Jeg har lavet en ny TV-serie

Jeg mangler lige at aftale det sidste med DR, men jeg er allerede sikker på at den bliver en kæmpe succes!

Jeg har set SKAM. Og som så mange andre voksne kvinder elskede jeg den. Det fede ved en serie som SKAM, er muligheden for at genopleve sin ungdoms intriger, venskaber og forelskelser.
Det knap så fede er følelsen af at være virkelig gammel og savnet af en tid der aldrig kommer tilbage.

Det er her jeg kommer ind i billedet!
For min nye TV-serie skal handle om os. Forældrene.
Selvfølgelig skal den udspille sig samme sted, som alle andre ungdomsserier gør; på skolen. Men i stedet for at følge de unge og smukke, følger vi nogle vi virkelig kan identifiere os med; forældrene til folkeskolen indskoling og mellemtrin.

Kammeret starter med et par stilbilleder af skolegården, og langsomt zoomes der ind på en af seriens hovedpersoner; Lone. 
Lone kom lidt sent ud af døren og skal når at aflevere sine to børn, inden hun skal møde på ældrecenteret kl. 8.
Lone skynder sig op af trappen til klasselokalet. Hun har stadig cykelhjelmen på hovedet, og er iført en gråbrun fleecetrøje. 

På vej op ad trappen ser vi et glimt af seriens anden hovedperson: Rune. 
Rune er fornylig blevet skilt fra konen, og overvejer nu sit liv og sin seksualitet. (Jeg ser allerede nogle frække kyssescener med skolens erfarne pedel Arne)

Jamen det kan da kun blive et hit!

Jeg ser konflikter i klasserådet. Problemer med, at Anja gang på gang melder sig til opgaver, men så alligevel springer fra i sidste øjeblik.
Naturligvis bliver der en masse forelskelser og knuste hjerter.
Eller måske mest bare nogle lange blikke efter Sune, der er far til Mia i 4.C – og er lidt pænere en alle de andre fædre.

– Og så er der jo festerne! Skolefesterne, hvor der kan blive kysset igennem på 1B’s toilet, og delt en tår alkohol fra en skjult lommelærke… Eller måske bare siddet og snakket om huslån og nye gardiner. Hvem ved – alt kan blive spændene.

Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, så DR; I ringer bare.

 

Share

Nej! Jeg hedder Tidsel! TIS-el!

– Jeg er jo folkeskolelærer.

Lad mig være ærlig og sige, at det ikke var mit første valg på jobpaletten. Dog er det er et job, jeg på grund af en god arbejdsplads og søde kollegaer har lært at holde af.
Det også selvom jeg ofte føler, at jeg bliver nødt til at iklæde mig en maske af surhed, for at få, bare en smule, respekt og ro i timerne.

Lige for tiden, og indtil mit faste skema træder i kraft, er jeg vikar …
Hvilket betyder at surhedsmasken pt. skal klæbes så fast, at den næsten gør ondt.
Jeg hader den maske. Især fordi jeg indenunder er sådan en sød, umiddelbar, fjollet og kreativ person. Jeg er faktisk meget lidt sur. Meget lidt hård.

Problemet med min maske er også, at når kaoset og larmen i klassen når et vist punkt, så presser masken mod min hjernen, så den vælger at fokusere på nogle, måske ikke helt oplagte ting.
Som når klassen i kor råber: “Hun hedder TIDSEL!” “Ha-ha-ha! TIDSEL.”
Og en lille pige, midt i det hele, prikker mig på skulderen og siger: “Peter kalder dig TIS.” Ja, så synes min hjerne, at det vigtige her, er at forklare den lille pige hvordan Tidsel udtales.
“Det er TIS-el! TIS-el.” “Jeg hedder TIS-el!”

Godt jeg snart får et fast skema.
tidsel

Share

4 grunde til at jeg hader smartboards

Jeg ved egentlig ikke hvornår det skete, for jeg har altid kun hørt om det modsatte; men det jo være sket -også selvom ingen rigtig har hørt om det.

Det der skete var, at nogen skoler havde en masse penge som de ikke lige vidste hvad de skulle bruge på.
“Vi kan da bruge dem på at købe Ipads til alle skolens elever, og i øvrigt ikke rigtig bruge dem i undervisningen.” Var der nogen af skolerne der tænkte og gjorde.
“Vi skal da købe en helt masse programmeringsudstyr -og stille kasserne uåbnet i kælderen.” Var der andre skoler der tænkte og gjorde.

Men der var også nogen skoler der tænkte større: “Vi skal være en teknologisk forgangsskole tænkte de! Ud med alle de der gamle tavler -de kan alligevel kun bruges til at skrive på. Ind med en masse smartboards!”
Og så købte skolerne smartboards og fik sikkert en masse ros, af en masse vigtige folk.
….
De får ikke ros af mig. Ikke med dét i hvert fald.
Jeg kan nævne mange ting der er galt ved smartbords, men jeg har begrænset mig til de 4 vigtigste:

4 grunde til at jeg hader smartboards:

  1. Navnet, for at starte et sted.
    Smartboards er ikke smarte! De er virkelig ikke smarte!
  2. Opstarttiden.
    Denne gør at man død og pine skal være i klassen min. 5-10 minutter inden timens start. Man skal i øvrigt også huske at tænde på alle knapperne -også dem som egentlig altid burde være tændt, men nogen gange ikke er det, og dem man ikke kan nå.
  3. Man kan ikke skrive på det.
    Eller jo – nogen gange kan man. Nogen gange kan man ikke.
    Nogen gange kan man kun skrive en lille smule. Nogen gange kan man også skrive hele sætninger.
    Nogen gange skriver man ikke der hvor man tror man skriver. Andre gange skriver man bare langsommere end man tro.
    Nogen gange hakker bogstaverne. Altid ligner det lort.
  4. Man kan ikke pege på det.
    Eller jo – men så skriver man -altså nogen gange.
      Men på den anden side, er det vel ret fedt at kunne kalde sig en teknologisk forgangsskole. Pyt med om det går en lille smule ud over undervisningen, den er jo også lidt for nem i forvejen.

Hvorfor jeg hader smartboards

Share