft hvor lagde jeg mange planer, i dagene frem til onsdag!
Sådan et job ville gøre det muligt, at drive min egen lille biks ved side af, og stadig kunne betale de faste regninger. Helt seriøst, ved I hvor svært det er at få nogen til at ansætte en 10-20 timer, fast?!
Det er næsten umuligt! Og endnu mere umuligt, når man er lærer…
Det her var jobbet, jeg havde drømt om, ingen tvivl om det!

Og så blev det onsdag.
Og så blev det torsdag.
Og så blev det fredag.
Da jeg selv ringede op mandag, var min mavefornemmelse allerede pænt dårlig.
“Vi har desværre ikke fundet helt ud af noget endnu” Lød meldingen da også. “Der er nogle, der mener at vi hellere bør ansætte en mand…” “Jeg vender tilbage.”
To dage gik, og da telefonen ringede på tredjedagen var jeg egentlig ikke overrasket: “Desværre.” “De VIL altså hellere have en mand.” Sagde lederen.
Efter det sagde jeg vist nok en hel del ukvemsord, og nogle af dem nok også ganske højt.

– Og nu står jeg så her – endnu engang med håret i postkassen, endnu engang uden arbejde, og føler mig pænt røvrendt og pænt sur over at have spildt næsten 3 uger, på at glæde mig til et job jeg alligevel ikke fik!
De vil ansætte en mand

Share

Grunden til stilheden

Hold op, hvor er jeg glad for mine gæstebloggere for tiden!
Min egen stilhed herinde, er der flere grunde til.
Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at manglende ideer ikke var én af dem. – Men er det i meget høj grad!
Jeg har været nede i idétomme huller før, men sjældent som dette; jeg er helt blank! Der er stort set intet at komme efter.

Grunden til at min hjerne gør knuder, når det kommer til det kreative og morsomme, er nok at pladsen simpelthen er fyldt op med andre, mindre kreative og morsomme ting.

Min mor er jo som bekendt meget syg af kræft.
Hun har det stadig okay, de fleste dage -men sygdommen er nu så fremskreden, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes krop giver efter, og hun bliver rigtig syg.
Hvor længe ved vi ikke. Hvilket på en eller anden måde, er en kæmpe stressfaktor; Har hun 3 måneder tilbage? Et år? -Eller kun nogle få uger?
… Og så igen, sådan er det jo for os alle sammen; bare i en lidt større målestok.
Jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for at min mor skal dø. Jeg tror bare, at jeg kommer til at savne hende helt ekstremt meget!

En anden grund er mit job som lærer.
Faktisk er det blevet bedre. Meget bedre!
Jeg er blevet bedre til at håndtere den massive mængde støj og kaos, der ofte er i sådan et klasselokale. Jeg prøver at blive bedre til at bevare overblikket og være konsekvent (begge ting, som jeg i årevis har brystet mig af at være mægtig sej til… men så blev jeg lærer.)
Jeg knokler for at lære at lægge det fra mig, når jeg kommer hjem. … Ja, jeg er endog begyndt at holde lidt af ungerne.
– Det ER blevet bedre! Men det er stadig hårdt og stadig utrolig tidskrævende!

Ud over disse ting, forsøger jeg ihærdigt at samle ideer og tid, til at tegne både en børnebog og den ugentlige “Striben” for Responsum.
Desuden kigger vi efter hus (i Sorø by, sig gerne til), min mands projekt gennem de sidste 4 år, er ved at være klar til at se dagens lys.
– Og jeg forsøger at opøve mine evner inden for programmering, så et undervisningsjob inden for det felt, bliver en mulighed.

Faktisk kan jeg godt forstå min hjerne, når den gør lidt knuder.
Jeg prøver dog at holde den lidt på sporet herinde. Den skulle jo gerne være klar til at tage fat, engang når resten af mig er det.

Share

Jeg har vildt travlt i dag!

– Det er helt sindsygt, så meget arbejde jeg skal nå!
Heldigvis har jeg lavet sådan et smart system, så jeg lige ved hvor lang tid jeg har til hver opgave.
På den måde, kan jeg faktisk sagtens nå det hele, inden ungerne skal hentes klokken tre.

