Når noget lyder for godt til at være sandt…

– Så er det, det nok også.

De mest ihærdige læsere (med god hukommelse) vil måske kunne huske dengang jeg fik et job, for derefter at modtage en sms: “Beklager, vi kan ikke bruge dig alligevel.“.
Dengang var alle jeg fortalte det til, ret bagoverslået over at den slags kunne ske. Det var jeg også selv.

Nu er det så sket igen!
Det hele er så absurd, at jeg har overvejet, om det måske er mig, der har en eller anden brist, så jeg tror at alle omkring mig, går og tilbyder mig arbejde. Måske.
Men jeg tvivler.

Det startede med, at jeg var til en jobsamtale på en opslået fuldtidsstilling, på et familie og skoletilbud på vestsjælland.
Jeg fik ikke jobbet, men lederen ville rigtig gerne ansætte mig nogle faste timer om ugen frem til januar. Og hvis jeg havde lyst, så kunne vi jo forlænge, sagde han.
Det lød vildt godt – især det med at jeg selv kunne finde ud af hvor mange timer jeg ønskede. De ville bare gerne have mig, sagde han.

Boblende af lykke, over at jeg havde opnået det næsten umulige; at få en fast deltidsansættelse, fandt jeg frem til et timetal og vendte tilbage.
Fint – fint. Det hele var fint. De ville udarbejde et skema næste onsdag, og så ville han ringe. Fint.

Hold kæft hvor lagde jeg mange planer, i dagene frem til onsdag!
Sådan et job ville gøre det muligt, at drive min egen lille biks ved side af, og stadig kunne betale de faste regninger. Helt seriøst, ved I hvor svært det er at få nogen til at ansætte en 10-20 timer, fast?!
Det er næsten umuligt! Og endnu mere umuligt, når man er lærer…
Det her var jobbet, jeg havde drømt om, ingen tvivl om det!

Og så blev det onsdag.
Og så blev det torsdag.
Og så blev det fredag.
Da jeg selv ringede op mandag, var min mavefornemmelse allerede pænt dårlig.
“Vi har desværre ikke fundet helt ud af noget endnu” Lød meldingen da også. “Der er nogle, der mener at vi hellere bør ansætte en mand…” “Jeg vender tilbage.”
To dage gik, og da telefonen ringede på tredjedagen var jeg egentlig ikke overrasket: “Desværre.” “De VIL altså hellere have en mand.” Sagde lederen.
Efter det sagde jeg vist nok en hel del ukvemsord, og nogle af dem nok også ganske højt.

– Og nu står jeg så her – endnu engang med håret i postkassen, endnu engang uden arbejde, og føler mig pænt røvrendt og pænt sur over at have spildt næsten 3 uger, på at glæde mig til et job jeg alligevel ikke fik!
De vil ansætte en mand

Share

Sidste skoledag

Drengen har sidste skoledag i dag. Sidste dag som 1 klassebarn.

Jeg har også sidste skoledag i dag. Det vil sige, eleverne fra den skole hvor jeg arbejdede, har sidste skoledag i dag.
Min egen sidste skoledag ligger et par uger tilbage, hvor mit drømmejob ændrede sig til et job, jeg ikke længere kunne se mig selv i. Jeg øver mig i at lytte til mig selv; jeg var dygtig og sagde stop.

Hvad så nu?
Søger man her på bloggen vil ordene “Hvad så nu?”, nok komme op en hel del gange; jeg har stået her før og ikke vidst hvilken vej jeg skulle gå, eller hvilke veje der overhovedet var farbare.
De sidste mange år, har været mere uden arbejde end med. Jo, uddannelse, barsel og plejeorlov har taget sin del, men arbejdsløsheden har også fyldt.
Nu er jeg her igen.

Hvad så nu?
Jeg har været i folkeskolen, men var jeg blevet der længere, er jeg ret sikker på, at jeg var gået ned med stress.
Jeg har været i specialundervisningen, og selvom jeg har været god til at skjule det for mig selv, så er dette arbejde heller ikke sundt for min psyke.
Desværre, for jeg holder utrolig meget af mennesker og af børn. Jeg holder af at undervise og af at fortælle.

