Er jeg blogger eller blotter?

Eller begge dele?
For er det ikke det, det (også) betyder, at være blogger? At man blotter sit liv for omverdenen og håber på, at de trykker “like” de rigtige steder?

Egentlig har jeg nok altid været en lidt dårlig blogger, lige på dét punkt. Selvom jeg deler ganske meget fra mit liv, er det oftest de lidt mindre ting -sjove hverdagssituationer, for det meste.
De store ting skriver jeg ikke meget om, heller ikke selvom jeg godt ved at det faktisk er netop det vi bloglæsere gerne vil have, mig selv inklussiv.
Jeg kan også se, at indlæg som dette om arbejdsløshed og dette om min mors sygdom er nogle af de mest læste. Indlæg der går lidt tættere på.

Jeg holder meget af at lave de indlæg, der er lidt dybere end et ‘ha-ha’.
Ind i mellem går det bare for tæt på. I perioder hvor jeg i forvejen er lidt afskrællet, sådan rent følelsesmæssigt, er det svært at åbne op og dele. Sådan er det lige for tiden, derfor deler jeg heller ikke så meget om min mor herinde. Heller ikke selvom det netop er hende, hendes sygdom og min plejeorlov der fylder i mit liv og i mit hoved. -Nok netop derfor. Det går for tæt på.
Samtidig føles det underligt at blande hverdagshumor med noget så meget i den anden grøft.
Jo-jo jeg skrev godt nok at det var planen, men det blev sgu for underligt i mit eget hoved, i hvert fald lige nu.
Jeg kommer helt sikkert til at skrive og tegne mere om min mor, men det bliver på et tidspunkt hvor det hele er kommet mere på afstand.

Om det ikke føles mærkeligt, at tegne om lange patter, kold kaffe og skøre børnehistorier, når nu sygdommen og alt det triste fylder så meget i mit liv?
Jo.
Ind i mellem føles det sgu da vildt underligt og overfladisk -men det er også mit tilflugtssted, hvor min hjerne får lov til at tænke på andet end sygdom og død, for der er heldigvis også andet! Meget andet.

Tak fordi I læser med!
kærlighed

Share

For det meste kan jeg godt slippe dem

– tankerne om sygdom og død.
For det meste.
Når hverdagen drøner af sted, er de næsten væk. Når børnene larmer, kartoflerne koger over og man lige skal nå at sætte den der vask med kulørt over, er der stille.
Det er i pauserne de kommer, tankerne; Trænger ind på mig med deres klamme arme og holder fast.
Præcis som da jeg i sin tid kvittede smøgerne – pauserne var de værste.

Ind i mellem føles det som om de slet ikke går rigtig væk, tankerne. Ind i mellem føles det som om de sidder klar hele tiden -parat til at erobre selv de mindste pauser i mine tanker.
Tanker om døden 1
For det meste kan jeg ryste dem af. Især når jeg er sammen med andre er de lette at gemme væk. Alligevel er de der hele tiden; klar til at udfylde huller. Klar til at mase sig ind i sprækker i min tankestrøm.
Tanker om døden 2
Nætterne er de værste.
Jeg gør hvad jeg kan for at holde min hjerne beskæftiget med andre ting inden jeg skal sove. Forsøger at holde tankerne på afstand, så søvnen kan få lov til at indfinde sig.
Alligevel ligger de som en ekstra dyne over mig, klynger sig fast og venter på en åbning til at vokse sig store.
Tanker om døden 3Jeg glæder mig på ingen måde til et liv uden min mor. -Men mand, hvor jeg glæder mig til at have pauserne i mit hoved, for mig selv igen!

Share

Der kom en dame cyklende

Der i solen og det spæde forår lignede hun min mor.
Damen smilede og selvom jeg godt vidste at jeg tog fejl, lod jeg et øjeblik tanken trænge ind; måske var det min mor der kom cyklende dér med solen i ryggen.
Damen kørte forbi mig, det var ikke min mor. Min mor kommer aldrig til at cykle igen.

Men det gør jeg.
Jeg smider pigen i cykelstolen og sammen cykler vi ud i solskinnet.

Share

Undskyld … men hvornår dør du egentlig?

Da jeg postede mit indlæg i fredags, havde jeg slet ikke regnet med den kæmpe opbakning og alle de virtuelle krammere I sendte min vej. I er virkelig nogle fantastiske læsere!
Tak fordi I er her!