Eller altså det kunne jeg have nået. Problemet var bare, at jeg blev så stresset over alle de ting jeg skulle nå, at jeg blev nødt til at tage en mig lille lur.
For stresset til at arbejde
Puha – jeg får vildt travlt i morgen. Godt jeg har mit system!

Share

Jeg søger job…

– Åh hvor jeg søger job!
Selvom det er ganske grænseoverskridende at poste dette indlæg, gør jeg det alligevel. 
For hold nu kæft hvor har min vej mod et (stadig manglende) job været lang – og helt utrolig tragikomisk.
I må gerne grine med mig – så længe I ikke kalder mig ’spændende’ …
_________

Efter min uddannelse som lærer var jeg klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare ud og have et fast job med nogle skønne unger.
Desværre lykkedes det kun at få nogle vikariater, og da jeg blev gravid med drengen, løb jeg ind i helt nye problemer udfordringer.
JobsamtaleEfter jeg havde fået drengen og jobbene stadig ikke dumpede ned i min hat, måtte jeg tænke nyt: Ny uddannelse – nye muligheder!
Efter 2 år på en øjenåbnende uddannelse som multimediedesigner – var jeg klar til at lægge verden ned!
Det var helt klart det her jeg skulle! Ikke flere lærervikariater, jeg skulle være multimediedesigner.
Nu skulle jeg bare ud og have en hel masse erfaring, til at bakke min teoretiske viden op.
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_2

Nå, ja og så blev jeg også gravid igen – hvilket ikke ligefrem gjorde noget lettere.
Min barsel brugte jeg (ud over på at amme, skifte bleer og være vågen om natten) på bygge bloggen her op.
Det gik sgu helt godt i en periode – og da pigen startede i vuggestue var jeg igen klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle ud og være selvstændig!
Når jobbene ikke kommer til dig, må du skabe dem selv. Jeg skulle være tegner!
– Og det gik da også – næsten.
Desværre er vi mange om budet, så de der børnebøger jeg gerne ville illustrere, de der guides jeg gerne ville lave og de de tegneserier jeg gerne ville tegne, kom ikke. I hvert fald kom der ikke nok.
‘Du skal bare gøre det! ‘ sagde folk – ‘Opsøg det selv!’
Så det gjorde jeg. Hold nu op, hvor jeg opsøgte det selv!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_3

Men for fanden i helvede!

Men når nu jobbene ikke kom ad den vej, så måtte jeg jo tænke nyt!
Jeg fik et job på en efterskole – så kunne jeg supplerer min indkomst fra tegnearbejdet med det. Jobbet viste sig at være fantastisk – og jeg var nu klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare have nogle flere faste timer, så jeg var sikker på at det hele kunne løbe rundt!
Desværre løb jeg ind i nogle problemer udfordringer.

jobsamtale_4

Jobcenteret bad mig om at tænke nyt.
Så det gjorde jeg: Jeg ville lave hjemmesider. Hjemmesider kan alle bruge. – Og jeg er god til at lave dem!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_5

‘Der er altid arbejde, til dem der vil arbejde.’ Siger folk.
‘Jamen så find dig dog et arbejde.’ Siger folk.
‘Du lægger også samfundet til last.’ Siger folk.

Så jeg tænkte nyt. Igen.
Alle de her tegne-tanker og drømme om at få et job som multimediedesigner, eller at kunne leve af at være selvstændig, blev jo ikke til noget.
Men et helt almindeligt lærerjob, det måtte jeg da kunne få! Dem er der jo alligevel ingen der vil have længere, nu hvor vilkårene er blevet så dårlige.
Det kunne blive ret fedt faktisk. En ny udfordring, glæden ved at arbejde med børn igen – og ikke mindst en stabil indkomst og et sikkert arbejde.
Jeg var faktisk igen helt klar til at lægge verden ned!
Desværre er jeg netop løbet ind i et par problemer udfordringer.

jobsamtale_6

Heldigvis kan jeg jo bare tænke nyt.
– Og så er jeg jo i øvrigt også en utrolig spændende og interessant person.

Share