Hvad så nu?
Hvad gør en arbejdsløs lærer nu?
Tør den arbejdsløse lærer at springe ud i uvishedens land, og åbne for skivebordsskuffen hvor ideerne ligger i hobetal? Kan hun overhovedet det? Har hun selvdisciplin nok? Har hun råd? Og er hun overhovedet så dygtig, som hun selv går og tror?

– Eller ender hun med at skrive igen om et halv års tid; “Hvad så nu?”

Share

Grunden til stilheden

Hold op, hvor er jeg glad for mine gæstebloggere for tiden!
Min egen stilhed herinde, er der flere grunde til.
Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at manglende ideer ikke var én af dem. – Men er det i meget høj grad!
Jeg har været nede i idétomme huller før, men sjældent som dette; jeg er helt blank! Der er stort set intet at komme efter.

Grunden til at min hjerne gør knuder, når det kommer til det kreative og morsomme, er nok at pladsen simpelthen er fyldt op med andre, mindre kreative og morsomme ting.

Min mor er jo som bekendt meget syg af kræft.
Hun har det stadig okay, de fleste dage -men sygdommen er nu så fremskreden, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes krop giver efter, og hun bliver rigtig syg.
Hvor længe ved vi ikke. Hvilket på en eller anden måde, er en kæmpe stressfaktor; Har hun 3 måneder tilbage? Et år? -Eller kun nogle få uger?
… Og så igen, sådan er det jo for os alle sammen; bare i en lidt større målestok.
Jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for at min mor skal dø. Jeg tror bare, at jeg kommer til at savne hende helt ekstremt meget!

En anden grund er mit job som lærer.
Faktisk er det blevet bedre. Meget bedre!
Jeg er blevet bedre til at håndtere den massive mængde støj og kaos, der ofte er i sådan et klasselokale. Jeg prøver at blive bedre til at bevare overblikket og være konsekvent (begge ting, som jeg i årevis har brystet mig af at være mægtig sej til… men så blev jeg lærer.)
Jeg knokler for at lære at lægge det fra mig, når jeg kommer hjem. … Ja, jeg er endog begyndt at holde lidt af ungerne.
– Det ER blevet bedre! Men det er stadig hårdt og stadig utrolig tidskrævende!

Ud over disse ting, forsøger jeg ihærdigt at samle ideer og tid, til at tegne både en børnebog og den ugentlige “Striben” for Responsum.
Desuden kigger vi efter hus (i Sorø by, sig gerne til), min mands projekt gennem de sidste 4 år, er ved at være klar til at se dagens lys.
– Og jeg forsøger at opøve mine evner inden for programmering, så et undervisningsjob inden for det felt, bliver en mulighed.

Faktisk kan jeg godt forstå min hjerne, når den gør lidt knuder.
Jeg prøver dog at holde den lidt på sporet herinde. Den skulle jo gerne være klar til at tage fat, engang når resten af mig er det.

Share

Jeg havde ret høje forventninger

– Til den der 30 timers lærer-stilling, med fri hver fredag.
Jeg tænkte lidt, at det ville efterlade tid til både børn, tegning og alt mulig andet.
30 timer var trods alt nogenlunde hvad jeg arbejdede som selvstændig inden. (Og jo, man kan godt kalde det arbejde, selvom jeg ikke fik løn.)

 

Hvordan jeg troede det ville væreJeg havde bare glemt en lille detalje; tid man får løn for- og tid man reelt bruger som folkeskolelærer, er to vidt forskellige ting. I hvertfald som ny lærer.
Min 30 timers stilling har derfor vist sig at være en 40+ timers. Dertil kommer så de tegneopgaver, min 30 timers stilling gav tid til…
Jeg har pænt travlt. Jeg er pænt træt.
– Men nøj, hvor er jeg også stadig glad for at have et arbejde at stå op til om morgenen!
Hvordan det blev… Og nøj hvor er jeg taknemmelig for, at jeg ikke er endt med en 37  47+ timers stilling!

Share

Det eneste dårlige ved at have fået job

– Er at jeg aldrig nåede at udføre min plan, om at starte en ansøgning med ‘Hej Futte’

“Hej Futte.
Vedhæftet er min ansøgning til jobbet som Social media manager, mit CV samt mine eksamensbeviser.
Jeg glæder mig meget til at høre fra jer.

Venlig hilsen
Sidsel Schomacker.”