En skrev, at hun havde svært ved at skrive noget, uden at virke en smule morbid.
Selvom jeg nu synes, at det lykkedes ret godt for hende, så kan netop dét med at undgå at virke morbid, godt være svært. Faktisk så svært at jeg efterhånden dagligt finder mig selv tænke eller sige ting, der egentlig er ganske upassende.
Ting som: “Gad vide hvor langt jeg egentlig ville kunne løbe med min mor på ryggen, nu hvor hun har tabt sig så meget?” Eller “Ulempen ved at hun ikke tabte sit hår i kemo, er at det er så pokkers svært at vaske…”
-Eller den hyppigste af dem alle: “Gad vide hvornår hun dør?”

I starten blev jeg nærmest flov, når sådan en tanke poppede op og skyndte mig at gemme den væk.
Det gør jeg ikke mere, for helt ærligt så tror jeg at lidt morbide tanker, kan være ganske sunde -også når det kommer til at nedbryde tabuet omkring sygdom og død.
Ikke at man skal glemme alt om finfølelse, men nogle gange er det altså virkelig befriende også at kunne grine lidt, af hele den i grunden absurde situation man står i.
hvornår_dør_du

Share

"Kræft æde mig"…

– Egentlig ikke et udtryk min mor har brugt.  Alligevel er det det der er ved at ske. Kræften æder hende. Æder hende op indefra – æder løs af hendes muskler og hendes fedt. Æder af den person hun var engang.

Jeg tror at alle der har været tæt på en døende person, vil være enige når jeg siger at det ikke er til at holde ud; tankerne, følelserne. Det der var og det der kommer.
Det er en venten på noget man ikke ønsker. En slags limbo hvor man er fanget i tid og rum, hvor man længes efter at slippe fri -men samtidig holder krampagtigt fast i det der er.
Det er ikke til at holde ud.
Alligevel holder man det ud; sygdom bliver hverdag og noget man snakker om over aftensbordet. Døden flytter ind som en jævnlig tanke, som kun gør rigtig ondt når man giver sig selv lov til at tænke over, hvad den egentlig betyder.
Jeg hader det.

Min mor elsker jeg.
I går var vi nede i hendes galleri. Det er første gang i den måned jeg nu har haft plejeorlov hos hende.
Vi sad dernede i 15 minutter, kiggede rundt på alle hendes værker og græd over alt det hun engang kunne og ikke længere kan.
“Der er bare så meget at sige farvel til.” Sagde min mor og jeg kunne kun være enig.
Gad vide om hun kommer ned i sit galleri igen?

______________________
Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle skrive om min mors sygdom her på bloggen.
Jeg har været i tvivl om det ville passe ind, på denne humor/hverdagsblog. Jeg har overvejet om jeg turde åbne for dén skuffe og lade så mange mennesker kigge med.
Jeg har også været i tvivl, om om jeg overhovedet kunne fortsætte med mine almindelige hverdagstegninger, når en så alvorlig ting er ved at ske. Og om det ville virke forkert og grotesk at tegne om pinlige indkøb og fjollede børnehistorier når min mor er ved at dø…
Det er muligt at det er en smule grotesk … men det er stadig min hverdag. Alt er ikke sygdom og død (heldigvis!) og helt ærlig, så er det lidt en befrielse at kunne rette fokus mod noget helt andet herinde.
Hverdagstegningerne bliver. Humoren også.

Og død? Kan man virkelig spice det hele op med lidt sygdom og død også?
Jeg tager jeg chancen. For dét er også min hverdag og det føles godt at sætte ord på. Jeg har en del tegninger om emnet planlagt også.
Jeg håber at kan leve med at skuffer bliver åbnet, og der bliver jongleret godt og grundigt med humor, hverdag og død herinde.

Share

Grunden til stilheden

Hold op, hvor er jeg glad for mine gæstebloggere for tiden!
Min egen stilhed herinde, er der flere grunde til.
Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at manglende ideer ikke var én af dem. – Men er det i meget høj grad!
Jeg har været nede i idétomme huller før, men sjældent som dette; jeg er helt blank! Der er stort set intet at komme efter.

Grunden til at min hjerne gør knuder, når det kommer til det kreative og morsomme, er nok at pladsen simpelthen er fyldt op med andre, mindre kreative og morsomme ting.