Hej Futte
I øvrigt har jeg engang modtaget et brev adresseret til Fissel Schomacker…
Det var skrevet i hånden. Med blokbogstaver.

Share

Jeg har fået job!

– Endelig!
Efter næsten 2 år på dagpenge (faktisk næsten 3 – hvis man tæller min barsel med) har jeg endelig fået et rigtigt job, som hverken indeholder ordet ‘virksomhedspraktik’ eller ‘løntilskud’.
Sådan et fast et, som jeg gerne må beholde – også til næste år.

Sådan set har de sidste 3 år været ret udbyttesrige og ikke helt dårlige; Jeg har ‘lavet’ et barn og ‘bygget’ en blog. Jeg har nydt tiden med børnene, og nydt at arbejde med alle tegneopgaverne og som lærervikar på efterskolen.

Men hold nu op, hvor har min vej mod et fast arbejde også været lang!
Jeg har været til jobsamtaler og flere jobsamtaler… Faktisk lykkedes det mig også at få et job – om end for en meget kort periode!
Mange gange har jeg forsøgt, at blive sådan rigtig selvstændig (Bahne viste sig i øvrigt, bare at være meget langsomme i optrækket. Jeg har netop afleveret mit første afsnit Bahnepigen til dem) og flirtet med tanken om at leve lidt mere af bloggen
Det gik heller ikke helt godt, måske pga. mine dårlige håndtryk, jeg ved det ikke?
Til sidst blev hele den her jobsøgning ret absurd, for der var fandme altid et eller andet galt!
Gang på gang blev jeg skuffet – og til sidst kunne jeg ikke gøre andet end at melde mig af dagpengene – eller skyde mig. Jeg valgte det første.

Men så skete der noget!  Efter 2 år, ca. 10.000 ansøgninger og en pokkers masse jobsamtaler- og afslag, fik jeg et job! Et rigtigt job. Et ægte job.

– At tænke sig, at det bare var dét der skulle til…

Til august starter jeg i en 30 timers stilling (jo, jo der skal jo også være tid til bloggen, ikke) som lærer i billedkunst, dansk og lidt N/T.
Det bliver SÅ fantastisk, at jeg ærlig talt kan næsten ikke vente.
Nu med job

Share

Jeg har vildt travlt i dag!

– Det er helt sindsygt, så meget arbejde jeg skal nå!
Heldigvis har jeg lavet sådan et smart system, så jeg lige ved hvor lang tid jeg har til hver opgave.
På den måde, kan jeg faktisk sagtens nå det hele, inden ungerne skal hentes klokken tre.

Eller altså det kunne jeg have nået. Problemet var bare, at jeg blev så stresset over alle de ting jeg skulle nå, at jeg blev nødt til at tage en mig lille lur.
For stresset til at arbejde
Puha – jeg får vildt travlt i morgen. Godt jeg har mit system!

Share

Jeg skal sige mit job op

– Eller altså, det må jeg jo naturligvis helt selv bestemme, som den rare dame i a-kassen sagde.
Men gør jeg det ikke, bliver dagpengekassen lukket, for mine 30 ugers supplerende dagpenge er opbrugt.
‘Så et egentligt valg, er det jo ikke…’ – prøvede jeg at pippe.
Men jo, det mente hun nu nok det var.
Heldigvis for mig, skal jeg ikke bare gå og klø mig i nasserøven eller se tv og sove længe som vi dagpengemodtagere jo ellers ynder at bruge vores tid på.
Nej heldigvis venter der mig et andet job!
En virksomhedspraktik. – Men det er også et rigtigt job, selvom du stadig et tilknyttet systemet, og ikke får løn. Mente den gode jobkonsulent.
‘Så et egentligt job er det jo ikke..’, prøvede jeg at indvende.
Men jo, det mente hun nu nok at det var.
‘Jobsamtalen’ med virksomhedspraktikken gik da også helt godt. De kunne snildt bruge den ekstra arbejdskraft, også selvom der bestemt ikke var noget ‘rigtigt’ job at hente efter de 4 uger.

‘Tillykke’ sagde den imødekommende dame fra huset med jobkonsulenter.
‘Men hvad?’ spurgte jeg.
‘Ja, med at du har landet en virksomhedspraktik! Godt gået’ Sagde den entusiastiske jobkonsulent.
‘Men jeg skal jo sige mit job på efterskolen op, for at være 4 uger på en anden efterskole, hvor de udtrykkelig har gjort klart, at der intet job er at hente.’ Sagde jeg.
– ‘Så tillykke, er måske ikke helt på sin plads..?’
Men jo, det mente den dygtige jobkonsulent nu nok det var.

Jeg er glad for mit job på efterskolen. Glad for at være en del af arbejdsmarkedet. Glad for at kunne bruges til noget. Glad for ikke kun at være dagpengemodtager.
Så jeg regnede. Hvor lidt kunne jeg leve for? Meget lidt faktisk – jeg er jo vant til det; Jeg er på dagpenge.
8 timer blev resultatet.
8 faste timer, ud over de 4 jeg allerede har om ugen og så tilkaldevikartimerne ved siden af. Det burde efterskolen da kunne finde.
Bare 8 timer.
‘Desværre er du for dyr’ Sagde min ærlige teamleder. ‘For du er jo desværre uddannet.’


Skyder mig selv
Nej, jeg skød ikke mig selv. Jeg meldte mig ud af dagpengesystemet.
Kun en måned, for det er alt jeg har råd til.
Og bliver det lige den bedste måned ever, fri fra åndsvage paragraffer, overentusiastiske jobkonsulenter og konstant dårlig samvittighed?
Åh, jo det mener jeg nu nok det gør!

 

Share

Jeg har søgt mit drømmejob!

For nogle uger siden tegnede jeg dette indlæg.
Jeg har efterfølgende fået så utrolig meget positiv respons, at jeg blev helt rundtosset.
Tak skal I have. TAK!

Jeg vidste godt, at vi er mange i denne situation, men det overraskede mig alligevel en del, at så mange af jer kunne nikke genkendende til min historie. 
Jeres søde respons, har givet mig mod på at dele lidt mere. Her lidt om de følelser jeg gennemgår, når jeg søger de her drømmejob der bliver ved at dukke op.
Kald mig bare naiv eller godtroende (det ville ikke være første gang) – Jeg vælger at kalde mig optimistisk. 

Naturligvis ved jeg godt, at chancen for at netop jeg lander et af de her drømmejobs, er ret lille.
Men håbet og drømmene er der hver gang. Hver eneste opslidende gang. 

Lige nu, i skrivende stund, er det absolut sidste dag det nyeste drømmejob kan kalde mig til samtale – for den finder sted i morgen.
Jeg har min telefon ved siden af mig, skruget op på max.

 

Håbet lever.
__________________________
Jeg har altså søgt mit drømmejob!
– Det gør jeg sådan ca. hver fjortende dag.
Jeg søger også andre job, naturligvis. To opslåede stillinger om ugen som jeg skal. – Og alle de andre ved siden af. Naturligvis.

Men ca. hver fjortende dag dukker mit drømmejob op på nettet. Forskellige job selvfølgelig, med forskellige drømme hæftet på dem.
Når jeg læser sådan et jobopslag, bliver jeg helt varm inden i.
‘Jamen der er jo mig de skriver om.’ Tænker jeg.
‘Hvis JEG ikke kan få det her job, er der INGEN der kan!’ Tænker jeg.
Drømmejobbet
Jeg er ret god til at skrive, og jeg har lært om hvordan man sælger sig selv på skrift, på jobcenteret. Så ansøgningen flyder frit fra mine hænder.
Imens jeg skriver, og husker den fængende overskrift der skal sorterer mig fra de mange, tænker jeg over hvor fedt det kunne være med netop dette job.
Ansøgningen
Jeg ryster lidt på hænderne imens jeg trykker send.
Bagefter er jeg sådan helt glad og spændt inden i.
Naturligvis fortæller jeg alle jeg møder om dette drømmejob. Sammen snakker vi om, hvordan det da passer helt perfekt til mig. Uh det bliver så godt! -Det er vi enige om.
Ugerne går, og imens ansøgningsfristen rykker nærmere, planlægger jeg mit liv med mit nye job. Jeg vender et par ting med kæresten, og får styr på logistikken.
Jeg er nemlig typen, der er glad for struktur.
Venter spændt
På dagen hvor ansøgningsfristen udløber har jeg mit telefon tæt på mig.
De skal jo kunne få fat på mig, hvis de ringer.
Jeg sørger også for, lige at have en flaske vand og en blok til at noterer tiden for samtalen på, inden for rækkevide.
Måske planlægger jeg hvad jeg skal have på af tøj til jobsamtalen, og sørger for at det er rent og strøget. Jeg har det jo bedst med struktur.
Ringer snart
Som dagene går, stiger spændingen.
NU må de da snart ringe…
Måske har de fået rigtig mange ansøgninger? Måske det derfor de ikke har ringet endnu?
…Hvorfor ringer de ikke?
Ring nu
Når datoen for den forvarslede jobsamtale står for døren, kan jeg godt gå hen og blive lidt usikker.
De kan da ikke ringe nu? Kan de?
Er det for sent?
Skrev jeg nu mit nummer rigtigt? Gjorde jeg ikke?
… Hvorfor har de ikke ringet?
Ringer ikke
– Og så er det at dagen går, og en anden med større erfaring, bredere kompetencer, højere uddannelse, pænere ansigt, længere sko eller modsat køn, fik jobbet.
Fik ikke jobbet
Men heldigvis kommer der sikkert et nyt drømmejob igen om fjorten dages tid. – Og så ved jeg jo hvad jeg har i vente.
Det er rart, for jeg er nemlig meget glad for struktur.