Min mor er jo som bekendt meget syg af kræft.
Hun har det stadig okay, de fleste dage -men sygdommen er nu så fremskreden, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes krop giver efter, og hun bliver rigtig syg.
Hvor længe ved vi ikke. Hvilket på en eller anden måde, er en kæmpe stressfaktor; Har hun 3 måneder tilbage? Et år? -Eller kun nogle få uger?
… Og så igen, sådan er det jo for os alle sammen; bare i en lidt større målestok.
Jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for at min mor skal dø. Jeg tror bare, at jeg kommer til at savne hende helt ekstremt meget!

En anden grund er mit job som lærer.
Faktisk er det blevet bedre. Meget bedre!
Jeg er blevet bedre til at håndtere den massive mængde støj og kaos, der ofte er i sådan et klasselokale. Jeg prøver at blive bedre til at bevare overblikket og være konsekvent (begge ting, som jeg i årevis har brystet mig af at være mægtig sej til… men så blev jeg lærer.)
Jeg knokler for at lære at lægge det fra mig, når jeg kommer hjem. … Ja, jeg er endog begyndt at holde lidt af ungerne.
– Det ER blevet bedre! Men det er stadig hårdt og stadig utrolig tidskrævende!

Ud over disse ting, forsøger jeg ihærdigt at samle ideer og tid, til at tegne både en børnebog og den ugentlige “Striben” for Responsum.
Desuden kigger vi efter hus (i Sorø by, sig gerne til), min mands projekt gennem de sidste 4 år, er ved at være klar til at se dagens lys.
– Og jeg forsøger at opøve mine evner inden for programmering, så et undervisningsjob inden for det felt, bliver en mulighed.

Faktisk kan jeg godt forstå min hjerne, når den gør lidt knuder.
Jeg prøver dog at holde den lidt på sporet herinde. Den skulle jo gerne være klar til at tage fat, engang når resten af mig er det.

Share

Hvis sygdommen var min ven

– ville den være en pænt nederenen en af slagsen!
Den ville være sådan én, man aldrig rigtig orkede at få på besøg. Sådan en man ville have slettet fra sin venneliste for længe siden, hvis ikke den havde været så pokkers insisterende!
Sygdommen ville man ikke inviterede. Naturligvis ikke.
Nej, sygdommen ville være en der dukkede uanmeldt op. Altid på de mest upassende tidspunkter.Sygdom på besøgSelvfølgelig ville man forsøge at få sygdommen til at gå igen. Man ville sige ting som; ‘Det passer faktisk virkelig dårligt, lige nu.’ Eller; ‘Jeg har en masse arbejde jeg skal have lavet.’
Hints som dette,  ville sygdommen ikke fatte; ‘Tag dig ikke af mig.’ ville den sige, imens den masede sig vej gennem døren. – ‘Du vil slet ikke bemærke at jeg er her.’

Og så var man fanget med den.

Man ville helt sikkert prøve at få den hurtigt ud af døren igen, men sygdommen ville ikke have travlt. Den ville blive hængende med dens ulidelige jappen om ligegyldige ting, til man til sidst ville være frataget al energi og næsten ikke orkede at gøre modstand.
Måske ville man alligevel forsøge at peppe stemningen op. Fortælle sjove eller interessante historier, men de ville helt bøje af på sygdommen, som om den slet ikke var modtagelig for den slags.
Dens egne beretninger ville være lange, kedelige gentagelser om ligegyldigheder fra dens triste liv.
Sygdommen ville drænede ens glæde og livsenergi med dens blotte tilstedeværelse.Sygdommen på besøgMåske ville man prøve at gå igang med andre ting mens den var der – men sygdommen ville da bare gå med. Den ville gå med i køkkenet, når man gik ud for at lave en kop the – og stå i vejen ved alle skabene, mens den snakkede en lige ind i hovedet med en høj og skinger stemme.

Gik man på toilettet, ville den stå dér på den anden side af døren og råbe sine uinteressante og lange beretninger til en.Sygdommen som gæstDet ville ikke være korte besøg man fik af sygdommen. Næ nej. Den ville sagtens kunne finde på at blive et par dage – eller en uge.
Ikke nok med at man havde den om dagen, den ville også insistere på, at man da alle kunne sove i sengen om natten. Så ville den ligge dér og holde en vågen med sin snorken og dårlige ånde.

Sove med sygdommenNår sygdommen endelig forlod en, og man skulle til at ånde lettet op, opbygge ny energi og indhente alle de ting man ikke fik gjort imens sygdommen huserede ens hjem.
– Ja, så kunne den finde på at dukke op igen. Bare fordi det var så super hyggeligt sidst.

… Sygdommen ville fandme være en nederen ven!

Share