Share

Jeg søger job…

– Åh hvor jeg søger job!
Selvom det er ganske grænseoverskridende at poste dette indlæg, gør jeg det alligevel. 
For hold nu kæft hvor har min vej mod et (stadig manglende) job været lang – og helt utrolig tragikomisk.
I må gerne grine med mig – så længe I ikke kalder mig ’spændende’ …
_________

Efter min uddannelse som lærer var jeg klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare ud og have et fast job med nogle skønne unger.
Desværre lykkedes det kun at få nogle vikariater, og da jeg blev gravid med drengen, løb jeg ind i helt nye problemer udfordringer.
JobsamtaleEfter jeg havde fået drengen og jobbene stadig ikke dumpede ned i min hat, måtte jeg tænke nyt: Ny uddannelse – nye muligheder!
Efter 2 år på en øjenåbnende uddannelse som multimediedesigner – var jeg klar til at lægge verden ned!
Det var helt klart det her jeg skulle! Ikke flere lærervikariater, jeg skulle være multimediedesigner.
Nu skulle jeg bare ud og have en hel masse erfaring, til at bakke min teoretiske viden op.
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_2

Nå, ja og så blev jeg også gravid igen – hvilket ikke ligefrem gjorde noget lettere.
Min barsel brugte jeg (ud over på at amme, skifte bleer og være vågen om natten) på bygge bloggen her op.
Det gik sgu helt godt i en periode – og da pigen startede i vuggestue var jeg igen klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle ud og være selvstændig!
Når jobbene ikke kommer til dig, må du skabe dem selv. Jeg skulle være tegner!
– Og det gik da også – næsten.
Desværre er vi mange om budet, så de der børnebøger jeg gerne ville illustrere, de der guides jeg gerne ville lave og de de tegneserier jeg gerne ville tegne, kom ikke. I hvert fald kom der ikke nok.
‘Du skal bare gøre det! ‘ sagde folk – ‘Opsøg det selv!’
Så det gjorde jeg. Hold nu op, hvor jeg opsøgte det selv!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_3

Men for fanden i helvede!

Men når nu jobbene ikke kom ad den vej, så måtte jeg jo tænke nyt!
Jeg fik et job på en efterskole – så kunne jeg supplerer min indkomst fra tegnearbejdet med det. Jobbet viste sig at være fantastisk – og jeg var nu klar til at lægge verden ned!
Jeg skulle bare have nogle flere faste timer, så jeg var sikker på at det hele kunne løbe rundt!
Desværre løb jeg ind i nogle problemer udfordringer.

jobsamtale_4

Jobcenteret bad mig om at tænke nyt.
Så det gjorde jeg: Jeg ville lave hjemmesider. Hjemmesider kan alle bruge. – Og jeg er god til at lave dem!
Desværre løb jeg ind i et par problemer udfordringer.
jobsamtale_5

‘Der er altid arbejde, til dem der vil arbejde.’ Siger folk.
‘Jamen så find dig dog et arbejde.’ Siger folk.
‘Du lægger også samfundet til last.’ Siger folk.

Så jeg tænkte nyt. Igen.
Alle de her tegne-tanker og drømme om at få et job som multimediedesigner, eller at kunne leve af at være selvstændig, blev jo ikke til noget.
Men et helt almindeligt lærerjob, det måtte jeg da kunne få! Dem er der jo alligevel ingen der vil have længere, nu hvor vilkårene er blevet så dårlige.
Det kunne blive ret fedt faktisk. En ny udfordring, glæden ved at arbejde med børn igen – og ikke mindst en stabil indkomst og et sikkert arbejde.
Jeg var faktisk igen helt klar til at lægge verden ned!
Desværre er jeg netop løbet ind i et par problemer udfordringer.

jobsamtale_6

Heldigvis kan jeg jo bare tænke nyt.
– Og så er jeg jo i øvrigt også en utrolig spændende og interessant person.

Share

For helvede virksomheder!

Når jeg skriver rundt til virksomheder, så håber jeg på en af to ting:

  • At de vil have et samarbejde med mig
  • At de høfligt takker nej

Okay, det er løgn. Jeg håber kun på det første.

Men nr. 2 er dog også ok. Nr. 2 giver afklaring og lader mig komme videre.
Faktisk er et: “Pis af med dine pissegrimme tegninger – pissemyre!” også ok.
Nej, det er ikke sjovt at få afslag, men der er en ting der er værre! En ting som jeg oplever om og om igen. Den kommer i tre udgaver:

  1. “Et samarbejde siger du – ja, det tror jeg godt vi vil. Lad mig lige vende tilbage…”
  2. “Ja vi er meget interesseret. Lad mig lige vende tilbage, så vi kan aftale detaljerne…”
  3. “Så er det en aftale. Lad mig lige vende tilbage omkring detaljerne…”

Alle tre ville sådan set være ok (HA de ville være pisse gode!) hvis de ikke var efterfulgt af den der lortede stilhed!
Stilhed kun brudt af mine mails. – Måske ind i mellem med et “Undskyld jeg ikke har svaret. Lad mig lige vende tilbage.” Igen efterfulgt af stilhed fra deres side.

Da jeg i oktober var til møde med Bahne, aftalte vi at Bahnepigen skulle med i deres marts katalog. Vi snakkede også om en hel masse andre gode muligheder, de ville helt sikkert gerne have et samarbejde! Hvor fedt!
Da vi tog afsked  fik jeg en vase. Det var sådan en med guldstriber.
Jeg overvejede længe, at give den til en der værdsatte de gyldne striber, men blev enig med mig selv om at vasen skulle blive hos mig. Den skulle blive, som et slags symbol på det gode der nu skulle til at ske.
Det skete ikke. – Og det kommer det nok heller ikke til, for der er kun stilhed.

Bahne er ikke de eneste. Jeg kunne nævne rigtig mange virksomheder, der sikkert med alle mulige gode grunde, har ladet mig (og Gud ved hvor mange andre) hænge, i en stadig tyndere, tråd af håb.
Virksomheder der har fået mig helt op at ringe ved udsigten til et samarbejde. Med udsigten til et job. For så at lade det fise ud i stilheden. Ikke et nej; Stilhed!

VIRKSOMHEDER STRAM OP!
Vis dog for helvede en smule respekt for os, der så gerne vil jer.

– Og vasen?
Ja, lad mig sige det sådan: vores forhold er ikke hvad det har været!
jubilæumsvasen

Share

Det hele er lidt noget lort!

– Jeg er ellers et optimistisk menneske.
Faktisk er jeg, hvad mange nok ville kalde en lidt naiv eller lalleglad type. Men lige nu er jeg ikke optimistisk. Lige nu synes jeg det hele er ret meget noget lort.
Sammenfald af syge børn og voksne, manglende respons fra div. samarbejdspartnere (som så nok ikke var det alligevel) og hele den her fucked up “job”situation jeg befinder mig i, har sendt mig i knæ. Jeg er træt!
Jeg skal nok rejse mig igen, men hvis bloggen er lidt stille eller ikke særlig sjov lige for tiden, så ved I hvorfor.
Jeg håber at I bliver hængende alligevel.

Heldigvis har jeg en sød kæreste, som ved præcis hvad han skal sige i sådanne situationer.
Jeg er ikke sjov mere…Heldigvis har jeg stadig lidt humor…

Share

For det meste er bloggen lidt upersonlig

– Forstået på den måde at jeg værner om mit privatliv.
Jeg tegner meget om mit liv, men sjældent om det der er helt tæt på.
Ind i mellem sker der dog ting, der gør at jeg må tage hånden fra munden og lave et lidt dybere og mere skrifttungt indlæg. Ting, som at miste det job jeg lige havde fået.

At græde snot over et lille deltidsjob, på sølle 7 timer om ugen virker måske absurd.
Men det er det fandme ikke. Nu skal I høre hvorfor.

Jeg har været på dagpenge længe!
Folk der ikke kender til dagpengesystemet mener tit, at det må være fedt bare at gå der og klø sig lidt i røven. De mener tit at vi egentlig bare burde få et job, og komme igang med at bestille noget. Og jo, det er da også fedt at kunne klø sig i røven, uden at tænke på om chefen kigger.
Folk der kender til dagpengesystemet, ved at det også ensomt, sløvende, stressende og gråt. Men det er ikke det værste.
Det værste er drømmene. Drømmene der brister. I starten er drømmene skønne. Man ser alle disse fantastiske jobs. Jobs man, med sin ansøgning, kan drømmer sig helt væk i. Man tænker på alle de ting man skal lave, de mennesker man skal møde – når man får jobbet. Det bliver fedt!
Altså indtil man modtager e-mailen om, at de desværre har valgt til anden side.
Nogle gange er man heldig at komme til samtale. I de tilfælde kan drømmen rigtig vokse sig stor.
Det er fedt!
Altså lige ind til man modtager opringningen om, at de har valgt til anden side.

Når man har skrevet de første 100 ansøgninger, kan det godt føles ret meget mindre fedt at være på dagpenge.
Man begynder at tænke, at der må være noget galt med en, siden man ikke kan få et job. Man begynder at tænke at man sgu da nok ikke er dygtig nok så. Eller rar nok.
Heldigvis er jeg en optimistisk person. Naiv vil nogen sige. Lalleglad vil andre. For selv mens luftkastellerne med drømmejob raslede ned omkring mig, har jeg formået at holde gejsten oppe; ‘Det kommer’ tænkte jeg. Bloggen har været en kæmpe hjælp, uden den at ‘tage mig til’ var jeg helt sikkert gået ned med flaget!

Efter at have søgt ca. 800 jobs, fik jeg et. Godt nok var det kun som tilkaldevikar på en skole. Men det var fedt alligevel; jeg var også næsten helt sikker på at det efter et par måneder ville blive til mere. Jeg var helt sikker på, at jeg snart ville lande en masse tegnejobs, skolen ville ansætte mig fast og livet ville smile (naiv jojo).
Nu kunne det kun gå godt.
Det gjorde det også. Jeg elsker at arbejde på skolen -også selvom de penge jeg tjener der, bliver modregnet mine dagpenge.
Men det blev ikke fast, og de mange tegneopgaver udeblev.
‘Det kommer’ tænkte jeg og søgte på alverdens skoler. Jeg skal for pokker bare have 20 timer om ugen, for at det løber rundt. ‘Det kommer’
Men det kom ikke.
Efter 200 nye ansøgninger- og bristede drømme. Begyndte jeg at tvivle. Tankerne om ikke at være god nok, til trods for at eksamensbeviset sagde noget andet, blev massive. ‘Tegne kan jeg sgu ikke engang’ sagde jeg til mig selv- ‘og min mave er også mega fed!’

Men så skete det; miraklet. Et job. Et drømmejob. Det job jeg har gået og sagt ‘Det kommer’ om.
Godt nok kun 7 timer, men mere efter 3 mdr. lovede den rare mand. Samtalen gik godt. Den første dag gik godt, ansættelseskontrakten kom med hjem til gennemlæsning. Klippekortet til toget blev købt, håret blev redt.
Jeg var klar.
Jeg var mere end klar! Det var som om den lange søgen og indetrængte ‘jeg duer ikke til noget’ lettede. Jeg kunne se det hele ovenfra, se hvilken sump jeg faktisk havde befundet mig i. Jeg var fri.

Men så tikkede der en SMS ind: ‘Beklager, vi kan ikke bruge dig alligevel.’

BANG!
Drømmene sprang, ballonen der havde hejst mig op ad sumpen og ladet mig se det hele ovenfra, blev punkteret. jeg faldt så langt ned i dagpengesumpen, at jeg fandme nærmest druknede.
Nu skal jeg hive mig selv op igen. Glemme mit klarsyn fra da jeg endelig var fri, og lulle mig selv tilbage i tankerne om at ‘Det kommer’.
Nu skal jeg skrive 800 nye ansøgninger og opøve nye drømme. Nu skal jeg begynde forfra. Igen.

Om de efter de 4 timer, mente at kunne vurderer, at jeg simpelthen ikke var god nok. Om de syntes jeg lugtede. Om chefens fætter måske søgte job- eller om der alligevel ikke var råd til at ansætte mig, ved jeg ikke.
Jeg ved bare at jeg er nede. Nede i dagpengesumpen igen. Lort.

Share

Et godt håndtryk er vigtigt

– Det ved jeg jo. Det er jo derfor jeg har også øvet mig. I mange år har jeg øvet mig.
Alligevel var det var som om, at håndtrykket fejlede da jeg skulle hilse på en vigtig kunde.
Min hånd kom ikke langt nok frem, det var det der var problemet, så hun endte med kun at klemme om det yderste af mine fingre.

Jeg kan god se, at den pivende lyd ikke gjorde situationen bedre. Det var bare ligesom om, at den kom helt af sig selv, da hun trykkede om mine slatne fingre.
Dårligt håndtryk

Share

Jeg var sådan lidt tør i munden

– Måske var jeg en smule nervøs over jobsamtalen, jeg ved det ikke.
Jeg kunne da ikke vide, at det var sådan en dårlig idé at tage en lille tår vand…
gemmer-vand1Egentlig var det fjollet, for jeg har prøvet at drikke vand af glas mange gange før, men jeg glemte ligesom at synke vandet da det kom ind i min mund.
gemmer-vand2Det var også fordi der var så stille, at jeg blev jeg nervøs for om det ville sige en grim gurglende lyd, når jeg sank vandet. – Jeg kunne hurtigt komme til at virke som en, der ikke kan finde ud af at drikke vand af glas. Ikke ligefrem et indtryk man gerne vil give.
Så jeg ventede og gemte vandet i min mund – altså bare indtil der blev lidt mere støj, så jeg ubemærket kunne synke…

gemmer-vand3aMen så blev der bare endnu mere stille. Det var også som om, at alle kiggede på mig.
Jeg ville gerne have sunket vandet nu, men nu var det selvfølgelig helt udelukket at synke!
– Jeg mener, nu var det jo alt for længe siden, jeg havde taget tåren af vandet; de ville bare tro, at jeg havde alt for meget mundvand hvis jeg sank. Måske ikke lige det bedste indtryk at give!

Så jeg ventede.

gemmer-vand3

Åh, jeg skulle virkelig have sunket vandet før! Pludselig spurgte manden mig om noget…
gemmer-vand4
Jamen hvad pokker skulle jeg gøre?!
Jeg kunne jo ikke synke og jeg kunne da heller ikke svare på spørgsmålet med vandet i munden; Dét ville helt sikkert give et dårligt indtryk…
gemmer-vand5a
Ja, ja – det var måske ikke den bedste løsning, den med at spytte vandet ud.
– Men jeg var altså virkelig presset og jeg ville jo også gerne svare på den rare mands spørgsmål – også så han ikke skulle tro at jeg var sær, eller noget.
gemmer-vand6
Næste gang drikker jeg ikke!

Share

Jeg holder meget af e-mails

– når man skriver en e-mail, kan man i ro og mag sidde og forfatte. Her er intet pres, ingen stress.
Når man skriver en e-mail kan man slette de dumme ting man skriver, inden man trykker ’send’.
Man kan virke så velformuleret og professionen i en e-mail. Det er let og ligetil. 

Hvorfor var det lige jeg syntes, at jeg skulle ringe?tumpet-telefonsamtaleUndskyld Søndagsavisen.
Næste gang skal jeg nok skrive en mail.

Share